Jeg er 23 år gammel og har været sammen med min kæreste, Mads Andersen, i fire år nu. Vi begyndte at ses, da jeg var 19. Dengang mødtes vi mest i weekenderne gik i biografen, spiste altid på de samme caféer i København, og tog hjem tidligt. Mads har altid været meget knyttet til sin familie, og i starten accepterede jeg bare det hele, fordi jeg ikke tænkte så langt frem.
Det seneste år er snakken om ægteskab begyndt at fylde mere. Først var det bare små bemærkninger: En dag, Når vi bliver gift, Når vi får hus. Senere blev det mere direkte. For to måneder siden sagde han, at han ikke kunne se nogen mening med, at vi fortsatte, hvis vi ikke tog det næste skridt. Lige siden har jeg haft følelsen af, at han vil fri til mig hvert øjeblik især når vi er til familiesammenkomster.
For nylig spiste vi frokost hos hans familie på Frederiksberg. Hans mor spurgte, om vi var seriøse med hensyn til fremtiden. En moster sagde, at fire år må være nok til at træffe en beslutning. Ingen spurgte, hvad jeg ville med mit liv. Alle gik bare ud fra, at bryllup var det næste logiske træk.
Jeg vil ikke giftes med ham. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker ham, men jeg kan ikke se mig selv leve det liv, han ønsker. Mit ønske er at tage til Canada for at studere. Jeg har undersøgt universiteter, programmer, priser alt fra studieafgifter, bolig og flybilletter i danske kroner. Jeg drømmer om at bo alene, arbejde ved siden af studierne, lære at klare mig selv i et nyt land, vænne mig til kulden, de enorme biblioteker og en helt anderledes hverdag.
Når Canada er slut, vil jeg gerne til England. Jeg har været opslugt af bøger i årevis. Siden mine teenageår har jeg læst klassiske romaner, streget passager under, fordybet mig i engelsk litteratur og brugt timer i små boghandler og hyggelige caféer steder, der har med forfattere at gøre, som jeg beundrer. Det er ikke en ny drøm. Jeg har sagt det flere gange.
Mads hører mig, men han engagerer sig aldrig. Han taler aldrig om at rejse med mig. Han siger altid, at det kan blive senere eller at nu er ikke tidspunktet. Han vil blive her, arbejde her, være tæt på sin familie. Hans planer inkluderer mig men kun hvis jeg bliver og lever det samme vante liv.
Det seneste år er det gået op for mig, at vi har helt forskellige drømme. Han taler om hjem, stabilitet og bryllup. Jeg taler om studieophold, visum og afrejse. Vi har aldrig haft store skænderier. Ingen har været utro. Ingen skælder ud. Men hver gang han nævner bryllup, bliver jeg bange og får lyst til at flygte.
Jeg undgår de direkte samtaler. Jeg undgår store familiefester, for jeg er bange for at han vil fri foran alle. Jeg orker ikke at skulle sige nej mens hele familien ser på.
Jeg ved ikke, hvordan man afslutter et forhold, der på overfladen ikke fejler noget, men tydeligvis trækker os i hver sin retning. Det er svært at sige farvel til nogen, der hverken har gjort mig fortræd eller svigtet. Men jeg kan mærke, at hvis jeg skal være tro mod mig selv, må jeg turde vælge min egen vej. Min lektie er, at man skal være ærlig med sig selv og ikke miste sig selv af hensyn til andre, selv hvis det gør ondt.
