Lørdag nat, da jeg kørte hjem efter endnu en lang vagt på hospitalet, hørte jeg første gang den mærkelige lyd en langtrukken, sørgmodig hylen, der sendte kuldegysninger op ad ryggen. Jeg standsede bilen foran huset, slukkede motoren og blev siddende et øjeblik for at lytte. Lyden kom et sted fra haven.
Da jeg steg ud, så jeg den ved hækken en lille, rødbrun hund, tynd som et væg, ribbenene stak ud under pelsen. Den løftede sit hoved mod himlen og hylede.
Hej! Væk med dig! råbte jeg. Du vækker hele kvarteret!
Hunden tav, sænkede hovedet og kiggede på mig. Og i det blik var der noget, der fik mig til at vige bagud.
Kom så af sted, sagde jeg træt og vinkede. Jeg har ikke tid.
Hele morgenen kørte lyden rundt i mit hoved. Da jeg kom ud i køkkenet, sad svigermor, Inge Kristensen, allerede og læste avis.
Hørte du hunden i nat? spurgte hun, da jeg skænkede kaffe. Den hylede hele natten! Jeg troede, det var naboens Trofast. De gør sådan før der sker noget slemt.
Det var ikke Trofast, svarede jeg. En omstrejfende den sad ved vores hæk.
Du godeste! udbrød Inge og så bekymret ud. Det betyder ulykke, når en fremmed hund hyler ved huset. Jeg strør salt i indkørslen det plejer at hjælpe.
Jeg sagde ikke noget. Jeg troede aldrig på den slags. Men min mor, Gud skænk hende fred, sagde altid, at en hund kun hyler, når den mærker død eller sorg.
Senere kom min mand, Peter, hjem. Han var sur som aldrig før.
Igen fyringer, sukkede han og smed tasken i hjørnet. Tredje gang i år! Snart ryger halvdelen ud.
Du klarer dig nok, forsøgte jeg. Du er jo den bedste på værket.
Ha, den bedste! Peter rystede på hovedet. Alle burde være de bedste. Cheferne er ligeglade. De tæller kun papirer og bonusser.
Vi spiste i tavshed. Vores seksårige søn, Mikkel, nikkede allerede med hovedet over kartoffelmosen. Inge talte ikke, strikkede blot og kneb læberne sammen.
Om natten gentog hylet sig, lige så sørgmodigt. Jeg sprang op og gik til vinduet der sad hunden ved den gamle hyld. Peter vågnede og bandede:
Hvad pokker! Den driver mig til vanvid. Jeg går ud og jager den væk!
I underbukser og hjemmesko fór han ud, råbte og viftede med armene. Hunden rykkede et par meter væk, satte sig igen. Peter kastede en gren ramte ikke og dundrede ind, så vinduerne klirrede.
I morgen lægger jeg gift ud, truede han. Nu er det nok!
Du kan da ikke protesterede jeg.
Jo, jeg kan! snappede han. En hund skal ikke vække hele familien!
Jeg lå vågen. Min mors ord blev ved med at køre rundt: måske betyder det virkelig ulykke?
Næste morgen gik jeg ud til hækken. Hunden lå i græsset, sammenrullet, og kiggede på mig uden at knurre eller flygte.
Hvad laver du her? spurgte jeg dæmpet. Har du ikke et hjem, nogle mennesker?
Den peb lavt, rejste sig og skrabede med poten under hegnet. Jeg bøjede mig og så en lille hul den havde gravet.
Hvorfor vil du ind? undrede jeg mig. Hvad søger du egentlig?
Hunden stoppede med at grave og så op på mig.
Vent lidt, sagde jeg og gik ind efter vand og resterne af gårsdagens frikadeller. Jeg stak det under hegnet sammen med en skål vand.
Her, spis. Bare ikke hyl, så Peter får dig virkelig aflivet.
Sådan gik dagene. Hver nat hylede hunden, og Peter blev mere og mere arrig. Inge messede om varsler. Og jeg fodrede den men den blev kun mere afmagret.
Nina, ved du egentlig, hvis hund det er? råbte min nabo Bente over hækken en morgen.
Jeg tror bare den strejfer
Nej, nej, sagde Bente. Jeg talte med Grethe fra nabohuset. Hun siger, den boede hos familien Holm før, dem på hjørnet. Kan du huske dem?
Jeg huskede. Et ældre, stille par. De er forlængst flyttet huset solgt til en ung familie.
Hvad så?
De havde en søn Jens, tror jeg han blev påkørt sidste år. Døde med det samme.
Det gav mig gåsehud.
Og?
Hunden var hans. Efter begravelsen forsvandt den, de ledte i ugevis. Og nu er den vendt tilbage men ejeren er der jo ikke længere. Kun fremmede. Nu hylers den af savn.
Gamle koner og deres historier, lo jeg, men hjertet slog et slag hårdere.
Jeg fortalte det over aftensmaden. Peter fnyste:
Sludder. Hunder glemmer da hurtigt.
Jo, de husker, brød Inge ind. I min barndom ventede nabokonen fire år på sønnen, der aldrig kom hjem fra krigen. Hunden gik ud til grusvejen hver dag. Da han blev meldt død, hylede den en uge, og faldt død om på trappen.
Vi blev stille. Mikkel kiggede forskræmt op.
Mor, dør vores hund så også? spurgte han lavt.
Den er ikke vores, mumlede Peter. Og nu taler vi ikke mere om det.
Senere på natten, da hylet begyndte, kunne jeg ikke lade være. Jeg tog badekåben på og gik ud i haven. Hunden sad og hylede, hjertet blottet.
Hvad vil du mig? hviskede jeg. Hvorfor os?
Den tav, vendte snuden mod Holms gamle hus, peb.
Din ejer er her ikke. Forstår du? Han er ikke her. Han kommer ikke igen.
Jeg strøg dens hoved. Den lukkede øjnene og blev siddende.
Vi sad dér, kvinden og hunden, i den mørke landsby, under stjernerne.
Kom, sagde jeg til sidst. Kom med ind. Han kommer ikke hjem, men du kan bo hos os. Vil du det?
Den kiggede længe, som om den overvejede om den kunne stole på mig.
Kom nu. Vi gør dig ikke noget ondt.
Jeg gik ind, og den fulgte langsomt efter. Jeg åbnede havelågen.
Kom indenfor.
Den stod et øjeblik, så gik den med ind.
Den nat var der ingen hylen.
Næste morgen kom Peter ned i køkkenet stivnede, da han så den rødbrune hund på tæppet. Jeg lavede havregrød.
Har du taget den hund IND i huset?! råbte han.
Shh! Mikkel sover, svarede jeg roligt.
Ingen hunde i mit hus! råbte han.
Den bliver, sagde jeg bare. Slut.
Han tav. Han så på mig jeg har aldrig modsagt ham før.
Nina, du
Jeg har besluttet mig, Peter. Hunden bliver. Hvis du ikke kan lide det døren er der.
Stilhed. Hunden løftede hovedet og så på os roligt.
Ja ja, gør som du vil! Peter slog ud med armene og trampede ud, mens Inge rystede på hovedet.
Du giver dig godt nok for en hund!
Det er ikke bare en hund, mor, svarede jeg.
Mikkel navngav den straks Røde efter dens pels. Han blev hundens første og bedste ven. Vi opdagede, Røde kunne tricks, hentede bold, aldrig gøede uden grund. En dannet hund, faktisk.
Røde blev hurtigt en del af huset. Sov i entreen, spiste lidt, gik pænt ud, og ventede altid. Som om den stadig ledte efter noget. Ofte stod den om natten og snusede ved døren.
Så, to uger senere, skete det.
Peter kom hjem, mere opgivende end nogensinde.
Det er slut, sagde han. Jeg er fyret. Fra i morgen har jeg ingenting.
Mit hjerte slog kold.
Hvorfor?
Nedskæringer! Halvdelen af os røg ud. Mig med.
Men du er jo
Hvad nytter det! Han råbte og slog i bordet. Mikkel klemte sig ind til mig, Røde løftede hovedet ovre i hjørnet.
Hvad skal vi gøre? hviskede jeg. Vi kan ikke klare os for min løn alene
Nemlig! Kreditten skal betales, bilen er færdig, og Mikkel skal have mad. Jeg har intet!
Du finder noget, sagde jeg, men jeg troede ikke selv på det. Arbejde var der ikke meget af i vores by.
Knapt nok hvem vil have en mand på 45?
De næste dage gik i skænderier. Peter drak, ikke meget, men nok til at hjemme blev utrygt. Han råbte af Inge, skældte på Mikkel, og jeg frygtede hvert skridt hjem.
Røde begyndte at følge Peter overalt, lagde sig ved hans fødder når Peter drak, peb blidt.
Få den hund væk! skældte Peter, men Røde flyttede sig ikke.
En torsdag kom jeg sent hjem opgørelse på hospitalet, og klokken var over elleve. Huset var mørkt, ingen fjernsyn. Underligt.
Jeg gik ind. Peter lå besvimet på gulvet. Tom flaske ved siden af. Og Røde stod over ham, gøede, rev i hans ærme.
Peter! råbte jeg og kastede mig ned. Pulsen var svag, åndedrættet tungt og rummet stank af sprit.
Mor! skreg jeg. Ring efter en ambulance!
Inge løb ud, og vi fik ham af sted. Røde veg ikke fra ham, slikkede hans ansigt, peb. Senere sagde lægerne, at det var alkoholforgiftning, og endnu lidt så ville han ikke have overlevet.
Peter var indlagt tre dage. Da han kom hjem, så jeg ham var blevet ældre.
Undskyld, sagde han, da vi var alene. Jeg ved ikke, hvad der skete.
Lad nu være, sagde jeg, lagde hånden på hans skulder. Det vigtigste er, du er her.
Det var hunden, der reddede mig, ikke? Peter så over på Røde, som lå i entreen. Jeg husker den larmede, rev mig jeg prøvede at skubbe den væk
Jeg nikkede, for stemmen ville ikke bære.
Mærkeligt, sagde han. Det var som om den vidste noget. Som om den ikke ville lade mig forsvinde.
Måske gjorde den.
Efter et øjeblik kaldte Peter: Røde, kom her.
Hunden kom forsigtigt, og Peter strøg den over hovedet. Røde slikkede hans hånd, og i dens blik var der noget nyt.
Et halvt år gik.
Peter fandt arbejde ikke fint, men fast og han holdt op med at drikke. Stemningen i hjemmet blev mildere. Røde blev familiens kæledægge, Inge forkælede ham, Peter begyndte endda at gå ture med ham om aftenen.
Jeg stod tit ved vinduet, så dem komme hjem gennem villakvarteret. Peter fortalte, og Røde lyttede intenst.
Mamma, hvordan fandt Røde egentlig os? spurgte Mikkel en dag.
Det ved jeg ikke, skat, svarede jeg ærligt. Han kom bare da vi havde det værst.
Og hjalp?
Ja, han hjalp.
Så er han magisk, mente Mikkel. En slags troldmand i hundekrop.
Jeg smilede. Måske havde han ret. Hvem kan sige det?
Den nat drømte jeg, at en ung mand stod ved en vej og klappede en rød hund. Hunden pev og gnubbede sig op af hans ben.
Bare gå, sagde han. Hav ikke ondt af mig.
Og han forsvandt i morgendisen.
Jeg vågnede, tårerne løb. Jeg gik ud Røde sov på sin gamle måtte, roligt.
Han åbnede et øje, så på mig og lukkede det igen.
Over morgenmaden sagde Mikkel pludselig: Mor, Røde smiler. Se!
Og rigtigt nok hans snude var glad, rolig, som om han havde løst sin opgave.
Jeg satte mig ved siden af, omfavnede hunden. Den lagde hovedet i mit skød.
Vi elsker dig, hviskede jeg.
Røde sukkede roligt og lukkede øjnene.
Et sted langt borte, ved en lysende å, stod en ung mand og smilede. Hans ven havde fundet et nyt hjem. Og ny kærlighed. Alt var, som det skulle.
Jeg har lært, at kærlighed den kan komme, når man mindst venter det, og fra steder man aldrig troede. Nogle gange, er håbet rødbrunt og har fire ben.
