Familiehemmeligheder
Alba, kom lige herhen et øjeblik, sagde Irmelin til sin kollega og veninde.
Ja, Irmelin, jeg kommer, svarede Alba og gik hen til Irmelins skrivebord.
Alba, se her, på computerskærmen var Instaprofilen tilhørende Nathalie Irmelins mands søster.
Nathalie havde lagt friske billeder op fra sin fødselsdag, som blev fejret i går med hele den glade slæng. Irmelin var ikke inviteret. Hendes svigerfamilie insisterede på ikke at have kontakt med hende. Til gengæld deltog altid Arturs første kone, Solvej, i familiens arrangementer, og hun strålede som altid på billederne.
Der var mange billeder, blandt andet hvor Artur sidder til bords ved siden af Solvej og deres fælles datter, Pernille.
Den perfekte familie, mumlede Irmelin med tårer i øjnene og så hen på Alba.
Shhh, Irmelin, ro på, frokostpausen nærmer sig, så sniger vi os ud og snakker, ellers glor Flemming på os igen, sagde Alba og klappede Irmelin på skulderen, inden hun gik tilbage til sin plads.
Flemming chefen for deres afdeling kiggede faktisk i deres retning, men absolut ikke af den grund, Alba troede. Han havde haft et godt øje til Alba længe, men han turde selvfølgelig ikke bekende kulør.
Præcis klokken 13:00 gik Alba og Irmelin til det nærmeste café for at tale om det hele.
For et år siden havde Irmelin giftet sig med Artur. De havde mødt hinanden ganske tilfældigt i Fitness World. Det hele begyndte med klassisk hjælpsomhed ved maskinerne, og senere opdagede de, at de boede lige rundt om hjørnet fra hinanden. Resultatet blev en masse fælles træninger, venskab, flirt, og til sidst bryllup og samliv.
Da de lærte hinanden at kende, var Artur allerede skilt, men hans familie levede stadig i illusionen om at Solvej var “den rigtige kone,” moren til deres barnebarn, og søsterens yndlingsgudbarn.
Irmelin havde aldrig noget imod, at Artur havde kontakt til Pernille, datteren. Hun inviterede endda ofte Pernille hjem til dem, foreslog fælles biografture og parkbesøg. Men hver gang endte det som regel skidt. Pernille aflyste ofte i sidste øjeblik med alskens undskyldninger, og på de få fælles udflugter opførte hun sig så besværligt, at Irmelin fik lyst til at stikke af ud i skoven.
Til sidst blev Irmelin og Artur enige om, at eftersom Pernille stod midt i tweens-krisen hun var 11 så måtte hun have tid til at vænne sig til Irmelins tilstedeværelse i Arturs liv. Indtil videre skulle Artur mødes med hende alene.
Men Irmelins tålmodighed havde ingen effekt på Arturs familie. Hans forældre og søster deltog hverken i brylluppet, eller havde nogensinde inviteret Irmelin ind i folden, og de dukkede ikke engang op hjemme hos Artur og Irmelin.
Artur selv besøgte dog familien mindst én gang om ugen, og han blev indkaldt til alle familiefester. Og af en eller anden grund, var Solvej og Pernille til 90% af arrangementerne.
I går var de naturligvis også til stede til fødselsdagen. Jeg er kun en slags pynt, mens Solvej er selve familien, sukkede Irmelin.
Det vigtigste er, at Artur ser tingene, som de er. Han falder ikke for deres spil, prøvede Alba at trøste hende.
Alba, jeg føler mig som en kriminel, som nogen der har stjålet nogens mand og efterladt et barn faderløst. Nathalie lægger billeder op, måske Solvej også. Folk ser dem og tænker Gud ved hvad om mig man kan jo ikke forklare alle, hvordan tingene faktisk hænger sammen.
Irmelin, det er jo præcis det, de håber. Hvis du trækker dig, tror de, Artur vender tilbage. Men han gik fra Solvej længe før dig. Man kan ikke lime en knust Møller-keramik tilbage. Hans familie risikerer at miste ham, uanset om du er i billedet, eller ej.
Senere på dagen kom Artur hjem, Irmelin var tydeligt mærket. Artur bemærkede det med det samme og satte sig over for hende.
Irmelin, vi aftalte jo, at vi altid snakker om tingene så gnaver vi ikke indebrændt på noget.
Irmelin skammede sig over at dele årsagen til sit dårlige humør.
Ja, Artur… jeg ved det… men der er ikke rigtig noget, svarede hun, uden at se ham i øjnene.
Handler det om i går? ramte han plet.
Artur… vi har jo snakket om det 100 gange, men det er bare så … underligt. Jeg har ikke krav eller bebrejdelser. Jeg forstår din datter, dine forældre og søster, men hvorfor er jeg evig outsider? Du har valgt mig, vi er gift jeg er ikke bare sambo, jeg er din kone. Men i deres lille kreds er der ikke plads til mig. Ikke engang dét er det værste. Det værste er, at de dine nærmeste ikke engang respekterer dig nok til at invitere os begge. Jeg er ikke smittefarlig, jeg opfører mig pænt, du skal ikke skamme dig over mig. Ingen har spurgt dig, om det føles rart at lade mig sidde alene hjemme, eller at Solvej render rundt til familiefesterne. Jeg tror ikke på tilfældigheder det er jo tydeligt nok, de håber vi glider fra hinanden. Fortsætter det sådan, får de jo ret.
Efter det lettede Irmelin en smule. Artur rejste sig og begyndte instinktivt at trave rundt.
Hvorfor har du aldrig fortalt mig det? Jeg troede slet ikke, det var et problem alle virkede tilfredse: mine forældre, søster, dig og endda Solvej. Alt så harmonisk ud. Jeg hader konflikt, men hvis der er et problem, skal det jo løses. Lad os droppe det for i dag. I morgen går jeg i gang!
En uge gik, bryllupsdagen nærmede sig. Efter de seneste begivenheder havde Irmelin slet ingen ønsker om fest eller fejring. Alba overtalte hende dog til at tage Artur med ud og markere dagen bare en enkelt kop kaffe.
Irmelin, jeg booker et bord til jer, min kusine er administrator på et godt sted I bliver behandlet som kongelige.
Fint, men så må du altså med det er hyggeligere, og du var jo min forlover!
Er det ikke lidt sært at fejre bryllupsdag os tre? Hva’, Flemming, Alb henvendte sig til chefen.
En mand, to kvinder … har I ikke plads til mig også? kom det forbløffende fra Flemming, som endelig tog mod til sig.
Alba og Irmelin udvekslede blikke, Alba nikkede, Irmelin svarede med øjnene “Ja da”, og så var det aftalt.
Lørdag kl. 16 stod Irmelin og Artur foran caféen, smed overtøjet i garderoben, og blev mødt af Alba’s kusine, som viste dem ind.
Irmelin fattede ikke hvad der skete. Da de trådte ind, spillede smuk musik og værten guidede dem til et overdådigt opdækket bord.
Omkring bordet sad Alba, Flemming, Arturs mor og far, Irmelins forældre, Nathalie og manden, og Pernille sad ved siden af.
Irmelin stod som forstenet. Artur tog hendes hånd, gik hen til bordet og proklamerede:
Her er de mennesker, Irmelin og jeg holder mest af. Anledningen er vores bryllupsdag et år som ægtefolk. Det er svært at bygge et liv, når familierne mangler ægte dialog. Vi er ikke Romeo og Julie der er intet at dele. Da jeg mødte Irmelin var jeg fri, vi var ærlige og åbne fra start.
Jeg elsker jer alle, men mit hjerte tilhører hende her. Er hun glad, er jeg glad. Er hun ked af det, er jeg det også. Hjælp os nu med at være lykkelige det kræver bare, at vi alle tager hinanden ind, og dropper mure og grænser. Mor, far, Nathalie, Pernille … jeg har brug for jer.
Arturs mor rejste sig, gik hen og lagde armene om både Irmelin og Artur. Derefter kom faren, Nathalie og til sidst Pernille. Hun krammede sin far og strøg Irmelins hånd.
Så endte alle i store knus, ja endda Alba og Flemming. Værten tog ordet, og alle hævede glassene for de unge og så lød det ellers fra hele flokken: “Skål og tillykke!”
