Det fraværende lykke: han hånede mig, jeg holdt ud for børnenes skyld
Jeg skriver i dag noget, der har tynget mit hjerte gennem årene, men som jeg sjældent tør tale højt om. Måske bilder jeg mig ind, at andre har det værre. Men i dag har jeg besluttet endelig at indrømme for mig selv og verden: jeg er ikke lykkelig. Faktisk har jeg aldrig rigtig følt mig lykkelig.
For tredive år siden giftede jeg mig med Søren. Det var ikke kærlighed, der drev mig, men mere fordi mine forældre sagde, det var det fornuftige valg. De gentog uophørligt, at han var stabil, og at jeg ville få et trygt og godt liv sammen med ham. Jeg fulgte deres råd i håb om, at de havde ret.
Dengang tænkte jeg, at kærlighed alligevel var mindre vigtigt. Sikkerheden betød mest.
Hvor tog jeg dog fejl.
Hverdagens ydmygelser
Allerede fra unge år holdt Søren sig ikke tilbage fra at gøre grin med mig foran andre.
Hun kan ikke engang koge et æg! lo han, mens vennerne sad rundt om spisebordet, og alle brød sammen af grin.
I sengen er hun som et stykke drivtømmer, sagde han med et smørret smil foran alle, mens jeg bare sad der med blikket i bordet og skammede mig.
Jeg sagde aldrig noget. Jeg fandt mig i det.
Jeg forsøgte at vise, at jeg fortjente hans kærlighed. Jeg lavede mad, jeg prøvede at være kærlig og opmærksom. Men hver gang mødte jeg kun kulde og foragt fra ham.
Så kom vores børn til verden.
Jeg sagde til mig selv: For deres skyld holder jeg ud.
Under samme tag, men i hver sin verden
Da vores drenge blev voksne og flyttede hjemmefra, skjulte Søren ikke længere, at han ingen brug havde for mig.
Han fik bygget et ekstra værelse i huset, som han nu bor alene i. For naboerne og vores venner så det stadig ud, som om vi var den perfekte familie udadtil var der intet, der havde forandret sig. Vi boede under samme tag og delte køkken.
Men ingen vidste, at selv vores køleskab var delt op.
På hans madkasser skrev han S.S. med store bogstaver, så jeg ikke kom til at tage noget af hans mad ved en fejl.
Jeg klarede mig med det billige havregrød, kartofler, en suppe med bønner indimellem.
Adgangen til køkkenet havde jeg kun, hvis han ikke var hjemme. Det var hans rige, hans territorium. Morgen og frokost måtte jeg spise på mit værelse, og mødte jeg ham tilfældigt, sendte han mig et blik af rendyrket irritation.
Han satte sig med sine fine pølser, oster, en flaske rødvin altid uden at tilbyde mig noget som helst.
Jeg følte mig som et genfærd i mit eget hjem.
Ligegyldighed, der grænser til had
Indimellem kørte vi sammen til supermarkedet. Hver købte kun det, vi selv ville spise.
Regninger til vand, el og telefon blev kvitteret og splittet op til sidste øre.
Andre
kufferter
kaffekop
bog
Men for omverdenen var vi stadig et par. Selv børnene, der sjældent kom forbi, anede ikke, hvordan det virkelig stod til.
Og jeg holdt stadig ud.
Jeg bar over med hans kolde blikke, hans hån, hans iskolde tavshed.
Men det værste var weekenderne.
De dage var vores hus en slagmark.
Du er ingenting
Han marcherede rundt, som om hele huset var hans. Hvis jeg kom til at efterlade noget på hans side af bordet, blev det straks et skænderi.
Han gik hele dagen og skumlede, for så at flyve op over ingenting.
Du er doven som en ko! råbte han mig ind i hovedet.
Så dum og tung at ingen sten på landevejen kan måle sig!
I årevis bed jeg det i mig. Bed tænderne sammen.
Men en dag gik noget i stykker indeni mig.
Han råbte igen jeg kan end ikke huske over hvad.
Jeg sad bare overfor ham og så på, mens han råbte sig rød i hovedet.
Lige der fik jeg lyst til at gribe en vase og smide efter ham. Bare for et splitsekund, at han mærkede lidt af den smerte, jeg havde båret på i så mange år.
Men jeg gjorde det ikke.
Jeg rejste mig blot stille op og gik ind på mit værelse.
Jeg råbte ikke igen. Jeg græd ikke en eneste tåre.
For jeg vidste: denne mand betyder intet for mig mere.
Jeg ryster, men lever i frygt for forandringen
Jeg er her endnu. Stadig under samme tag som denne mand.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får kræfterne til at gå min vej.
Jeg er bange.
Men mere end noget andet er jeg bange for at dø her, uden nogensinde at have fået en smag på ægte lykke.
Jeg beder bare om én ting at mine drenge aldrig vælger samme skæbne. At de får et liv med nogen, der elsker og respekterer dem.
Og jeg…
For nu, der overlever jeg bare.
Den fraværende lykke: Han ydmygede mig, og jeg blev for børnenes skyld
