Mor, jeg vil ikke tage hjem til far, sagde min datter, kan jeg ikke bare blive hjemme? Kan du ikke sige til ham, at jeg er syg eller eller at jeg har en vigtig prøve på mandag? Ikke, mor?
Jeg lagde min computer til side jeg var netop i gang med at redigere endnu en artikel og så undersøgende på min datter. Hun er tretten, midt i puberteten, og det kan jo forklare meget
Men før i tiden glædede hun sig altid til at se sin far!
Især efter han blev gift med Signe. Karla elskede hende, farens nye kone serverede altid hjemmelavet mad og var god til at tale med Karla på hendes niveau.
Hvad er der sket? spurgte jeg. Er du blevet uvenner med far? Eller er der noget med Signe?
Nej, mor, det er ikke sådan det er bare jeg er træt af at køre tværs gennem København hver anden weekend. Det er langt, og alle tingene skal slæbes frem og tilbage Må jeg ikke bare blive her?
Nu blev jeg for alvor bekymret. Karla har aldrig beklaget sig over afstanden, og Jesper hendes far kommer selv og henter hende i sin nye Volvo, som han købte lige efter skilsmissen. Og hun elsker at pakke alle sine ting: hun har et helt værelse med himmelseng ovre hos far
Sæt dig ned, sagde jeg og klappede på sengen ved siden af mig. Lad os snakke ordentligt. Hvad sker der virkelig?
Hun satte sig modvilligt helt på kanten og mumlede:
Mor, jeg gider bare ikke mere Det er vel også min ret? Jeg er tretten, og dommeren sagde, at jeg må sige min mening.
Dommeren sagde, at du kan give din mening til kende, men det er stadig de voksne, der beslutter, svarede jeg blidt. Og Karla, din far har ret til at se dig. Han elsker og savner dig.
Ved elsker, rykkede hun på sig et tegn på, at der var mere i det, end hun sagde.
***
De næste to uger holdt jeg konstant øje med Karla. Hun blev mere indadvendt, stille, spiste næsten ingenting. Min ellers madglade datter, der kunne spise en skål pasta og is på én gang!
Fredag aften, da Jesper skulle hente hende, låste hun sig inde på badeværelset i over en time, før jeg begyndte at banke.
Karla, far er her! Kom nu, han venter!
Hun kom ud med røde kinder og hævede øjne, sagde hun havde hovedpine. Jeg gav hende en panodil og kysste hende på kinden.
Husk du ringer, hvis der er noget. Altid. Uanset hvad.
Hun nikkede og gik tøvende ud til Jesper.
Du har da helt kørt hende ned sagde han og rystede på hovedet.
Det er dig med dine krav om, at hun skal være hos dig halvdelen af tiden! svarede jeg surt. Et barn har brug for ro, ikke evig koffertkaos.
Lad nu være han sukkede. Der er fastsat to uger om måneden, og sådan bliver det.
***
Jesper tog Karla med, og jeg blev stående i døren med en klump i maven. Der var noget helt galt her
Da hun kom hjem to uger senere, så hun endnu blegere og mere stille ud. Hun svarede kun kort: fint, ja, nej. Jeg prøvede at snakke med hende over aftensmaden, men det var som at tale til en mur.
Du har næsten ikke rørt din mad, bemærkede jeg.
Jeg er ikke sulten Vi var ude at spise med Signe.
Det var underligt selv efter restauranttur plejede Karla at spise lidt mere herhjemme. Men jeg undlod at presse.
***
Så gik der en måned. Karla tabte tre-fire kilo, og så helt mørk ud under øjnene. Hendes klasselærer ringede pludselig og spurgte, om hun var syg Karla var nemlig næsten besvimet under idræt.
Der besluttede jeg, nu var det nok. Da Jesper kom næste gang, sagde jeg:
Hun skal ikke hen til dig.
Hvorfor ikke? spurgte han brysk.
Hun er syg.
Hvor har du det fra? Jesper rynkede panden. Hun ser ud som hun plejer.
Som hun plejer?! Hvornår har du sidst set ordentligt på din datter? Hun forsvinder jo for øjnene af os!
Slap af, Line, alle teenagere er tynde. Karla, pak nu.
Men Karla stod bare stille i gangen. Så tog jeg hende om skuldrene og spurgte ligeud:
Karla, er der nogen der er efter dig hjemme hos far?
Hun blev forskrækket, øjnene slog op for fulde gardiner.
Nej, mor, der er ingen sagde hun hurtigt.
Men jeg så tydeligt, hun løj.
Hun bliver hjemme, sagde jeg til Jesper, og presser du, ringer jeg til politiet og anmelder dig for vold mod et barn.
Hold op! Jeg rører jo ikke engang barnet!
Hvad med din Signe?
Der brast Karla sammen, hulkede og skjulte ansigtet i min skulder. Jesper stivnede, han anede ikke, hvad der foregik.
Da Karla faldt lidt til ro, gik vi ind på værelset og satte os på sengen.
Fortæl mig alt. Fra begyndelsen.
Og det gjorde hun.
***
Det viste sig, at Signe, når de var alene, slet ikke var venlig. Først små stikpiller:
Du har taget på, Karla. Du burde spise mindre.
Med de kinder, bliver der ikke meget held med drengene.
Derpå begyndte hun at portionere maden strengt:
Det er rigeligt, spis ikke mere.
I din alder skal man spise som en fugl, ikke som en håndværker.
Senest havde Signe ligefrem låst køleskabet med nøgle, påstod det var for at undgå, at Karla spiste om natten.
Mor, jeg har aldrig rørt maden! Men hun løj for far og sagde, jeg tømte alting om natten og han troede på hende. Han sagde, jeg skulle passe på, ellers ville jeg komme til at ligne her stoppede Karla.
Hvem? spurgte jeg roligt.
Dig, hviskede hun. Han sagde, du blev tyk, og derfor blev han skilt fra dig. Og at han ikke ville have, jeg blev ligesådan.
Det var som iskoldt vand i ansigtet. Så dét var grunden. Min størrelse 40-krop skyldtes altså skilsmissen. Jeg troede altid
Hvorfor sagde du ikke noget før? spurgte jeg blidt. Hvorfor holdt du det skjult for mig?
Mor du har så meget om ørerne med arbejde og alt. Og jeg tænkte, far har jo ret til at se mig. Du sagde det jo selv.
Jeg holdt hende helt tæt ind til mig.
Karla, ingen har ret til at forpeste dit liv. Ingen. Og slet ikke din egen far. Du skal ikke derud mere.
***
Det sagde jeg også klart til Jesper, der ventede nervøst ude i gangen.
Hør, Jesper, din kone sulter min datter og giver hende dårlig selvtillid. Hvis du benægter eller forsvarer hende, går jeg til kommunen og politiet. Læreren har allerede set besvimelsen, og snart har jeg lægepapirer på vægttab. Vil du have en kæmpe skandale? Den får du.
For første gang så jeg Jesper virkelig blegne.
Jeg Jeg vidste ikke noget om det stammede han. Signe sagde, Karla selv ville på kur. De unge går jo op i kroppen
Du tror virkelig det? Har du nogensinde set Karla springe en dessert over? Hun elsker mad!
Jeg Gud, Line, hvad gør vi nu?
Det må du finde ud af, sagde jeg vredt. Enten må Signe tage et andet sted hen, når Karla er hos dig, eller også glemmer du alt om samvær. Og prøv ikke med dommeren der skal jeg love dig, jeg laver ballade. Vælg.
Han var helt stille, længe. Så sagde han lavt:
Line, må jeg komme her til jer? Hente Karla tage hende ud i byen, på café, biograf, gå tur? Jeg tør ikke sige det til Signe, hun vil ikke forstå
Hvis hun ikke forstår, man ikke mobber børn, så tillykke med hende! svarede jeg vredt.
Jesper sænkede bare hovedet.
Men jeg tænkte på Karla hun har jo brug for en far, selv om det er sådan én. Så jeg sagde ja, men kun hvis samvær sker hjemme eller offentligt, og hvis Karla klager bare én gang, er det slut.
Jesper accepterede. Nu kommer han hver uge og tager Karla med på café, ud i byen, og han sender videoer, så jeg ved, de har det godt. Hvad ellers skal jeg gøre? Forbyde hende en far?
