“ENLIG FAR”
Femårige Mikkel vågnede før vækkeuret, kravlede ind under dynen til sin far og hviskede spændt:
Far, jeg drømte om mor i nat.
Kristian vågnede øjeblikkeligt.
Mor sagde, at når den første sne daler, kommer hun tilbage til os, fortsatte drengen dæmpet. Far, tror du snart det sner?
Snart, svarede Kristian, stod hurtigt op og tændte lyset. Kom, vi må op, Mikkel. Morgenmad og så i børnehave.
Jeg vil ikke.
Hvad vil du ikke?
Jeg vil ikke have morgenmad.
Det vil jeg nu ærligt talt heller ikke, sukkede Kristian. Men vi må.
Hvorfor?
Fordi vi skal. Vi er jo mænd, du og jeg. Tænk, hvis vi skal redde nogen i dag, og så mangler vi kræfter.
Far, kommer mor tilbage?
Det var det sværeste spørgsmål. Mikkels mor havde været væk fra denne verden i et år nu, men drengen ventede hende stadig.
Hun kommer, svarede Kristian så lystigt, han kunne.
Lige ned fra himlen?
Ja. Men hun vil være lidt anderledes.
Hvordan anderledes?
At se på anderledes. Men stadig lige så god. Og hun vil elske dig.
Bare det snart ville sne, suk Mikkel.
En halv time senere havde Kristian afleveret sin søn i børnehaven og spænede efter bussen. Bilen havde ikke villet starte siden i går, kulden havde drænet det gamle batteri, og nu måtte han nok købe et nyt.
Men på arbejde nåede han alligevel til tiden. Hurtigt ned i stolen, tændte computeren og stirrede ud i luften over skærmen.
Kristian, godmorgen! råbte Anton fra bordet ved siden af. Sov ikke, chefen kommer snart.
Jeg sover ikke, svarede Kristian. Godmorgen.
For resten, der starter en ny medarbejder i vores afdeling i dag, har jeg hørt. Ung. Du burde tage dig af hende.
Hvorfor det? Kristian så spørgende på Anton.
Fordi. Du er jo alenefar. Du har brug for en ny kone.
Ikke dig også, Anton? Jeg er ikke en alenefar. Jeg er bare far, der opdrager sin dreng.
Men Mikkel har brug for en mor. Har han ikke?
Jo, jo Kristian sukkede tungt. Men han har brug for en god mor.
Hvem ved måske er hun god?
Hvem?
Den nye.
Gider du lige Kristian vendte blikket mod skærmen og prøvede at fokusere på arbejdet.
Dagen sneglede sig af sted.
Kristian holdt ikke ud og fik fri en time før. Han ville hente Mikkel tidligt og sammen svinge forbi en autoforhandler og langt om længe få det batteri købt.
Han skyndte sig ud på gaden og standsede overrasket op: de første våde snefnug dalede ned fra den grå himmel.
Han stod stille. Tankerne fløj til sønnen, og hjertet snørede sig sammen. Han satte af sted mod busstoppet.
Men da Kristian så en spinkel ung kvinde kæmpe med et dækhjul i sneen, stivnede han et øjeblik. Det var nok hænderne, klamme og røde af kulde, der fik ham til det.
Han gik helt hen til hende og spurgte lettere irriteret:
Hvorfor gør du det selv? Har du da ingen mand?
Nej svarede kvinden nøgternt.
Jeg kan det meste selv. Det er bare det her sne fingrene er iskolde.
Nå ja Kristian satte sig på hug ved siden af. Jeg hjalp dig gerne, men jeg har voldsomt travlt.
Jeg beder dig ikke engang om hjælp, sagde hun roligt.
Det er næsten værre, røg det ud af ham. Hvis jeg nu hurtigt skifter dit dæk, kan du så give mig et lift til børnehaven? Min dreng venter.
Mener du det? sagde kvinden lettet. Selvfølgelig!
Kristian rodede længe med dækket. Reservehjulet var fladt, så han måtte i gang med at pumpe, heldigvis lå håndpumpen bag i bilen.
Da han endelig satte sig ind ved siden af, sagde kvinden:
Har du lagt mærke til, at det er årets første sne
Igen klemte noget sig i Kristians bryst. Han bed tænderne sammen, og et suk slap ud.
Hvad er der galt? spurgte hun.
Intet. Skal vi køre?
Ja, smilte hun. Hvorhen?
Bare ligeud. Så siger jeg til.
Snevejret tog til. De sad tavse hele vejen, og da bilen standsede foran børnehaven, foreslog kvinden:
Jeg venter på dig. Så kører jeg jer begge hjem.
Nej, tusind tak, det er ikke nødvendigt. Skal også lige forbi en bilforhandler.
Især det! udbrød hun glad. Jeg skal selv derhen! Og jeg har jo, modsat dig, ikke travlt. Der er ingen mand, der venter. Og det sner så vådt… dit barn bliver gennemblødt…
Det er virkelig ikke Kristian sprang hurtigt ud og spurtede ind efter Mikkel.
Da far og søn kom ud, holdt den samme bil og kvinden stod udenfor og fangede snefnug med tungen som et barn.
Da hun så dem, vinkede hun sprudlende.
Der er I! Jeg ventede alligevel!
Mikkel stoppede op, overrasket og så op på sin far. Så kiggede han genert hen på kvinden og sagde usikkert:
Er det mor? Far, er det mor Jeg sagde jo, når den første sne dalede
Mikkel gav et hvin og løb hen, sprang op i kvindens favn. Hun løftede ham op, med latter, og svingede ham rundt, som om det var den naturligste ting i verden.
