Trailer
Simon var så træt af fester, korte affærer og uendelige dates, at han straks indså, han havde fundet noget særligt, da han mødte livsglade og kvikke Amalie. De tog på café, lyttede til gademusikanter og snakkede om Simons arbejde, mens Amalie fortalte om sin passion for dansk samtidslyrik. Da de opdagede, at de begge foretrak hjemmelavet kartoffelsalat med æble, måtte de bare videre sammen.
Amalies lejlighed blev centralt udviklingssted for deres forhold. Simon gjorde sig umage til den romantiske middag: hans bedste skjorte, nybarberet, blomster og rødvin under armen og et par mærkelige danske digte, kun for Amalies skyld, repeteret på cyklen hen til hende.
Han kom til besøg sprudlende og selvsikker, nok lidt som en dansk kat, der nærmer sig madskålen for femtende gang på en dag. Han havde planlagt alt til mindste detalje bortset fra sætningen: “God aften, jeg hedder Frederik. Mor er i bad, kom bare ind.”
Simon stod stille. Foran ham dukkede et bredt, drenget ansigt op, og Frederik Amalies søn rakte en hånd frem, stor nok til at dække Simons hoved. I starten troede Simon, han havde gået forkert, men da Frederik nyste på samme mærkelige måde som Amalie, lukkede han munden og holdt næsen, forsvandt enhver tvivl.
Simons humør dykkede, vinen smagte mere surt, og blomsterne slikkede jorden. Han trådte ind, og da han så Frederiks sneakers de var så store, Simon kunne tage dem direkte over sine egne sko med plads til overs.
Amalie nåede sin søn til livet. Simon tænkte øjeblikkeligt, at hvis kvinder kunne gøre sådan med guld give hende en ring og ti år senere stod man med en hel vielsesring. Han gik imod køkkenet og blev mødt af et dækket bord, mens Frederik intet problem havde med at skifte gardiner helt uden stol.
“Fem minutter, så er jeg klar!” lød det fra badet.
Efter fem omgange med ‘fem minutter’, kom Amalie omsider ud iført kjole og makeup, og hendes ansigt strålede. Da hun så Simons misfornøjede udtryk, forsvandt nervøsiteten og den romantiske stemning med det samme.
Hun satte sig og lagde mad på deres tallerkener, hældte vin op, og begyndte straks at spise, uden at vente på Simon.
“Hvorfor sagde du ikke, du havde et barn?” fik Simon fremstammet fornærmet.
“Er du bange for at få trailer med?” smilede Amalie trist.
“Det her er ikke en trailer, det er hele godsvognen.”
“Han er stor, ja tager efter sin far. Den mand er fra en lille jysk landsby, endnu større end Frederik. Kunne kæmpe med bjørne med bare hænder.”
“Hvor er han nu?” Simon fik en knude i halsen.
“Gør sig som showman sammen med en bjørn, faktisk. Forlod os for den store scene. Han skriver lidt men hans håndskrift er så håbløs, at jeg tror, det er bjørnen, der skriver, den har mere samvittighed.”
“Hvor gammel er han?” nikkede Simon hen mod væggen.
“Fjorten, har lige fået sit pas.”
“Med magt?”
“Meget morsomt.”
De spiste mest i tavshed. Ingen rigtig samtale.
“Må jeg få lidt mere kød?” rakte Simon sin tallerken frem.
“Kan du lide det?”
“Ærligt, jeg har aldrig fået bedre kød. Hvad er det?”
“Elg. Frederik har selv lavet det.”
“Hold da op, han har virkelig talent.”
“Arvet fra faren sammen med en gammel kogebog, en knivsæt, fiskestænger, en båd og en masse andet skrammel, han overgav os.”
“Båd?” Simon sank.
“Ja, ligger i kælderen. Eller når den ikke er ude at sejle. Frederik er skør med fiskeri.”
Pludselig vibrerede Amalies telefon. Hun undskyldte og smuttede ind i stuen for at besvare opkaldet.
“Det er tid til at smutte,” tænkte Simon. Han havde ikke mere at komme efter her.
“Hej, Simon jeg har brug for en tjeneste,” sagde Amalie, da hun kom tilbage lidt stresset. “Der er sket noget på arbejde, og jeg må af sted med det samme. Kan du ikke lige blive og passe Frederik et par timer?”
“Skal jeg? Med Frederik? Hvorfor?”
“Han er under 18 der kan ske alt muligt, folk render jo rundt i opgangene”
“Er du bange for, han bliver stjålet af nogen?”
“Helt ærligt jeg betaler dig for både din tabte aften og baby-sitting, og så ringer jeg ikke igen. Er det en deal?”
“Hvad skal jeg lave med ham?”
“Ingen idé I kan jo snakke mande-ting, ikke? Jeg smutter nu!”
Inden Simon fik sagt noget, var Amalie allerede videre. Han sad en tid i køkkenet og drænede sin mobil for strøm, spiste det sidste kød, drak vinen men Amalie kom ikke tilbage. Han gik hen til døren ind til Frederiks værelse og hørte nogle velkendte lyde. “Nej, det kan ikke passe,” tænkte Simon og bankede på.
“Det er åbent.”
Simon trådte forsigtigt ind. Værelsets første blik: stor træskive fyldt med knive og pile. Ikke ét hul i væggen ham dér ramte altid plet. En vinylpladespiller på bordet og Iron Maiden i højttaleren, Simons yndlingsband. Frederik sad i hjørnet og lavede fiskegrej.
Simon kiggede rundt: pokaler på skabet, boksebold fra loftet, og en splinterny PlayStation ved fjernsynet.
“Du har det for fedt! Din mor forkæler dig,” Simon gad godt som teen, selv haft sådan et værelse.
“Jeg arbejder om sommeren,” sagde Frederik, og Simon følte sig flov over at have set Amalie som en, der kun ledte efter en pengepung til sønnen men Frederik kunne sgu godt selv.
“Har du en oplader til min telefon?”
“Den ligger ved togbanen,” pegede Frederik.
“Togbanen?” Simon kunne ikke tro det; da han vendte sig, stod der et komplet togsæt, så han nærmest glemte at trække vejret.
“Har du selv samlet den?” hviskede Simon.
“Ja, køber lidt nye stykker ind, vil have en etage mere og et par broer. Fik en kasse skinner for nylig.”
Simon mærkede varmen stige op.
“Må jeg sætte banen i gang?” spurgte han.
“Ja, vent lidt.”
Frederik lagde grejet fra sig, og krydsede værelset med et enkelt skridt.
***
Amalie kom hjem efter en time og var sikker på, Simon var smuttet, men hun fandt ham og Frederik på gulvet, i fuld gang med at bygge på tobanen. Det var ærlig talt svært at se, hvem af dem der var den voksne.
“Simon, du må nok hellere smutte hjem nu,” sagde Amalie roligt.
“Ej, mor Ups!” Simon sprang op. “Hvad er klokken?”
“Halv elleve,” gispede trætte Amalie. “Jeg skal op og rydde op efter endnu en arbejdsdag, jeg burde sove nu.”
Hun fulgte Simon til døren, kyssede ham på kinden og rakte ham penge.
“Jeg tager ikke imod penge fra kvinder.”
“Okay. Tak fordi du passede på min trailer.”
Simon smilede kort og gik.
***
Et par dage senere ringede Simon.
“Hej, jeg vil altså gerne komme forbi igen,” sagde han.
“Simon jeg har alt for travlt på arbejde, tid til noget som helst, og sidste gang”
“Men kan jeg komme forbi til Frederik?”
“Til Frederik?” undrede Amalie.
“Ja. Måske du har brug for, jeg passer på ham?”
“Det ved jeg ikke Jeg spørger ham lige.”
“Jeg har allerede skrevet til ham. Han er med på den. Jeg har købt et nyt spil til hans Xbox vi stener bare, og du kan fokusere på dit.”
“Okay Kom bare.”
Samme aften dukkede Simon op, helt afslappet. Ingen dress, parfume eller vine. Han bar sort t-shirt med sit favoritband, rygsækken fyldt med chips og sodavand, og et kæmpe fjollede grin.
“Hold jer nu lidt i ro jeg har videomøde om en time,” hilste Amalie, i morgenkåbe, stofmaske og løg-ånde.
Simon nikkede og gik ind.
Senere på aftenen var Amalie nødt til at bryde deres filmsnak om Trier og Ritchie, og tvunget til at hjælpe til, da Simon og Frederik var klar til timevis af filmmaraton. Hun grinede:
“Glem ikke at købe madding på lørdag!” råbte Frederik.
“Hvilken madding?” Amalie så skeptisk på Simon.
“Vi skal fiske karper jeg har lovet Frederik, at jeg ved hvor man får den bedste madding. Glæder mig jeg har ikke været på fisketur i årevis!”
“Så I er nærmest blevet venner nu. Og tid med mig gider du ikke?”
“Du må da tage med og smøre madpakker.”
“Nej tak, jeg har rigeligt at lave. Men så får han da også lidt at gå op i.”
***
Der gik en måned. Amalie blev helt opslugt af arbejdet, helt væk fra romantikken. Til gengæld fik Simon og Frederik virkelig noget ud af tiden: de byggede tobanen færdig, var ude efter krebs, bryggede old-school dansk kvas, og Frederik lærte Simon at finde vej i skoven, mens Simon hjalp Frederik med at invitere en pige fra naboklassen ud. De hyggede sig bare, indtil én aften, hvor nogen bankede så hårdt på døren, at lamperne rystede.
Amalie lukkede op. En duft af bjørnekød hang i luften. I døren stod hendes eksmand Frederiks far.
“Jeg har indset det hele,” sagde han og knælede. Selv sådan langt under Amalie, var han en kæmpe. “Potap og jeg vil bare have ro. Jeg har sparet penge op, tager dig og Frederik med hjem til Jylland. Du skal stoppe på jobbet, vi skal fiske og gå på jagt.”
“Ha! Humor må man sige. Ti år, og nu har du indset det. Hvad med bjørnen, vil den også hjem?”
“Næh, Potap lavede pludselig filmkontrakt bag min ryg, den skiderik,” mumlede han.
“Så nu er I blevet kasseret det forklarer alt,” Amalie krydsede armene.
“Det betyder ikke noget, jeg vil bare”
Men han nåede ikke at sige mere, for ud kom Simon i Amalies t-shirt.
“Amalie, jeg lånte din t-shirt, min blev snavset, mens Frederik og jeg malede togbanen”
“Er der nogen her, der får lov at sige en sætning færdig?” sukkede Amalie, og skiftevis tog hun mændene i øjesyn.
“Hvem er det?” spurgte eksmanden, faretruende nær ved at slå Simon.
“Det er øhh” Amalie blev helt forvirret.
Pludselig kom Frederik flyvende, greb faren om armen og pressede ham mod væggen, så han hylede.
“Det er trailer!” snærrede Frederik.
“Frederik! Dreng! Det er jo mig, din far! Hvilken trailer?” stønnede han.
“Almindelig trailer til at trække alt det med, du har læsset på os.”
“Men jeg har da ikke efterladt jer noget,” sagde manden og opfattede straks pointen selv.
Simon og Amalie fulgte samtalen fra hjørnet, som var det DRs Tour de France.
“Okay, okay, slip mig,” gispede han, og Frederik slap grebet. “Du er sgu sej. Du ligner mig kan næsten tage dig med på vildsvinejagt. Skal vi ikke gøre det i morgen? Bare far og søn? Måske kunne vi prøve igen jeg er jo din far.”
Amalie var forvirret. Hun så skiftevis på dem alle, uden at vide hvad hun skulle sige.
“Det forstår jeg,” sagde Simon roligt og pakkede sammen.
“Undskyld”
***
Dagen efter tog far og søn af sted fra morgenstunden, men Frederik kom alene hjem sent om aftenen.
“Hvor er far?” spurgte Amalie, lettere oprevet.
“Han smuttede,” sagde Frederik, mens han tog skoene af.
“Sådan bare gik han?”
“Ikke helt han gik med vildsvinet. Læssede det på traileren og kørte afsted, skulle også træne det. Fandt sig en ny makker til alle de optrædener. Kørte mig til byen og smuttede.”
“Åh Gud, hvor er jeg dog naiv,” sagde Amalie, slog hånden til panden. “Jeg må ringe til Simon,” sagde hun og greb telefonen.
“Det behøver du ikke har lige sagt farvel til ham. Han kørte mig hjem. Lovede at komme forbi i morgen.”
“Men du havde jo glemt telefonen hvordan vidste han, hvor du var?”
“Hans egne ord: Han holdt øje med os, ville sikre sig at vi havde det godt mig og dig.”
“Det sagde han virkelig?”
“Ja. Og han sagde også, at han har klikket på og næppe slipper igen.”
