ELSKET
Malene kunne ikke fatte, hvad der skete med hende. Hendes mand, hendes eneste støtte, den hun regnede med ville være der for hende i alt, sagde i dag: “Jeg elsker dig ikke mere.”
Chokket gjorde hende helt stiv, hun stod klodset og stirrede, mens han skyndte sig rundt og samlede sine ting, nøglerne raslede. Det her manglede hun virkelig ikke. For ganske nylig var hendes far pludseligt gået bort, og hun havde, trods sin egen smerte, skulle tage sig af sin grånende mor og lillesøster sidstnævnte blev efter en alvorlig ulykke førtidspensionist som 18-årig. Hendes familie boede i den nærliggende by. Sønnen, Asger, var lige begyndt i første klasse. I juni blev hendes arbejdsplads lukket. Hun stod uden job. Og nu forlod manden hende også
Malene satte sig ved bordet, tog sig til hovedet og græd stille og bittert.
Kære Gud, hvad skal jeg dog stille op? Hvordan skal jeg leve nu? Åh, Asger! Jeg skal jo hente ham i skolen!
De daglige pligter tvang hende på benene.
Mor, har du grædt?
Nej, Asger, det har jeg ikke.
Er det fordi du savner morfar? Mor, jeg savner ham virkelig!
Det gør jeg også, skat. Men vi må være stærke, ligesom han altid var. Morfar har det fint nu, der hvor han er. Han har fortjent sin hvile, han arbejdede altid, ikke én pause tog han.
Hvor er far?
Far? Han er nok rejst på forretningsrejse igen. Hvordan går det i skolen?
Man må leve videre. Elsker han mig ikke? Intet at gøre. Man kan ikke tvinge kærlighed. Hun havde åbenbart overset et eller andet i sit hastværk.
Mens Asger spiste og legede med sine små plastiksoldater, satte Malene sig ved hans efterladte computer. Hun havde aldrig gjort det før at tjekke mailen var ret nemt, bare oppe i venstre hjørne. Jakob havde ikke nået at slette den sidste korrespondance. Kærlighed i fuldt flor. Hun var nu ikke længere elsket. Ti år havde hun været hans solstråle, og efter otte års kamp for at få barn også vores mor.
Nu var alt anderledes. Det måtte hun vænne sig til.
Men først: finde arbejde. Ingen havde brug for hendes lange uddannelse. Den midlertidige arbejdsløshedsdagpenge fra kommunen på nogle få hundrede kroner dækkede ingenting.
Hvad var der egentlig sket, hvorfor var hendes ordentlige og ansvarlige mand pludselig blevet så fremmed? Al hendes tankegang vendte tilbage til én forklaring: Han må være gået fra forstanden. Huset de sammen havde bygget, sten for sten, stod halvfærdigt; heldigvis havde hun tag over hovedet og et værelse, de kunne bo i.
Job, hvor har jeg dog brug for dig! Malene var på nippet til at græde igen, men hun havde ikke tid. Hun manglede virkelig arbejde!
Hun søgte i flere dage. Intet held! Et barn i første klasse og hendes enkelthed gjorde chancerne minimale. En aften ringede hendes gode ven Jens:
Malene, har han ikke vendt hjem?
Nej.
Kunne du tænke dig at arbejde som lagermedarbejder?
Er du seriøs?
Ja, jeg ved, det ikke er sjovt efter det med Jakob. Der er pauser, så du kan nå at hente din søn eller finde en SFO-plads. Lønnen er 25.000 kr. Ikke meget, men bedre end ingenting. Vi kommer og tager lidt kartofler, løg og en kylling med til jer i morgen.
Jens, jeg har jo mine høns, som lægger æg. Det er mest dem, der fodrer os nu.
Så lad dem klare det. I må ikke slagte dem.
Tak. Hvordan går det med Anne?
Hun klarer sig. Hun er stærk.
Sådan var han altid. Efter Annes alvorlige operation med kemobehandling, brokkede Jens sig aldrig over at alt nu hang på ham. Alt var godt hos dem. Malene sukkede: Hun havde stadig et håb om at klare sig. Gud svigter aldrig. Tak for Jens.
Arbejdet var til at forstå og der var små pauser, hvor hun kunne trække sig tilbage, græde og forstå, hvad der egentlig var sket.
Dagene, ugerne og månederne gik. Efter et år begyndte Malene at mærke sult, at hun kunne sove, grine og glæde sig over Asgers fremskridt. Smerte ved Jakobs svigt dukkede op, når han kom for at tage Asger med på weekend. Hun lod ham; deres forhold skulle ikke gøre barnet ulykkeligt. Hun ville gerne spørge, hvad hun havde gjort galt, men hun vidste godt, at svaret lå i Jakobs pludselige forelskelse i den anden. Hun huskede et citat fra en film: “Kærligheden varer til første skarpe sving, bagefter begynder livet.” For hende var kærlighed og liv altid det samme. Var det sådan for ham?
Efteråret dette år var som en forlængelse af sommeren: mildt, med grønne blade, børnenes glade stemmer i gaderne, og et flor af asters og krysantemum i forhaven. Den dag, Malene mødte Mikaels blik, var ikke anderledes end andre, måske skinnede solen stærkere, måske lød musikken lidt højere fra naboens vindue eller måske var tiden bare inde til at to ensomme skulle mødes, sådan som skæbnen har besluttet.
Frøken, må jeg hjælpe dig? Du behøver ikke bære så tungt.
Jeg er vant til det.
Det er egentlig synd, at en så smuk kvinde går og slæber.
Er det alle smukke damer, du hjælper? Passer du på udenfor supermarkedet?
Jeps, har holdt øje længe nu så jeg dig!
Man kunne ikke lade være med at grine. Og de lo sammen, hjerteligt, tårerne løb ned ad kinderne.
Mikael, han rakte hende hånden, mens der stadig gad sprang i hans øjne.
Malene.
“Malene, Malene, der er du! Har du hørt den sang?”
Nej. Men jeg er ikke nogen andens kone.
Nej, det var da heldigt! Endelig møder jeg en kvinde, jeg kun har kunnet drømme om og hun er ledig. Er folk blinde?
Humor har du i hvert fald. Hvordan med alvoren?
Den er også i orden. Malene, skal vi ses i biografen i aften? Snakke, lære hinanden at kende?
Det er jeg ked af, jeg skal hente min søn i SFO.
Hvad siger du? Har du en søn? Du ser ud som var du 20 hvilken SFO?
Jeg er 35.
Og det er jeg også. Sjovt. Men du virker virkelig ung.
Hvad så nu?
Nu tænker jeg. Alle mænd drømmer om at få en søn. Du siger bare, du er single. Hvor er Asgers far?
Det vil jeg ikke tale om nu.
Forstået. Vi lader det ligge. Hvad med weekend børnefilm med din dreng?
I weekenden er Asger hos sin far.
Malene, jeg vil ikke være til besvær. Men får du et par ledige timer, så ring. Her er mit nummer. For resten, jeg er børnelæge, hæmatolog.
Der er ikke meget, der er mere alvorligt.
Og der er ikke meget tid til at jagte damer.
Tak, Mikael. Jeg ringer, sagde Malene ærligt.
Jeg venter.
Hvor var det et fantastisk efterår! Det var som skæbnen havde givet dem en gave. Sollyset fik bladene til at male en magisk palet. Lunefulde, rare dage, hele byen åbnede sig for dem. Deres varme og ømhed brød gennem smerten og snurrede dem ind i efterårets dans. Begge nærmede sig hinanden med omsorg, og Malene oplevede til sin overraskelse, hvor stærkt hun blev draget mod denne særlige mand. Anderhalve måned senere foreslog hun genert: “Skal vi ikke drikke en kop te sammen?”
Malene, vil du blive ked af det? Jeg kommer ikke hjem til dig. Det der sker nu, er vigtigt for mig, og jeg vil selv tage ansvar. Stoler du på mig?
De kommende weekender tog de til en skovpark, hvor Mikael havde lejet et lille hus, som lignede et slot. Der var rent og hyggeligt, men Malene så kun hans varme, nøddebrune øjne og forsvandt ind i hans favn. Hun anede ikke, det dybeste mellem mand og kvinde kunne være så fuldstændigt vidunderligt.
Mika, hvor er jeg? Hvad sker der med mig? Det føles som om jeg dør jeg elsker dig så meget. Hvordan har jeg kunnet leve uden dig? Jeg har det så godt!
Du er så smuk! Jeg er så lykkelig!
Noget tid senere blev det sværere at sige farvel.
Malene, vil du gifte dig med mig?
Mika, jeg bliver skilt sidst på måneden.
Og så gifter vi os. Med det samme. Ingen skal snuppe min pige!
Pigen bestemmer selv. Hun har en elsket. Men Mika, ingen store fester lad os bare blive skrevet og flyt til det slot, hvor jeg med det samme blev din.
Som du vil, min elskede.
Jens og Anne var de eneste vidner til vielsen. Malenes mor og søster sendte en festlig hilsen. Snart flyttede de ind i Mikaels lejede toværelseslejlighed, hvor de sammen lavede alt om og skabte et varmt hjem. Mikael lavede med ekstra omtanke et værelse til Asger. Han kendte dem allerede. Men Asger, der altid havde set sin mor og far som to dele af et æble, var ikke nem at få i kontakt med Mikael.
Malene, du må ikke være bange, lad os tjekke Asgers blod. Han ser mig lidt for bleg ud.
Åh Mika, han er bare trist. Det har været hårdt at forstå, at vi blev skilt, han havde håbet det aldrig ville ske. Jeg har læst, at skilsmisse for børn er værre end når en forælder dør.
Du har ret, kloge kvinde. Jeg oplevede selv mine forældres skilsmisse som barn det føltes som verdens undergang. Men vi får tjekket blodet, ikke sandt, Asger?
Den dag kom Mikael hjem, hovedet bøjet. Malene forstod straks: Noget var galt.
Malene, du må ikke blive urolig. Der er ændringer i Asgers blod. Min intuition svigtede ikke. Desværre. Jeg tager ham med i morgen.
Det føltes urimeligt. Som om hendes egen lykke skulle betales og med så høj pris. Leukæmi. Et frygteligt ord!
Så begyndte et helt andet liv. Malene tog orlov, hun kunne ikke forestille sig Asger uden sig, gennem stikkene og drop efter drop. Hun holdt hans hånd og sagde blot: “Hold ud, min dreng! Du er stærk! Du har altid været min bedste ven! Vi skilles aldrig vi er altid sammen.”
Når der ikke var mere energi, sendte Mikael hende på hvile han blev hos Asger. Sove fik hun sjældent, mest lå hun og stirrede op i loftet.
Eksmanden ringede og krævede, at de skulle flytte fra det ufærdige hus.
Jeg tager mig selv af min søn. Han kommer til mit hus.
Måske skulle du besøge ham i stedet.
Det kan jeg ikke nu. Jeg er ude at rejse.
Mikael strøg Malene over armen:
Malene, vi skal nok klare det selv. Slip fortiden.
Jeg bliver ked af det. Jeg tjente gode penge, lagde alt i huset. Men burde jeg tænke på det nu? Også det med at blive skrevet ud?
Lad være med at bekymre dig. Brug din energi på Asger. Jeg klarer resten. Familie har jeg altid drømt om. Gud ved det han tager jer ikke fra mig.
Mika, hvordan går analyse?
Vi prøver alt. Det ser ikke godt ud.
Malene græd lydløst. Asger måtte ikke regne ud, at det stod skidt til.
Mika, hvad er der med min blod?
Ser du, der er røde og hvide skibe i blodet. Dine slås lige nu.
Hvem vinder så?
For nu de hvide.
Hvad sker der så?
Hjælp de røde!
Mor, kan vi tage væk? Jeg er så træt.
Malene, jeg ville lige foreslå det: Lad os tage Asger til slottet. Vejret er godt. Vi kan gå ture i skoven. Han slapper af.
Foråret pyntede deres hjørne med blomstrende buske og træer. De tre gik lange ture i skoven, glædede sig over hver blomst og stilk. Men indimellem stivnede Asger, dybt koncentreret.
Hvad sker der, skat? Har du det dårligt?
Mor, ti stille. Jeg spiller søslag.
Deres lille ferie sluttede snart. Asger ændrede sig: Friskere, lidt rødmende kinder.
Mor, hvor er far så?
På rejse, skat.
Igen? Ok, så.
Tilbage i klinikken tog de prøver igen. Laboratorielederen kom selv ind.
Mikael, hvor har I været med sønnen?
Tæt på, til naturparken. Hvad så, hvordan ser blodet ud?
Alt er godt. Han har remission. Fin blodstatus.
Mikael løb nærmest ind til Asger.
Asger, hvad lavede du? Du har det bedre, dreng. Græd ikke Malene. Han bliver rask. Hvad gjorde du, min dreng?
Far, husker du skibene? Jeg lod de røde vinde hvert eneste søslag.
Livet bringer modgang, men i kærlighed og håb finder man styrke til at kæmpe videre. Når man opdager, at det vigtigste ikke er, hvem der sloges, men at man aldrig kæmper alene, bliver man stærkere sammen.
