Et moderhjerte
Illustration af forfatteren. Skabt med assistance fra AI.
Hej, fru Pedersen! genboen vinkede, mens hun febrilsk forsøgte at holde barnebarnet i klapvognen i ro. Den lille brølede, som om hun havde meldt ham til audition til Den Kongelige Opera.
Dav, sagde Signe og kiggede hurtigt væk, for der var ikke meget overskud at hente i dag.
Hvorfor har nogen alt, og andre intet? Helt ærligt, det er da grotesk uretfærdigt! Tænk, hvis det var hende, Signe, der stolt kunne skubbe sit barnebarn i klapvogn rundt i gården, hvis altså sønnen bare gad tage sig sammen og overveje familieandelen af livets program.
“Stifte familie” hvilket elendigt udtryk. Man stifter ikke familie man køber en cykel, adopterer en kanin eller installerer et nyt køkken. Familie, det er da det ypperligste: at have folk man hører sammen med af både blod og hjerte.
Men Signe havde for længst opgivet at lede efter den type i periferien.
Melankolien trak endnu engang en tung dyne over hende, og Signe sparkede arrigt til opgangsdøren, som nægtede at makke ret.
Signe, hvad har døren nu gjort dig? lød det bjæffende bag ryggen, og en spinkel, manicureret hånd landede let på Signes skulder. Hun fór sammen.
Jette Eller faktisk Jette Marie Andersen. En gang hendes bedste veninde, nu mere en slags rival til lokalavisens brevkasse, hvis man spurgte Signe selv.
Jeg har sådan tænkt, vi skulle sludre sammen, men jeg har haft så travlt! Du ved arrangementer, arrangementer Og så blev Josefine gift. Barn på vej! Kan du forestille dig det? Alle er så spændte! Hvem mon det bliver?!
Jette himlede dramatisk med hænderne og så nærmest ud som en pige i balletskole, der netop har lært “svanesvinget”. Signe tog sig sammen.
Undskyld, Jette, men jeg har altså travlt.
Så travlt kan du ikke have du handler jo kun ind for én! Ikke noget med kat eller børn Skriver Victor egentlig? Eller er han helt ude af systemet?
Signes krop blev kold som rugbrød direkte fra fryseren. Hjertet hoppede over et slag. Av.
Han skriver, Jette. Hver anden dag. Mere tid har han ikke, der er for meget at se til Han har jo et godt job nu, og der er run på. Jeg bliver nødt til at smutte min elev kommer om en halv time.
En elev! Er Victor nærig?
Hvorfor tror du det?
Ellers havde du vel ikke elever! Det siger jo sig selv!
Signe overvejede et øjeblik at give svar på tiltale, men stoppede sig selv. Hvorfor gøre Jette mere lykkelig end nødvendigt?
Inde i hende kradsede misundelsen med beskidte negle på samvittighedens skorpe. Kom så, Signe! Bliv nu virkelig fornærmet! Tilgiv aldrig! Det er de dér mennesker altså ikke værd!
Døren smækkede bag hende, og med et suk dumpede hun dagens indkøbsrazzia af i entreen. Endelig hjemme. Her kunne ingen berette om alt det, hun ikke havde. Her var stille. Meget stille.
Stilheden var næsten for meget, så Signe gav slip, lod indkøbsposen dratte og græd.
Hvor længe skal det dog vare? Tre år var der nu gået efter den aften, hvor alting begyndte at smuldre og stadig levede hun kun af minder. Sorgen slap hende ikke. Søvnløse nætter var hendes speciale.
Man kan bare ikke glemme, når nogen har såret ens barn. Særligt hvis det er derfor, man må tage afsked! Viktor rejste jo ikke, fordi han ikke elskede sin mor. Nej, det var også smerten. Den tabte drøm. Den drøm de havde leget med, ham og hun.
Signes dreng havde drømt om kærlighed. Når Signe blev nostalgisk med Rimfrost på skærmen og Emil fra Lønneberg på repeat, kunne hun næsten se ham sidde dér, troende på, at kærligheden var både stor og lys sådan som Signe selv havde lært om kærlighed, mens hun kælede for digtene af Tove Ditlevsen.
For Signe havde kærligheden altid haft form som en Madonna, og lyden så ren som et julevers fra DRs pigekor.
Signes eget kærlighedseventyr begyndte under loftlysene på Statens Museum for Kunst.
Dengang, som sulten studerende, søgte hun ind i museet og drømte sig væk foran Raphael-maleriet, håbede på, at livet snart ville skifte kulisse at hun fik et barn, og at nogen ville elske hende af hele deres hjerte. Børn skal komme til verden ud af ægte kærlighed. Ellers ender de ulykkelige, det vidste hun bare.
Hvem der havde plantet sådanne tanker i Signe, kunne hun end ikke sige. Faren døde, før hun rigtig kunne huske ham, og moren forlod hende samme dag, Signe fik optagelsesbrevet på universitetet. Hun kom glad hjem, men moderen sad bare i lænestolen foran det åbne vindue gardinet blafrede som flaget på Grundlovsdag. Et øjeblik syntes Signe, at en skytsengel skærmede mod for meget lys, men så var den væk.
Moren døde af hjerteanfald. Signe overbeviste sig om, at det var, fordi hendes mor havde for meget kærlighed i kroppen til, at hjertet kunne klare det. Hundrede mennesker kom for at sige farvel, og Signe syntes, at det måske ikke var det værste i verden, at gå sådan elsket og husket af folk, man knap kunne navnet på.
Det gjorde ondt, men var også smukt på en sær måde. Men nu skulle hun klare sig selv.
Signe havde intet valg. Ud over fjern slægt, ingen at trække på. Hun gad heller ikke tigge mors veninder; de havde jo egne børn, børnebørn dem om det. Hun vidste, at hendes mor ville have været skeptisk, men hun måtte kunne stå på egne ben.
Hun levede lidt på mors gamle tricks, men det rakte ikke altid. Budget var ikke hendes spidskompetence, så på “tørre dage” spiste hun mest havregryn og holdt sig beskæftiget med rengøring.
Men én ting var der altid råd til: billet til Statens Museum for Kunst. Der kunne Signe glemme sulten, snuse til kunsten og høre mors foredrag på båndet i hovedet, for mor var Lindholm gymnasiets mest celebre historielærer.
En dag stod hun og småforelskede sig foran Madonnaen, da en lidt sær ung mand introducerede sig. Ikke nogen charmetrold lettere ranglet, blege knæ og krøllet skjorte. Men stemmen var dyb, og humoren sad lige i skabet. De snakkede længe, gik hjem sammen og så var de ikke alene mere.
Lykken blev kort, men intens. Og da hun var blevet alene, følte Signe sig ikke rigtigt ensom hun havde sin søn, Viktor.
Hendes håb, hendes glæde. Hvis der findes perfekte børn, havde Signe fået tildelt ét eksemplar. Altså, ud over rodteknikken under sengen og hans evne til at tømme leverpostejen.
Mor, må vi ikke tage den kat hjem? Se, den er helt alene!
Katten, Viktor havde fundet, kunne dårligt kaldes kat. Pelsløs, haleløs, og med øjne, der løb i vand. En vaskeægte gadepirat.
Men i sønnens blikke var der så meget bøn, at Signe, som helst skulle have hænderne fulde, simpelthen sagde ja. Katten fik hjem. Signe fik rigeligt med bøvl.
Viktor insisterede på at bære affald ud.
Det er mandens ansvar, mor! Og det er min pligt!
Viktor tog det alvorligt. Hans far havde nemlig aldrig skelnet mellem herre- og dameopgaver hvorfor skulle han?
Søn, kvinder er noget for sig. De kan slæbe det hele alene, men det betyder ikke, de skal. Hjælp dem, og du får noget tilbage, du ikke troede fandtes.
Først grinede Viktor, men det endte altid med, at han overtog kluden og moppede gulv.
Jeg gør det selv, mor!
Du kan jo ikke finde ud af det
Så må du lære mig det! Kan far, kan jeg!
Stolt snøftede Signe, mens han støvsugede for åbne vinduer.
Katten blev vasket og foderet med alt det, dyrlægen havde skrevet på recept.
Er du sikker på, I vil have den krikke? Den kræver meget og jeg giver ingen garanti, sagde dyrlægen.
Det er præcis det, vi har brug for! svarede Signe og stak katten ind under armen.
Det tog næsten et år, men til sidst havde de tryllet den forpjuskede hjemløse om til et hjemmevant ragdoll, der elskede dem, som havde givet ham tag over hovedet.
Hans temperament forblev dog kamikazeagtigt, sikkert, fordi Viktor havde døbt ham Benno, men Signe omdøbte ham hurtigt til mere dansk: Bamse. Alligevel havde han stadig tendenser til at bevogte hoveddøren, som om han var vagthund for Christiania.
Bamse forstod først, hvem han ikke kunne lide. Da Viktor klassekammerat, Frederikke, kom på besøg, sprang han hende næsten over ende og splittede hendes nylonstrømper.
Av! Få den væk! Den bed mig! hvinede hun og strøg katten igennem entréen.
Frederikke brød sig ikke om katte, men hun holdt meget af Viktor. Nok mest fordi hun savnede lidt hjælp til lektierne.
Kærligheden slog Viktor benene væk, også selvom Signe hurtigt kunne se, det var noget køtere end hvad Poul Reumert drømte om, når han spillede tragiske elskere.
Men Viktor var betaget. Og Signe, som havde ønsket sig et stort kærlighedseventyr for ham, kunne godt have tænkt sig, at han blev lidt mere kritisk.
Hver gang Frederikke kom, måtte Bamse spærres inde. Han rasede, indtil hun gik, hvorefter han indtog rollen som trøster i sofaen.
Hun elsker ham slet ikke. Det kan selv katten altså se, sukkede Signe i Bamsekulden. Hvad skal jeg gøre, Bamse? Hun gør ham ondt, han ser det ikke Hvis jeg siger noget, lægger han sikkert bare på røret.
Men katten kunne intet svare, højst gnide sig op ad hendes ben og male verdens længste remse af tryghed.
Sådan gik tiden. Til sidst forstod Signe, at hun måtte forholde sig til, at hun snart fik Frederikke som svigerdatter. Viktor havde fået arbejde, friede, og hun sagde ja men ville gerne vente lidt med brylluppet.
Hvorfor dog det? spurgte Signe utålmodigt.
Bare fordi, svarede han. Hun sagde, hun ikke var klar.
Nå, men hun kunne da være ærlig, tænkte Signe.
Bamse slingrede rundt og advarede, men det hjalp ikke. En mørk aften udspillede dramaet sig: Bamse gik helt amok, nærmest headbangede mod ruden.
Signe gik ud for at skælde ud, men så opdagede hun en silhuet på nabotags sneklædte top. Uden at tænke fløj hun op og åbnede vinduet, selvom det var november og stormvejr.
VIKTOR! NEJ!
Hun så intet ansigt, kun et mørkt omrids. Men der var ingen tvivl: hendes knægt stod på kanten. Silhuetten vaklede og så var den væk. Hun sank sammen, opløst.
Viktor dukkede først op næste morgen. Hun spurgte ikke. Hun krammede bare længe, som hun plejede, tjekkede for feber og puttede ham under dynen.
Ligesom da jeg var lille, mor
Viktor græd sin kærlighed ud. Sidst hun havde set ham sådan, var da Bamse var tæt på at dø nu var det kattens tur til at sidde vagt og kræve kærlighed.
Hun løj, mor. Hele tiden var der en anden.
Sådan sker det.
Hvordan kan man lyve, hvis man elsker?
Man kan ikke. Og så var det ikke kærlighed, min dreng.
Hvad skal jeg gøre nu?
Være ked af det. Slippe. Tilgive ikke med det samme, men en dag. Og hvis du kan ønske hende det bedste, så forstår du kærlighed.
Jeg kan ikke slippe hende.
Men alt det andet?
Det kan jeg godt.
Og netop dét er kærlighed, sagde Signe.
De snakkede hele natten. Dagen efter blev Viktor sendt videre i teksten.
Pak, du skal ud og bygge dit eget liv, min søn.
Men til hvor, mor?
Til hvor, du vil! Og husk, at både jeg og Bamse altid venter her. Det vigtige er, at du prøver. Så klarer vi resten.
Viktor flyttede, fandt job i Aarhus, og Signe glædede sig over, at han hurtigt landede på begge ben: Karriere, respekt fra kollegerne og berømt for sin integritet. Men dybt nede var det stadig morens stemme på tagryggen og den varme dyne, der gjorde forskellen.
Kun én ting manglede: En, der ville dele livet og forstå alt det, han var rundet af.
Signe tørrede sine tårer væk, samlede indkøbsposen op, mens Bamse stirrede retningshenvisende.
Nå, Bamse, ikke set en kvindelig nedsmeltning længe, hva? Ser det sjovt ud?
Ikke specielt, mor! klukkede Viktors stemme fra døråbningen. Signe fór sammen, sank ned på gulvet.
Mor! Nu ringer jeg til vagtlægen!
Næh! Signe hev sonen ind i favnen Hvornår kom du?
Ville overraske dig Ja, dig og Bamse.
Og det lykkedes! Du ser forresten nervøs ud?
Det skal du nok høre om, Han hjalp hende op, omfavnede hende.
Det behøver jeg ikke. Jeg ved allerede besked. Det er hende, ik?
Jo, det er hende, mor!
Herligt! Så hvornår hilser jeg på hende?
Det er derfor, jeg er her! For at hente dig og Bamse. Jeg vil have, vi skal bo sammen.
Glem det, dreng! Skal du berøve mig og Bamse vores frihed? Gæster er altid velkomne! Men at bo sammen nej tak. Så meget dansk familie skal vi heller ikke lege. Ikke, Bamse?
Hun smilede. Lige om lidt ville hun måske gå tur med barnevogn i gården, hilse på genboen: Hej, hvordan går det? Vi er bare ude at trille lidt…
Og på vindueskarmen ville Bamse sidde, spinde sin sang, og med katten på plads og hjertet i ro, ville Signe vide, at lykken endelig tog sin danske form.
