Han gik sin vej til en yngre dame for at finde gnisten. Et halvt år senere måtte jeg kæmpe for ikke at bryde ud i latter
Nogle gange kaster skæbnen med sådan nogle drejninger, at selv de mest absurde tv-serier bliver overhalet indenom. Jeg havde aldrig troet, at det menneske kunne vise sig at være så grundig næsten til det ekstreme. Han talte efter, hvor mange skruetrækkere der var i gaveæsken, jeg havde givet ham til Fastelavn. Nej, faktisk talte han efter to gange: Først tavst, og siden med et hoved på skrå, som om jeg sikkert havde gemt en til mig selv. Mens han pakkede sine ting i poser, flakkede han rundt i lejligheden som en forvirret måge og tjekkede alle hjørner: havde han nu også fået sine indlægssåler med, uden hvilke livet er komplet umuligt?
Ti år det føltes som om de opløste sig i ingenting. Jeg var 56, han fyldte 60. Vi havde levet, troede jeg, i dyb forståelse og ro. Det var sådan, jeg oplevede det: Sommerhus, forspirede tomatplanter på vindueskarmen, aftenstunder med te og kringler, og ikke mindst hans evige krimiserier på DR, som han så med ungdommelig iver. Vi havde endda planlagt at blive gift til efteråret så vi kan få papir på det og undgå alt det pjat, sagde han.
Men så pludseligt. Han står i entreen, gnider nervøst sin kasket, ser slidt ud og siger:
Mette, du må ikke blive vred. Du er en god kvinde, solid men for jordbunden. Jeg har stadig masser af ild i mig! Jeg har brug for eventyr, passion, bevægelse! Sammen med dig føler jeg mig kun halvt på pension. Jeg har brug for en kone ikke en bedstemor.
Jeg måtte tage mig sammen for ikke at sætte i halsen. Bedstemor? Talte han om mig? Mig, der dagligt målte hans blodtryk, holdt øje med hans saltindtag og forklarede ham, hvorfor man ikke skal spise fedt efter klokken seks?
Jeg har fundet en anden, fortsatte han køligt. Signe. Hun er 38. Med hende føler jeg mig ung. Vi skal stå på snowboard og rejse verden rundt. Hun får mig til at leve.
Døren smækkede. I lejligheden hang der nu kun duften af kamfer og hans stærke, lidt for billige Hugo Boss som han pludselig var begyndt at hælde over sig som for at skylle årene væk.
Sådan fandt jeg mig selv igen
De første syv dage blev jeg liggende. Stille, med næsen mod væggen: Nå, Mette, det var det. Du er deklareret udgået, overset, ligegyldig. Hver gang jeg så mig i spejlet, lignede jeg en træt mops med triste furer omkring øjnene.
Men snart skete noget uventet. Lørdag vågnede jeg som altid klokken syv, ud af gammel vane på det tidspunkt kogte jeg jo altid havregrød til Erik. Jeg rejste mig, gik ud i køkkenet og standsede.
Hvorfor egentlig?
Jeg lavede en stærk, sød kaffe til mig selv den slags han altid havde forbudt. Skar et kæmpe stykke kage, som jeg købte aftenen før. Slog mig ned i vindueskarmen og kiggede ud over gaden. Øjeblikkelig stilhed. Ingen der småskændes, ingen der slider rundt i hjemmesko, ingen sure kommentarer til TV2-Nyhederne, ingen der leder efter fjernbetjeningen eller sukker højlydt over mine yndlingsserier.
Da gik det op for mig: Det er ikke skræmmende at bo alene. Det er faktisk forunderligt dejligt.
Pengene? Tja, Erik har altid været den, der insisterede på, man betaler for sig selv. Tid har jeg nu masser af.
Jeg lod være med keramik som i damebladene, men begyndte til dans zumba! Jeg hopper, griner, er gennemblødt af sved, og ingen fortæller mig Mette, hvor gammel tror du, du er blevet?
Jeg droppede det mørkebrune hår og fik en frisk, kort frisure og lyse striber. Købte jeans, som han altid havde kaldt for unge til din alder. Og mærkeligt nok så stoppede ryggen med at gøre ondt. Måske fordi Erik havde siddet på den år ud og år ind.
Et uventet gensyn
Et halvt år senere havde jeg helt lagt min foryngede mand bag mig. Jeg gik i Fields for at købe nye dansesko. Pludselig lød en insisterende, skinger stemme:
Erik, kom nu! Vi kommer for sent til filmen, og jeg vil have popcorn først!
Jeg vender mig om og der er hun, Signe. Hun spankulerer nærmest, oversminket og stram i betrækket; panden glat som et dansegulv, læberne som balloner. Tøj, der råber, stiletter så høje, at hun vakler.
Bag hende kommer Erik. Tynd, hengemt, med en hals tynd som en fuglekvist og rødt ansigt. Han vralter afsted i hullede jeans, hvor varicerne ser tragiske ud. Bærer poser, en taske, en pizzabakke. Han gisper hæst, læberne blege.
Signe, kan vi ikke sætte os lidt? Jeg kan knap nok få vejret stønner han næsten bedende.
Kan du lade være med det der, Erik?! Du sagde selv du var så sporty. Lad nu være med at gøre mig til grin!
Og lige der får han øje på mig.
Jeg står blot rolig, frisk fra træning, rødmende, smart jakke på og spritnye sneakers. Smiler. Er stille indeni.
Han blev stående, kiggede på mig med sådan en opgivende bedende fortvivlelse, at det næsten var til at få ondt af ham. Han tog et skridt imod mig
Erik! hvinede Signe. Er du døv, mand?!
Han spjættede og drev efter hende, som en slagen hund.
Jeg så efter dem og var ved at bryde ud i latter. Ikke skadefro. Lettet.
Han havde drømt om lidenskab nu er han ved at blive presset flad af den.
Han troede, en ung kvinde ville give ham ungdommen tilbage men glemte, at det kræver styrke og mod. Ikke kun Hugo Boss og hullede jeans.
Han ville have en kone, ikke en bedstemor nu har han hverken kone eller bedstemor.
Nu ligner han kun selv en udslidt bedstefar ved siden af et krævende barnebarn.
