Anna Sørensen står i sin have og sukker dybt. Høsten er usædvanligt stor i år. Den ældre dame forsøger end ikke at samle alle æblerne der er ingen til at spise dem. Røde og gule, med solbrune sider, ligger de under træerne, og den søde duft fylder landsbyen.
Der er ikke mange tilbage i deres lille landsby Klinkby. De unge er flyttet til København, hvor pengene er flere. Kun få ældre bliver tilbage til at overvintre ikke mere end fem huse har folk boende nu.
Hvad tænker du sådan over, Sørensen? lyder en stemme bag hende har du ikke ombestemt dig?
Det er naboen, Nina, der kommer med sin trillebør for at samle æbler.
Er det dig, Ninna? Bare tag du lad din ged få, hvad den orker. Tag alt, hvad du kan bruge Jeg ville gerne ombestemme mig, men datteren har allerede arrangeret salget af huset og fået et lille depositum.
Det er synd at miste sådan en nabo. Hvem ved, hvem der flytter ind? Og hvordan det går med dem. Det bliver nok bare sommerhusfolk og ikke nogen, der bor fast
Nina tav og plukkede æbler, mens Anna sagde:
Det er altså noget af en høst. Jeg kan ikke mindes, jeg har haft så mange æbler. Lige når jeg beslutter mig for at flytte, så virker det som om, haven og jorden ikke vil give slip Gud, hvor det er svært at tage beslutningen. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg vil rejse.
Det er nemmere for din datter. Det er derfor. Hun skal ikke køre hele vejen herud, der er hospital og butikker tæt på. Og du behøver ikke mere at kæmpe med brænde eller alt det andet arbejde.
Det er rigtigt, siger Anna Sørensen men mit hjerte bliver her. Jeg forstår det i hovedet, men min sjæl kan ikke helt acceptere det endnu. Ninna, jeg overlader både katten Viggo og hunden Basse til dig, pas lidt på dem, og så må jeg prøve at tage Viggo med til byen. Men Basse er for gammel, han må blive. Han havde ikke plads i en lejlighed. Det er lidt trist
Det er i orden, Sørensen. Jeg tager Basse i min have i morgen. Viggo skal nok selv komme, han er snu. Du må ikke misse bussen. Jeg håber, vi ses igen. Måske vender du hjem Og du har lovet at komme på besøg. Jeg skal nok vente på dig.
Ja, ja Rygsækken er pakket. Datteren kommer efter resten af tingene til weekenden.
Den gamle dame går rundt om huset og sætter sig ved komfuret i køkkenet. Øjnene sløres, og varme tårer løber ned ad kinderne, men tiden venter ikke. Hun går ud af landsbyen og sætter sig på en træstub ved vejen.
Den lille bus kommer brummende op til stoppestedet og standser. Anna Sørensen går ind, hilser på chaufføren og sætter sig og stirrer tavs ud af vinduet. Hun er alene i bussen; deres Klinkby er endestationen.
Vejen er fyldt med huller, som altid. Efter regnen står der vand i dem, og bussen kører langsomt, motoren knurrer og snøfter. Pludselig, ved et stort hul, skraber det under bussen, og den standser. Chaufføren bander og kravler ud.
Hvad er der galt? spørger Anna og kigger ud af vinduet. Chaufføren ser på bussen, siddende på hug, og tjekker forhjulet.
Det ser skidt ud, vi må tilkalde hjælp. Ellers må vi nok overnatte her.
Han ringer til nogen på mobilen, mens Anna fryder sig lidt. Hun stiger ud og nikker til chaufføren.
Vi er ikke langt væk, jeg går hjem igen. Hvis du ikke får hjælp, er du velkommen til at overnatte i landsbyen. Det er ved at blive aften.
De kommer først om mindst en time Vil du vente? spørger chaufføren det tager nok også tid at reparere. Jeg kan ikke klare det alene.
Nej, jeg venter ikke, siger Anna Sørensen. Det er heldigt, vi ikke er længere væk, nok kun to kilometer til hus.
Er du sikker, du kan gå?
Selvfølgelig. Vi har travet de her veje så mange gange til bær, til svampe, eller til købmanden i nabobyen. Det er ingenting.
Hun går rask tilbage mod Klinkby, og glæden ligger i hendes skridt. Selv rygsækken føles let.
Nina ruller trillebøren hjem, da hun ser Anna vende tilbage ad vejen.
Jamen dog! udbryder Nina. Hvordan skal jeg forstå det?
Ja, sådan er det bare. Mit hjem slipper mig ikke. Tro det eller lad være. Jeg ringer straks til min datter, hun skal ikke vente. Bussen brød sammen uden for landsbyen; det var noget med hjulet. Du kender vores bumpede veje.
Det er godt! ler Nina. Kom med hjem og få aftensmad. Du har ikke lavet noget, og hos mig er der varmt. Vi kan sidde sammen.
Basse logrer glad og gør, da hans ejer vender hjem. Viggo smutter ind i huset og direkte til sin madskål i køkkenet.
Anna smider rygsækken og siger højt:
Gud, tilgiv mig gamle fjols. Hvad har jeg dog gang i? Jeg bliver her, og det er slut!
Katten svarer med et mjav.
Nå, Viggo, svarer du Gud, eller bakker du bare op om min beslutning? smiler Anna.
Viggo stryger sig op ad hendes ben og hopper op på hendes knæ.
Vent nu, jeg skal ringe til Lisa, så hun ikke venter forgæves.
Anna taster sin datters nummer.
Hør, Lisa, bussen brød sammen Ja, lige uden for landsbyen. Det er nok ikke meningen, jeg skal til byen. Jeg er tilbage hjemme igen. Så vent ikke, jeg kommer ikke i dag. Nej, jeg lyver ikke, det er hjulet, og heldigt der ikke skete noget værre. Lige præcis. Jeg var den eneste passager. Og jeg tror ikke, jeg flytter alligevel. Undskyld, men må du aflyse salget og undskylde over for køberne
Er du okay, mor? Sikke noget Det er da heldigt, det gik godt, svarer Lisa. Og jeg ville faktisk fortælle dig i aften, at køberen har droppet huset. Kan du forestille dig det? Og de ville ikke engang have depositum tilbage de lod det stå som kompensation Tusinde kroner.
Sådan! Fantastisk! Jeg skal ikke sælge huset, så. Nu ved jeg det ler Anna Sørensen.
Vi snakker senere, siger datteren.
Det behøver vi ikke, man skal blive der, hvor man er vokset op. Undskyld, min pige.
Hvad skal jeg gøre med dig sukker Lisa. Okay, så. Så bruger vi de penge på brænde til flere vintre. Jeg bestiller det i morgen.
Det lyder godt! Jeg glæder mig til at se dig og brændet! siger Anna glad. Nu går jeg ind og fortæller Nina, jeg bliver.
Naboerne gør klar til aftensmad. Nina og hendes mand, Frederik, er mindst lige så glade som Anna Sørensen selv.
I anledning af dette, siger Frederik skal vi have en skål. Han rejser sig og løfter sit lille glas. Sørensen, drop nu de flytteplaner, så kan du leve roligt, og det kan vi også. Vi er vant til hinanden, og vi slipper dig ikke, hvis du får brug for hjælp. Du har gjort meget godt for os.
Det gør jeg, siger Anna, tårevædet. Hun kysser naboerne oven på glæden, og lover ikke at ‘finde på mere’.
Og tro det eller lad være, alle tegn pegede på, jeg skulle blive. Man skal lytte til Gud, siger Anna.
Også til os! insisterer Frederik. Naboerne skåler, spiser, og latter, sang og snak lyder langt ud på aftenen.
En uge senere kommer Lisa og hendes mand med brænde, som de har bestilt og kløvet. Hele dagen hjælper Nina og Frederik med at stable det. Aftensmaden foregår nu hos Anna Sørensen. Stemningen er lys, som om der aldrig har været tanker om flytning, forandring eller salg. Solnedgangen er glødende rød. Efter maden sidder de på trappen og nyder udsigten.
Der findes ikke noget smukkere end vores egne steder siger Anna lavt. Lisa lægger armen om sin mor og siger:
Ja, det er voresLisa læner sig mod Anna og fletter armen ind i hendes.
Du havde ret, mor. Jeg forstår det nu. Det er ikke kun sten og træer. Det er her, vi hører til.
Anna smiler, og katten Viggo lægger sig på hendes skød. Basse snuser til fødderne.
Langs markskellet glider tågen op, og en lile stjerne tændes over haven.
Frederik rejser sig og peger:
Se, Sørensen, din bøn er hørt. Der kommer et nyt år.
Anna Sørensen griner mildt:
Jeg bliver. Den her jord slipper mig ikke, og jeg slipper heller ikke den. Og det er det hele.
De sidder sammen, stille, og lytter til aftenens fugle og den bløde, søde duft af æbler.
Så falder natten over Klinkby, men det lille hus lyser og Anna Sørensen har fundet hjem.
Anna Egorovna stod i sin have og sukkede. Årets æblehøst var helt usædvanlig – hun kunne umuligt sam…
