Giv mig din mand!
29. juni
Jeg, Irina Pedersen, stod og stegte frikadeller i køkkenet i vores lejlighed i et klassisk københavnsk boligkompleks. Duften hang tungt over hele opgangen, og før jeg vidste af det, stod der en lille, spinkel pige-kvinde i entreen. Hun var klædt i en mosgrøn regnjakke, bar store briller og havde en hindbærfarvet hue trukket ned over ørerne på fødderne havde hun de mest nuttede gummistøvler, hvide med røde bær.
Jeg trak netop den sidste omgang frikadeller af panden, de sprøde og gyldne frikadeller med hvidkål, da det ringede på døren.
Andreas, der bliver ringet! råbte jeg ind i stuen.
Men Andreas hørte ingenting. Han fulgte intens semifinalen med sin elskede FCK, mens han gumlede frikadeller direkte fra tallerkenen han stak hånden ned mellem rester, og da han ikke fandt mere, endte han med at gnave sig selv i fingrene.
Iriiiiina! Iriiiina! kom det fra stuen, mens jeg gik hen til døren.
Foran mig stod pigen-kvinden, hun pløjede sig kompromisløst ind i lejligheden, pudsede på brillerne og sagde frimodigt:
Hej! uden så meget som at vente på svar.
Hej Men hvem er du dog? Og hvad vil du?
Mig? Jeg skal tale med dig.
Med mig?
Ja, jeg vil bede om din mand.
Undskyld?
Din mand, Andreas Pedersen. Jeg vil gerne have ham.
Hvad? Hvorfor vil du det?
Fordi han har det kedeligt med dig, og jeg kan give ham lykke og uforlignelig glæde.
Er vi nu seriøse? Vi snakker om min Andreas, ikke?
Hun nikkede ivrigt:
Andreas, Andy
Inde fra stuen kunne jeg høre hans jubel:
MÅÅÅÅL! Waaauw!
Andy, min skat, der er besøg til dig, kaldte jeg.
Hvem? Irina?
Kom nu ud selv og se.
Andreas dukkede forsigtigt op i sin blå tanktop (en skjult skat fra min mor) og de sorte bomuldsshorts, ligeledes fra min mors arsenal, hele ham smurt ind i olie fra frikadellerne og lidt på hagen.
Han stivnede. Genkendelsen slog ham: Maja? hende fra regnskabsafdelingen, den nye på kontoret, hamrende charmerende og en kende drømmende.
Jeg har kunnet mærke, i det sidste stykke tid, at der var noget uro i Andreas. Han slentrede gennem gaderne på Østerbro, betragtede de unge piger i smarte nederdele og stramme bukser, deres latter genlød i hans sind. Han følte sig gammel, for ti år, for tyve år. Og jeg, der engang var slank og småsprudlende efter tre fødsler, havde udviklet former, der mere mindede om skænkede sofaer.
Tredive år, som et blink. Før han vidste af det, gik Andreas fra at være dreng til farfar for lille Emil, vores barnebarn.
Og alligevel, indeni var han som 15-årig. Livet, han længtes, ville have noget viltert romantik, poesi, gå under månen, tale om Brostrup og Boberg. Maja elskede Brostrup! Men jeg har aldrig forstået den slags lyrik. Jeg vil hellere se en kærlighedsfilm end tolke abstrakte digte.
I dag ville han ikke på landet for at visne med min mor, plante tomater. Han ville danse, forelske sig, leve. Livet skulle ikke lugte af støv, men af ungdom.
Andreas stod, lænet op ad væggen, hjertet bankende i halsen. For ham føltes det som dengang, han skulle på date som 15-årig. Min mor ville undersøge pigen tæt: Hvem er du? Hvad laver dine forældre?
Jeg smilede:
Kom ud, Andreas, kom nu, pigen vil have dig med.
Han trådte skamfuldt ud med frikadeltallerkenen skjoldende sig. Maja blev rød og tårer dannedes:
Undskyld, det er pinligt
Nej, nej, sagde jeg smilende, du gjorde bare helt rigtigt.
Andreas, gå ud og vask dig og tag et par ordentlige bukser på. Vi har jo gæster!
Kom med i køkkenet, vil du have en kop te?
Jeg frygtede drama, skænderi, min mor hamrende på døren, forbandelser men intet kom.
Andreas tænkte febrilsk: Skulle han ringe til Henrik og klage det var hans skyld, han havde sagt den nye spiser dig med øjnene!
Men nu var det nu.
Jeg nikkede godkendende til Andreas, da han kom ud ordentligt klædt i skjorte og pæne bukser. Maja og jeg snakkede om frikadellernes hemmelige ingredienser. Andreas prøvede at ligne Marlon Brando, men hans albue gled på den afskallede maling i dørkarmen. Jeg smilede for mig selv, vi burde virkelig få malet!
Hvad sidder I og kukkelurer for? Tag nu i biografen eller i Tivoli! sagde jeg og puffede dem ud.
Andreas blev rød, glemte ordene, mens Maja sagde spædt:
Skal vi tage ud i parken? Jeg har ikke været ude i lang tid
Andreas, har du penge med? spurgte jeg. Det var pinligt hvis ikke.
Han nikkede, jeg stak ham to hundrede kroner.
Her, køb hende en is og en candyfloss. God tur, sagde jeg og nærmest skubbede dem ud ad døren.
Nede på gaden så jeg min mor strakte hals, skulede, prøvede at se hvem Andreas og Maja var:
Hvor skal den fjollede søn dog hen?
Hej mor lad nu være
Han har taget det nye jakkesæt på, tror han er konge, siger hun burde have giftet dig med Henrik: Han kan lave alt!
Mor, Henrik er gift for tredje gang, altid “for evigt”. Skulle jeg da have satset på ham?
Hvad laver din mand? Og hvem er hun dér?
Åh mor
De stod og hviskede i fortrolighed.
Jeg gik på landet. Andreas bar tomatkasser for min mor, blinkede til mig min gamle, men nu også smukke, Andreas.
Maja sagde pludselig:
Vi skal købe sommerhus, helst i Nordsjælland. Have eget landsted, plante tomater og agurker, få et barn jeg er 33, tiden er snart inde. Når den lille er omkring tre, tager vi til Spanien med tog; steger kylling til turen, koger æg, og køber et potte med låg, drømmer hun.
Med låg?
Ja, Andreas. Hvordan skal du ellers bære barnets fornødenheder gennem vognen?
Jeg mærkede tristheden snige sig ind. Sommerhus, tog, familie igen. Hvor blev poesi og stjerner af? Alt det havde jeg prøvet for snart 30 år siden.
Andreas! hørte jeg Maja sige krævende, lytter du ikke? Hvad sker der?
Det føltes nu, som om alle grinede af ham, ikke beundrede. Han ville bare hjem til mig.
Pokkers også, jeg lovede mor at køre tomater i dag Skynd dig hjem!
Maja Undskyld, men du finder din lykke, jeg takker for ungdommen du gav mig igen, men det er ikke mig du skal leve med
Andreas! Hvad med landstedet, Spanien og barnet?
Ikke med mig, Maja, råbte han og skyndte sig væk.
Jeg sad i køkkenet, da telefonen ringede. Jeg tør ikke tage den. Men alligevel løftede jeg røret.
Hej.
Han er på vej hjem.
Virkelig? sagde jeg lettet.
Ja.
Tak
Maja kom aldrig tilbage på kontoret, Andreas undgik hende. Sagde hun blev fyret uden varsel. Han glemte tomheden, bar tomater for min mor, roen indfandt sig.
Jeg meldte mig til aerobic, vi skal til Spanien til efteråret. Nyt hår, manicure, pedicure Irina er en ny kvinde!
Olga, min veninde, sidder i mit køkken og brokker sig over Viktor, hendes mand. Han er blevet kedelig, fanges i sociale medier, ser på gamle gymnasieflammer.
Ikke som din Andreas; han daller om dig, sprudler af liv!
Jeg har en snedig idé, Olya, men du skal huske, du får også prøvet nerverne. Hun er professionel, hun tager penge for det men det virker! Her er nummeret, aftal selv hvordan, hvor og hvad. De sagde det ville fungere og nu er det din tur.
Jeg vinker hende farvel og ser Andreas på terrassen på landet, under min mors milde blik. Han slæber kasser med solmodne tomater, blinker friskt til mig, min egen, fine Andreas.
