“Jeg betaler ikke for kvinder,” skrev en mand (52 år). Som svar kom jeg til daten uden høje hæle og makeup

“Jeg betaler ikke for kvinder,” skriver Henrik (52 år). Som svar dukkede jeg op til daten uden makeup og uden høje hæle.
Vi havde skrevet sammen i to uger allerede. Henrik er den slags sjældne mand, det er hyggeligt at skrive med. Ingen skjulte hensigter, ingen forsøg på at gøre sig bedre end han er, ingen mærkelige tricks. Han er 52 år, skilt, har to voksne børn, og arbejder inden for byggeri. Seriøs, med en god sans for humor og ret så velorienteret. Da han foreslog en date, sagde jeg straks ja.
Så kom beskeden, der satte alting på plads: Hør, lad os bare være enige om én ting jeg betaler ikke for kvinder på dates. Det er et princip for mig, håber det er ok for dig.
Ærligt talt tog jeg det ret roligt. Faktisk havde jeg respekt for hans ærlighed. Bedre at vide det på forhånd end at sidde på en café og være i tvivl om, hvem der skal betale hvad. Jeg skrev: Helt fint. Så ses vi lørdag.
Men senere gik jeg og funderede.
Lørdag morgen vågner jeg tidligere end normalt. Jeg er 46 år og udmærket klar over, hvor lang tid det tager at gøre sig præsentabel. Jeg åbner skabet og hiver instinktivt den sorte kjole frem den redder det meste. Så kigger jeg på sminkehylden: foundation, concealer, øjenskygge, mascara, læbestift, blush Alt hvad man plejer at bruge, inden man skal på date i min alder.
Og pludselig tænker jeg: Hvad er egentlig meningen?
Hvis det hele skal være på lige vilkår hvis alle betaler for sig selv, og ingen skylder hinanden noget hvorfor skal jeg så bruge to timer på at gøre mig klar? Hvorfor skal jeg ligne en model fra et magasin, mens Henrik formentlig møder op i jeans og sweater, klar på et kvarter?
Så beslutter jeg mig for et ærligt lille eksperiment.
Jeg hopper i mine yndlingsjeans, blød grå sweater, den slags jeg bare føler mig hjemme i. Håret i en praktisk hestehale, præcis som derhjemme. Ingen makeup, ingen pumps. Bare mig. Helt ærlig og ufiltreret.
Da jeg ser mig selv i spejlet, føles det mærkeligt. Ikke skidt, bare mærkeligt. Jeg er vant til at gøre ekstra ud af mig selv, inden jeg skal ud. Nu ligner jeg bare én, der er på vej ud at handle eller skal mødes med en ven. Nå, tænker jeg, nu får vi at se, hvad der kommer ud af det.
Caféen, hvor alt blev tydeligt
Henrik sidder allerede ved et bord, da jeg træder ind. Han vinker og smiler bredt. Jeg slår mig ned, vi giver et lille hyggeligt kram, som gode bekendte gør. Alt virker normalt.
De første tyve minutter snakker vi bare løst og fast. Om vejret, en ny serie, hans seneste vandretur. Han fortæller levende og morsomt. Jeg når at tænke, at jeg vist har gjort mig unødigt bekymret aftenen kører meget godt.
Så stopper han midt i en sætning og ser lidt undersøgende på mig:
Sig mig, er du altså ikke sådan rigtig gjort dig klar i dag?
Jeg forstår ikke helt, hvad han mener med det samme:
Hvad mener du?
Altså, på billederne så du mere stilet og forberedt ud. Kan du huske det dér røde dress og makeuppen? Men i dag han fægter lidt med hånden. I dag er det lidt som om, du bare skulle ned og handle.
Jeg smiler roligt. Eksperimentet fungerede præcis som planlagt.
Henrik, kan du huske, hvad du skrev om regningen?
Han nikker, lidt stift.
Ja da. Hvad så?
Du sagde, vi skulle være lige. Hver for sig, ingen roller eller forventninger. Du er din egen, og jeg er min egen.
Ja, præcis, svarer han. Hvad er problemet?
Der er ikke noget problem. Jeg tænkte bare: Hvis vi virkelig skal være lige, gælder det så kun penge? Du møder op i jeans og sweater, ingen nævneværdig indsats. Jeg har gjort præcis det samme. Er det ikke rimeligt?
Henrik åbner munden, lukker den igen, prøver på ny.
Men det er jo ikke helt det samme, siger han tøvende.
Hvorfor ikke? spørger jeg. Forklar.
Regnestykket, man aldrig taler om
Han forsøger at forklare, taler om traditioner, at kvinder jo kan lide at gøre sig pæne. Jeg nikker og lytter.
Se, siger jeg. Smukt hår, pæn hud, manicure, tøj, sko. Plus alt den tid og energi og penge.
Der er kun dem, der aldrig har regnet ud, hvad det koster at se velplejet ud, som taler om naturlig skønhed.
Kan du følge mig? spørger jeg. Du siger ligestilling og mener, at du ikke vil betale for min mad. Men du forventer stadig at sidde over for en velplejet, flot kvinde. Al den tid, de penge, de kræfter nu skal alt det bare være givet væk.
Men I kan jo godt lide det? forsøger Henrik. I elsker jo at pynte jer.
Jeg griner. Oprigtigt, uden sarkasme.
Jo, det føles dejligt at være pæn. Men det føles endnu bedre bare at være sig selv. Hellere sove en time længere end bruge tid på makeuppen. Gå i noget behageligt i stedet for at tænke over negle og hår eller om skoene gnaver.
Han ser på mig, som om jeg har tabt sutten.
Sandheden, man ikke altid vil høre
Vi bliver siddende i små fyrre minutter endnu, snakker lidt om jobbet og sommerplanerne. Stemningen ændrer sig han blev lidt forvirret, og jeg blev mere eftertænksom.
Da vi skulle til at gå, delte vi regningen. Han betalte for sin salat og kaffe, jeg for min. Lige og ærligt.
Vi sagde pænt farvel. Han sagde, det var hyggeligt at møde mig. Jeg sagde ligeså. Vi har ikke skrevet sammen siden.
Men jeg fortryder intet. Det lille eksperiment forklarede egentlig alt både om Henrik og om den tid, vi lever i.
Vi er kommet ind i en mærkelig tid. Alle taler om ligestilling, selvstændighed, partnerskab. Mænd vil have kvinder, der kan klare sig selv og ikke forventer økonomisk støtte. Fint.
Men kravene til kvinder er stadig de samme. Måske endda større. Man skal være perfekt, tjene egne penge, have karriere, udvikle sig og stadig ligne en model.
Hvis hun møder op i behageligt tøj, uden makeup og høje hæle, undrer manden sig: Var du ikke forberedt?
Spørgsmålet, vi alle må stille os
Ligestilling handler ikke kun om at splitte regningen, men at investere lige meget tid, kræfter, omsorg, nærvær.
Hvis en mand ikke vil betale jeg respekterer det. Men så kan han heller ikke forvente, at en kvinde bruger timevis på at gøre sig klar.
Hvis vi skal være lige, må det gælde på alle fronter. Ikke nogen mærkelig forundring over, at jeg kom i jeans og sneakers og ikke i kjole og stiletter.
Jeg er for ligestilling. Men den starter med ærlighed: over for sig selv og hinanden. Med forståelsen for, at skønhed koster noget.
Nu, hvor jeg ser folk skændes om det på sociale medier, nogle råber: Mænd skal betale! andre: Kvinder er for materialistiske! Alle har lidt ret og lidt uret.
Det handler ikke om, hvem der betaler. Det handler om de værdier og den ærlighed, relationer bygges på.
Henrik ønskede ligestilling og fik det. Virkelig. Det var bare noget andet, end han havde forestillet sig.
Hvad tænker du? Hvor går grænsen mellem rimelighed og omsorg? Selvstændighed og varme? Ligestilling på papiret og i virkeligheden? Jeg søger stadig svaret.