For fem år siden begravede min nabo, fru Ingrid, sin mand – en dansk krigsveteran – og blev helt ale…

For fem år siden mistede min nabo sin mand, en tidligere soldat, og stod pludselig helt alene.
Det er faktisk allerede fem år siden nu. Min nabo, fru Gertrud Møller, havde netop mistet sin mand, Knud, som havde været soldat, og nu sad hun helt alene tilbage. De havde aldrig fået børn sammen. Den gamle dame kunne ikke lade være med at tænke på sin elskede Knud.
De var blevet gift lige inden krigen brød ud. Så måtte Knud afsted i tjeneste, mens trofaste Gertrud tålmodigt ventede hjemme. Knud kom tilbage med livet i behold, men havde mistet sin venstre hånd. Han elskede hende virkelig højt og gjorde alt for hende. Han havde svoret, at han altid ville beskytte hende mod alt ondt, men den løfte kunne han trods alt ikke holde. Han gik bort, og efterlod hende i ensomhed!
På årsdagen for sin mands død skete der noget mærkeligt en stor sort kat flyttede ind hos hende. Den dukkede op midt om natten, som ud af det blå, og sad og miavede højt foran hoveddøren. Udenfor rasede der et snestorm, vinden peb og ruskede i alt, men på en eller anden måde hørte Gertrud det svage miav. Hun gik ud, og der sad katten, som hun aldrig havde set før. Hun blev rørt og lukkede den ind, fandt noget mælk frem og satte det foran den.
Men katten nægtede at spise og gik med rank ryg som en ægte herre rundt og undersøgte hver en krog af lejligheden. Da den havde set det hele, sprang den op og lagde sig på Gertruds hovedpude, begyndte at spinde og faldt så lynhurtigt i søvn.
Hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at jage katten ud igen, så hun lagde sig til at sove ved siden af den. Næste morgen kiggede hun nærmere på sit nye selskab. Den var pæn og pelsplejet og slet ikke forsømt! Helt sort som kul med store grønne øjne og så en selvsikker, majestætisk adfærd. Men pludselig så hun det katten manglede tæerne på venstre forpote, som om de var revet væk.
Ligesom min Knud, udbrød hun og begyndte at græde. Katten sprang op på hendes skød og spandt trøstende.
Vi må nok finde et navn til dig Hvad med Mikkel? hviskede hun og kløede katten bag øret. Katten rystede sig, stirrede intenst på hende, og det gjorde hende helt paf.
DENS ØJNE VAR MENNESKEØJNE! Ikke bare “som menneskeøjne”, men ægte menneskeøjne!
Nå Mikkel duer altså ikke. Hvad så med Holger? Det er da hyggeligt! sagde hun hurtigt. Katten svarede med et utilfreds miav, sprang ned fra hendes knæ og gav sig til at kradse sofaen.
Fint, jeg giver dig ikke noget navn. Du bliver bare Katten. Men lad venligst være med at ødelægge sofaen, sagde hun mildt. Katten brummede noget, hun ikke forstod, men lod sofaen være og satte sig værdigt ind på soveværelset.
Sådan begyndte deres fælles liv Gertrud og Katten. Jeg kom jævnligt forbi hos hende, og hun delte de mest utrolige historier om den kat!
Først og fremmest tog Katten sig af hende. Efter Knuds død havde Gertrud fået et ildebefindende, og hendes hjerte drillede hende ofte. Men hver gang hun gik i seng, kom Katten og lagde sig op på hendes bryst, begyndte at spinde, og straks forsvandt smerterne som dug for solen.
En dag skete der noget virkelig underligt. Gertrud havde lagt sig lidt på sofaen for at hvile, katten lå ved siden af, spandt lavt og var faldet i søvn. Pludselig bankede det hårdt på døren. Katten vågnede og fulgte med, da Gertrud åbnede. Udenfor stod den lokale bølle, Ib, som altid var fuld og ubehøvlet. Han stak foden ind i døren, bandede, og begyndte at kræve penge til øl. Gertrud forsøgte at sige nej, men han blev mere og mere ubehagelig og endte med at råbe ad hende og tale grimt om Knuds minde.
Pludselig lød der et dybt brummende fra Katten, som kastede sig mod Ib. Han forsøgte at sparke katten væk, men den kom straks igen og huggede næsten ud efter hans hals. Til sidst tabte Ib balancen og væltede væk. Katten så længe på Gertrud med sine MENNESKEØJNE, gik stolt væk, og forsvandt ind i værelset igen.
En dag bad Gertrud mig hjælpe hende til kommunen for at søge om brænde. Vi skulle tage bussen ind til Køge, og hun ville gerne have selskab. Jeg sagde ja, fik fri fra arbejde, og mødte op tidligt næste morgen.
Men Gertrud sad bare på sengen i sit nattøj, helt forvirret og lidt fortabt.
Gertrud, hvorfor er du ikke klar? Skal vi ikke afsted? Måske kan vi endda få et lift, spurgte jeg.
Min kære, jeg kommer ikke med i dag. Undskyld, sagde hun stille.
Hvorfor dog ikke?
Du må ikke tro, jeg er tosset Men Katten har sagt jeg ikke må tage hjemmefra!
Undskyld, hvad? Jeg har bedt om fri fra jobbét, og nu lader du en kat bestemme? Kom nu!
Du må bare høre mig ud. Jeg havde gjort alt klar i går og lagt mig i seng. Så drømte jeg, at Katten talte til mig lige som du gør nu. Han kiggede på mig og sagde:
Bliv hjemme, Gertrud. Tag ikke afsted i morgen.
Jeg blev fuldstændig lammet! Det var ikke det, at Katten snakkede! Det var måden han sagde Gertrud! Kun Knud kaldte mig sådan, og stemmen det var Knuds stemme!
Så begyndte Katten at synge Der er et yndigt land, det står med brede bøge
Kan du huske, Gertrud? Jeg sang den altid, før jeg tog af sted på vagt.
Selv om jeg var helt forvirret, spurgte jeg:
Knud, er det dig?!
Jamen selvfølgelig. Jeg kan ikke lade dig være helt alene, så jeg er kommet tilbage
Og du må sige til Anna, at hun ikke skal tage til den operation. Hun ville ikke klare det
Og så vågnede jeg
Jeg var helt rundt på gulvet! Sad der længe og vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Så slog det mig: Gertrud, er du sikker på du har det godt? Skal vi ringe til lægen? Dit blodtryk er måske lidt højt?
Men hun smilede bare og sagde, at hun aldrig havde haft det bedre hun havde jo talt med sin kære Knud!
Jeg tog dog hendes blodtryk og det var faktisk helt, som det skulle være!
Derefter begyndte Gertrud at kalde Katten for Knud. Og det underlige Katten reagerede straks på det navn!
Det, Gertrud (eller Katten?) forudsagde, gik i opfyldelse. Den bus vi skulle have taget ind til byen var involveret i et trafikuheld. Vejen var glat og chaufføren mistede kontrollen. Der døde ingen, men mange kom til skade. Tror du på tilfældigheder? Måske. Og en uge senere kom brændet fra rådhuset også!
Fru Gertrud bad mig ringe til Anna Knuds niece at hun ikke måtte gå til operationen. Men Anna tog ikke advarslen alvorligt, og operationen endte tragisk
Endnu et tilfælde? Jeg ved det ikke.
Sådan gik årene for Gertrud og hendes kat Knud. Katten passede stadig på hende og holdt hende med selskab helt til hendes sidste time
Gertrud blev 94 år. Hun døde sidste år. Hun var frisk til det sidste og spurgte altid, om jeg ville sørge for Knud, hvis hun gik bort.
Hun sov stille ind, uden smerter.
Jeg kan stadig huske, hvor dybt katten Knud sørgede over hende. Den var blevet gammel, og den tidligere blanke sorte pels var nu næsten helt hvid.
I de tre dage, hvor Gertruds kiste stod hjemme, forlod katten hende ikke et øjeblik. JEG SÅ SELV TÅRER LØBE NED AD DENS KINDER! Man prøvede at kalde eller skubbe katten væk, men uanset hvad dukkede den op igen og sad trofast ved kisten og græd.
Katten fulgte med ud til graven da Gertrud blev begravet og blev siddende derude. Jeg forsøgte at lokke den med hjem til mig, men den ville ikke. Senere måtte jeg bare komme ud med mad til Knud hver dag.
Jeg bekymrede mig virkelig for, hvordan den skulle klare vinteren derude, og prøvede at tage den med hjem, men hver gang lykkedes det Katten at komme tilbage på kirkegården.
Det blev en barsk vinter, men Katten overlevede helt til det tidlige forår. Jeg fandt Knud sammenkrøllet på Gertruds grav, som om han passede på hende til det sidste
Om Knud var bare en almindelig kat, eller om min gamle nabo virkelig var vendt tilbage i kattekrop, det ved jeg ikke.
Folk taler jo meget nu om genfødsel; at vi måske kan vende tilbage som noget helt andet i næste liv måske endda som en kat.
Jeg ved ikke, om det virkelig kan ske. Men jeg kan godt lide tanken om, at Knuds sjæl blev i den kat for at passe på sin Gertrud til det allersidste som han havde lovetMen én ting ved jeg: Hver gang jeg nu går forbi Gertruds gamle hus ved skumringstid, synes jeg, jeg kan ane et svagt, grønt glimt fra vinduet som om to øjne holder øje med mig for en kort stund, inden de forsvinder igen. Måske er det bare fantasien, men inderst inde håber jeg, at Knud og Gertrud endelig har fundet hinanden igen et sted, hvor ingen af dem nogensinde skal være alene mere.
Og næste gang en sort kat krydser min vej, standser jeg altid op og hilser. Bare for en sikkerheds skyld.