Andreas
I dag kommer sønnen hjem usædvanligt sent.
Birgitte har allerede ringet til ham sikkert hundrede gange på mobilen, men Andreas tager ikke telefonen.
Hun ved jo, at når han kører, svarer han aldrig hans far døde for mange år siden i et trafikuheld, fordi han havde taget telefonen under kørslen. Sønnen nægter at gentage sin fars skæbne. Men alligevel
Da lysene fra Andreas’ SUV endelig bryder igennem havelågen, og hun hører den knirkende lyd fra de åbne porte, trækker Birgitte ponchoen tættere omkring sig. Den er stadig dejligt varm Andreas købte den til sin mor for fire år siden, netop da hun havde besluttet at trække sig tilbage fra arbejdet og flytte ud i deres hus lidt uden for København. Hun kan faktisk ikke huske, om den kom fra Polen eller måske Tyskland. Det er også ligegyldigt.
Augustnætterne i Danmark er kølige, ofte regnvåde og dufter af græs og rådne æbler på plænen en duft der gør Birgitte tungsindig, uanset hvor gode bøger hun har, eller hvor mange film hun ser. Hylderne i biblioteket, et helt værelse i det moderne hus med sortmalede vinduesrammer, er fulde af bøger, men det hjælper ikke altid.
Hver især har de deres værelser, og der er stadig tre gæsteværelser, men med årene er der færre besøgende, for Birgitte bliver hurtigt træt af at have gæster og orker ikke at stå i køkkenet længe ad gangen. Egentlig har hun det bedst sådan her bare hende og Andreas. Sidde i stuen, lytte til æblerne der dumper i haven, tie sammen, drikke te med honning og citron eller lidt mynte, og til slut et kys på kinden og et roligt godnat så går de i hvert deres værelse, og alt føles, som det skal.
Selv en kat har de ikke længere, selvom Birgittes forældre altid havde katte. Men nu er katte lidt af en plage for Birgittes omhyggeligt plejede blåbærbuske. Nabokattene har for vane at gøre deres fornødenheder netop dér til Birgittes store fortvivlelse.
Jeg kan da ikke sætte fælder op! klager hun over for Andreas, næsten halvt til sig selv. Hvorfor kan folk ikke holde deres dyr hjemme? Det er da det mindste!
Birgitte havde en kat som barn, Sofus. Sofus gik ude i kvarteret døgnet rundt, kom kun hjem for at spise og blive aet på maven, slæbte mus med ind i huset og smed sig præcis der, hvor det passede ham. Og ingen tænkte på, at man egentlig burde holde øje med ham.
Nu forstår Birgitte det bedre og hverken skaffer hund eller kat. Men Andreas ja, mænd bliver aldrig helt voksne har for nylig købt en edderkop i en dyrehandel. Den bor nu i et glasterrarium, spiser fårekyllinger og vipper med de behårede ben, hver gang Birgitte prøver at nærstudere den.
Det er ulækkert, Andreas! Hvorfor overhovedet have den? siger hun gang på gang og trækker sig brysk tilbage.
Sønnen svarer bare, at det bare er for sjov.
Der har ellers ikke været meget sjov på det seneste, tænker Birgitte.
Før i tiden, da Andreas var yngre, og både farfar Niels og farmor Elin levede, stimlede Andreas venner sammen til grillfester på landet. De spillede høj musik, skodtobak lå overalt, og huset var stuvende fuldt. Engang kom også Stine til sommerhuset hende, der senere skulle blive hustruen. Stine havde lange ben og store, klare blå øjne, drejede på dem, grinede melodisk og lagde en hånd på Andreas skulder, mens han smed sin denimjakke om hende og undskyldte, at det danske vejr er så køligt.
På et tidspunkt opdagede Birgitte dem i samme seng hun rømmede sig, og Stine rødmede, Andreas mumlede noget om, at hun skulle banke på.
Andreas! Jeg bankede jo! Men du var vel for opslugt… Jeg glemte mine høretelefoner, måtte hente dem. Undskyld, hvis jeg forstyrrede…
Birgitte marcherede ordentligt ud af rummet, gik faretruende frem og tilbage i haven.
Andreas havde set det, men sov bare videre og dukkede ikke op til morgenmaden.
Senere kom lille Søren født alt for tidligt, Stines nervøse sammenbrud og evige skænderier Her var Andreas allerede begyndt på det nye hus til familien, men inden det blev færdigt, slog lynet ned i den store gran, og hele huset brændte ned der var intet at gøre.
Det er et tegn, Andreas. Et tegn sagde Birgitte.
Du snakker vrøvl, mor! Lad nu være, vi bygger et nyt, når vi har råd! svarede Andreas surt, mens han pakkede Stines ting sammen.
Stine var vred, råbte ham tilbage, Søren skreg, og til sidst flyttede Stine hjem til sine forældre i Aarhus, med nag.
Hvem skylder du så? Du kunne have haft det let, hvis du bare borede dig lidt mere sammen med ham! formanede moren senere Stine, mens Søren legede på stuegulvet og kiggede nysgerrigt på sin mormor.
Jeg blev ikke født for kun at skifte bleer og kokkerere for en mand og tage imod kritik fra svigermor! svarede Stine.
De blev aldrig gift, det eneste de delte var Søren. Andreas betalte børnepenge, men så kun sjældent sin søn Stine modarbejdede det.
Han fik det dårligt. Birgitte havde ikke forventet, at hendes søn skulle knytte sig så tæt til barnet han havde jo hele livet foran sig. Han led, forsøgte at tale med Stine, men hun ville ikke lytte.
Så slip det. Hør, du har et godt job, hvad venter du på? prøvede Birgitte.
Men Søren? Mor, han er min! Da jeg holdt ham for første gang, græd jeg åh
Efter bruddet dukkede Andreas ofte op i lejligheden i København eller på landet, sad i køkkenet, drak fem kopper te uden et ord, gik, hvis han fik alkohol sad han bare alene
Tiden gik. Alt går jo over. Søren voksede, talte om at blive pilot.
Alle drenge vil det i den alder, men med sådan en mor skal det nok bære, hvis han bare ender på teknisk skole Birgitte har levet længe nok til at vide, hvordan tingene hænger sammen.
Mor, han er dit barnebarn Gør det ikke noget for dig? spurgte Andreas en dag.
Birgitte lod, som om hun var travlt beskæftiget i haven og vendte sig langsomt.
Det er ikke vores ansvar længere! Giv slip, Andreas. Hvis Stine havde været rarere, havde jeg hjulpet til med opdragelsen … men det blev ikke sådan. Nu har du frihed, du kan rejse, bygge huset op igen … Du er en god mand, Andreas!
Hun kyssede ham i panden og sagde farvel i havelågen med madrester i container.
Birgitte bekymrede sig meget for, at Andreas, nu hvor han var blevet erhvervsmand, levede usundt og tog på.
Det var jo ikke det værste hun syntes jo altid, han var pæn, også med lidt mave under dyre mærketrøjer. Men det der bekymrede hende, var hans hjerte.
Han havde nogle problemer, og overvægt kunne ende slemt. Så Birgitte kastede sig over madlavning, samlede opskrifter, fik ham testet for kolesterol, købte vitaminer og kosttilskud.
Nok, mor! Jeg vil have kød, øl med vennerne, whisky. De her han stillede bakker med farserede squash hårdt fra sig på det specialdesignede epoxybord, og saften løb ned i posen. Tag du dem. Pas på dig selv og find en rejse med veninderne! Hvor er dine veninder, mor? Giv dem squash, få gang i fordøjelsen!
Han forstod ikke selv, hvorfor han blev så vred, men kørte uden et farvel. Portene stod pivåbne i flere timer bagefter.
Birgitte lukkede dem og klemt en finger i låsen, men tilgav ham hurtigt. Mænd kan nogle gange have deres svingninger, bare han kommer hjem igen.
Birgitte har faktisk ikke mange veninder længere faktisk kun de få, hun har kontakt med over telefonen, men rigtigt fysisk, kun sin søn. Han er ulykkelig, lider, og Birgitte vil redde ham.
De bliver gode venner igen. Først kun kort over sms, så kommer han pludselig hjem midt i august med poser og kasser: lagkage, delikatesser, kød til grill, Birgittes yndlingskager, sushi, eksotisk frugt…
Andreas! råber hun overrasket og glad fra køkkenhaven, netop som hun har hentet tre kurve æbler og venter på hjælp til at bage. Har vi gæster?
Nej, jeg havde bare lyst til at være her. Jeg tog tre fridage.
Birgitte lyser op. Ikke noget med gæstebesøg, bare hende, Andreas og pejsen. Huset har en ægte pejs, og Birgitte kan ikke tænde den selv, men det kan Andreas. Åh, hvor er det godt, han er kommet hjem!
Siden den dag flyver alt af sted. Andreas bygger huset færdigt, går i gang med verandaen, og selvom Birgitte er træt af håndværkerne, glæder hun sig over, at hendes søn er hjemme hver aften.
Halløj, Birgitte! råber naboen en dag. Ham Andreas ser da glad ud, har han tænkt sig at gifte sig?
Nej, vi bygger bare færdigt, svarer hun hurtigt.
Tja, han ser ud til at stråle!
Birgitte trækker bare på skuldrene. Han er glad for at være hjemme det er det hele!
Men i dag er Andreas forsinket, selvom de havde aftalt at skrælle æbler sammen til marmelade. Hun har ventet og ventet og har fyldt kurvene, men han
Andreas ankommer med en kvinde, der sidder længe i bilen og stirrer tomt frem for sig. Birgitte prøver at skimte hende i billyset hvem er det? Stine? Nej, det kan det ikke være.
Mor, opvarmer du hele huset? Jeg får brug for et værelse ovenpå. Jeg ville tage hende med hjem til mig selv, men det er for koldt siger Andreas, mens han går over til passagersiden og åbner døren for kvinden. Birgitte forstår ikke.
En høj, tynd kvinde med hestehale, kæmpestore uldsmykker, smalle jeans og en sweater, der er flere numre for stor, stiger ud.
Kom, det er koldt. Det her er min mor, Birgitte Mortensen. Mor, det her er Mette, min kollega. Kan du sætte te over? Jeg skal hurtigt have noget at spise og af sted. Mette skal bare hvile sig lidt.
Birgitte løfter brynene så, så, nu skal hun bare sætte te over som tjenestepige?
For det første, velkommen hjem. Og jeg sætter ikke pris på, at du tager gæster med uden at sige til. Jeg havde ikke forberedt mig, det hele flyder med æbler hvisker hun til Andreas.
Jeg ved det, mor, men nu er det som det er. Mette, kom nu, det er koldt. Ind! Drik noget og spis! Mor, har vi noget stærkt at drikke? Andreas roder i baren, løber til køleskabet.
Birgitte betragter ham. Han er så omsorgsfuld men ikke for hendes skyld, indser hun. For Mettes skyld!
Værsågod! Ta lige et glas! Han rækker Mette et glas, men hun afviser.
Jeg vil bare gerne ligge lidt ned. Jeg bliver svimmel, siger hun lavt.
Okay. Mor, vi går ovenpå. Jeg forklarer senere… Du skal ikke flå Mette, mens jeg er væk.
Han snupper bilnøglerne, forsvinder ud ad døren, og Birgitte står tilbage forvirret, irriteret.
Hun sætter sig, forsøger at se tv-serie, men hun kan ikke slappe af. Hun drikker te, men den smager bittert og stærkt. Hun puffer til tæppet, flytter figurerne på reolen.
Klokken tre om natten kan hun ikke mere og går i gang med at skrælle æbler.
Pludselig kommer der skridt bag hende.
Birgitte vender sig brat, skærer sig i fingeren med kniven.
Av!
Hun tåler ikke synet af blod det snurrer for hende.
En gang slog Andreas hul i øjenbrynet, og det blødte voldsomt. Heldigvis hjalp naboen, og de kørte sammen på skadestuen.
Nu sker det samme benene svigter, hun bliver bleg.
Men Mette farer hen til hende, sætter hende på stolen, drejer hende mod sig.
Hvor har du jeres førstehjælpskasse? spørger Mette roligt.
Birgitte nikker mod skabet. Fem minutter efter sidder hun med plaster på fingeren, og Mette serverer varm sød te.
Lad være at lege værtinde, siger Birgitte brat.
Jeg vil bare hjælpe, svarer Mette.
Hæld så også til dig selv. Ellers er det for mærkeligt, mumler Birgitte.
Hun lægger mærke til, hvor meget Mette ligner hende kropsbygningen, ansigtet, måske håret eller det hele
Sønner vælger koner, der ligner deres mødre tænker hun.
De drikker te i stilhed. Duften af æbler, mynte og efterår fylder rummet.
Skal du lave marmelade? bryder Mette stilheden.
Ja. Andreas skulle have hjulpet, men svarer Birgitte.
Jeg kan hjælpe. Ellers bliver jeg vanvittig. Sovemedicin virker ikke, hver nat er et helvede, og hver morgen bedøvelse. Jeg arbejder hele tiden, for ikke at tænke men tankerne æder én op alligevel …
Hun fortæller non-stop: om sønnen, der forsvandt, om at han faldt i dårligt selskab, at han stjal penge fra sin mor, fordi han vidste, hvor hun gemte dem. Nu
De ringede direkte til kontoret, og jeg husker intet mere. Først nu kan jeg overhovedet snakke om det, siger Mette.
Birgitte ser strengt på hende og siger sammenbidt:
Du skal ikke rode min søn ind i dit kaos. Han har lidt nok. Først tabte han sin søn, nu er han endelig ovenpå igen … og så kommer du. Hvordan kan du være så egoistisk?
Hun virker næsten hysterisk og slipper ponchoen på gulvet.
Han ville selv hjælpe, hvisker Mette.
Ja, for han er sød. Men han har allerede haft en kvinde, en, der kun var ude på penge. Fem retssager om børnepenge var ikke nok! Jeg hævde ham op fra sorgen efter tabet af Søren … ja, han har søn … og nu er du her …
Jeg vil ikke forstyrre. Jeg forstår, det kan kun skade ham. Han hjalp bare, for jeg var i chok ikke mere, siger Mette stille.
Så ringer jeg efter en taxa nu, og Anders skal ikke rode sig ind i det her mere. Sådan bliver det.
Mette sætter sig ude på trappen i mørket og græder. Birgitte sætter sig på den anden side af døren og lytter.
Hun mærker frygt for at miste sin søn, som hun altid har haft tæt på.
Men så føler hun med Mette. For hun har ingen søn mere. Ikke længere.
Kom ind, det er koldt. Bliv. Her, tag min poncho. Jeg tror, den klæder dig.
Mette takker og går ind. Taxaen bliver aflyst. De drikker mere te, tavse men nu sammen.
Andreas kommer hjem ved morgengry, ser sin mor og Mette sove sammen på sofaen, tæt omslyngede.
Han sætter sig ved bordet og tager et sukkerdækket stykke æble direkte fra gryden, tygger, mærker blandingen af surt og sødt.
Mette vågner først, ser på ham håbløst.
Det var ikke ham. Det var ikke min dreng
Hun bryder sammen, og Birgitte vågner, omfavner hende.
Tak Gud! Mette, tak Gud!
Andreas barndom er for længst forbi, han har ikke brug for squash eller marmelade længere men hans mor elsker ham alligevel. Og nu må hun åbne ponchoen for andre i huset, så lyset altid er tændt. Der bliver plads til flere hjerter her.
Også Søren får lov at prøve ponchoen en dag rødmer, men Andreas smiler. Alle skal have det varmt i hans hjem. Det handler ikke om tingene, men om hjertet.
