BEDRE AT VÆRE ELSKET HUSTRU END EN EKSEMPLARISK DATTER
– Solveig, vælg nu: enten mig, eller dine gamle forældre! – denne gang var min mand fast og bestemt.
– Rasmus, du ved jo, jeg følger dig, uanset hvor det går hen. Men afvis ikke mine forældre. Du sagde jo selv, at de er gamle. Vær nu lidt barmhjertig…
– Jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Du kan besøge dem, hvis du absolut vil være den perfekte datter, – Rasmus gav mig et blik fyldt med bebrejdelse.
… Første gang jeg blev gift, var det med en mand, der havde tjent i Kosovo. Søren virkede modig og frygtløs ved første blik. Og det var han faktisk. Major, dekoreret, erfaren soldat.
… Vores søn Mikkel blev født. Mine forældre kunne ikke få armene ned af begejstring over deres svigersøn og barnebarn.
– Nå, nu, lille Sol, kan mor og jeg trygt dø. Søren er en standhaftig mand. Vores sjæle er roligt. Vi har givet dig væk til en god mand, skuff os ikke, – min far gentog altid, hvor fantastisk min mand var, når han fandt lejlighed.
… Søren interesserede sig ikke for vores søn. Mikkel ville til sin far, men far – han skulle fiskes, han skulle til møde med veteranerne, eller også havde han bare ikke lyst…
Til sidst begyndte Mikkel også at ignorere sin far.
Og det blev værre. Søren ramtes af dybe depressioner. Det var bedst ikke at komme tæt på ham. Jeg begyndte at holde mig væk. Mikkel var fem, da Søren, fuld som et æsel, tog sin uniform på og truede Mikkel med sin dekorerede tjenestepistol. Det blev det sidste for mig. Jeg kunne se, at Søren var psykisk syg. Krigen satte sine spor. Jeg ville ikke gamble med min søns liv – eller mit eget. Vi blev enige og gik fra hinanden.
Mine forældre hældte gift ud over mig, da de fik det at vide:
– Du er en dårlig kone! Hvor finder du sådan en mand igen? Du vil fortryde det!
Men jeg fortrød aldrig. Tværtimod blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg havde taget det rigtige valg. Søren blev bare en afsluttet side i min livsbog. Han søgte hustru længe, og senere giftede han sig med en døv kvinde.
… Anden gang gik det hurtigt. Mit arbejde krævede, at jeg ofte rejste ud til små byer, lavede aftaler. Og sådan mødte jeg Rasmus Pedersen, en chef i en af landsbyerne. Høj, flot, venlig. Han charmerede mig straks. Den dag var vi uenige om noget, så jeg måtte besøge hans kontor et par gange mere. Et behageligt venskab opstod.
– Solveig Jensen, vil du med ud og spise? Jeg sørger også for transport hjem, – Rasmus Pedersen kyssede galant min hånd.
Jeg nikkede, accepterede. Mikkel var hos mine forældre, så jeg kunne slappe af i selskab med en spændende mand.
Så gik det stærkt…
En stormende forelskelse, brændende passion.
Rasmus er seks år yngre end mig, skilt og har en datter på syv.
Det stod klart, at mine forældre ikke ville bryde sig om Rasmus. Alt for ung, alt for pjattet, ret uerfaren. Men jeg var ligeglad. Jeg elskede ham mere end nogen anden. Andres meninger betød intet.
– Mor og far, jeg bliver gift. Rasmus og jeg inviterer jer på restaurant, – det var svært for mig at sige.
De måbede:
– Du må spøge, Solveig? Vi troede, du skulle forenes med Søren igen. I har jo et barn.
– Glem Søren, ligesom han har glemt Mikkel. Punktum. I møder Rasmus i morgen. Ikke bring min eks op – det er upassende, – jeg havde mine bange anelser.
Rasmus købte gaver til mine forældre og kom med et forslag:
– Efter brylluppet kunne jeg godt tænke mig at vi bor sammen, alle sammen. Tiden går, I bliver ældre. Vi hjælper gerne til, handler ind, henter medicin, ringer til lægen… Hvad siger I?
Far tænkte lidt:
– Ja, måske har du ret. Men hvor skal vi bo? Mor og jeg har kun en lille lejlighed. Solveig har også sin, efterladt af eksmand. Hvad med dig, svigersøn?
– Drømmer om et tre-etagers hus. Bygger det, så flytter vi alle ind sammen, – Rasmus smilte og sendte et samlende blik rundt.
… Det blev en festlig bryllup. Rasmus gav mig et uforglemmeligt krydstogt på Middelhavet. Med tiden oplevede vi hele Europa. Mikkel og Rasmus datter var altid med. Rasmus ekskone gav glade datteren med på rejser.
Rasmus tog Mikkel til sig som sin egen. Men jeg kunne ikke komme tæt på hans datter, Freja. Hun så altid på mig med et halvfornærmet blik, sagde ikke meget, hviskede til far.
… Tre år senere flyttede vi ind i vores nye hus, tre etager, placeret i en landsby, hvor Rasmus selv var fra. Der var nok jord til have, køkkenhave, alt hvad man kunne drømme om. Rasmus var en fantastisk svigersøn. Alt blev tænkt på mine forældres bekvemmelighed: køkken og soveværelse på nederste etage, så de ikke skulle op ad trapperne. Mikkels værelse øverst: “Ungdommen kan løbe lidt.” Vi boede på anden sal. Ude: sommerkøkken, garage til tre biler.
… Senere blev der givet motorcykel til Mikkel til hans tyveårs fødselsdag; bil til mig til min runde dag; spa-ophold til svigermor; lille båd til svigerfar, til hans elskede fiskeri.
Mine forældre og Mikkel tog det hele for givet, de forstod ikke Rasmus varme og gavmildhed. Jeg hørte altid små brok, utilfredshed, spydige kommentarer imod ham. Rasmus prøvede bare at ignorere det hele:
– Solveig, jeg vil have fred. Så må dine forældre viske bag min ryg. Jeg har ren samvittighed. Jeg gør alt for hjemmet, respekterer de gamle. Hvad mere kan jeg gøre? Jeg ved det godt: Idéen om den perfekte svigersøn er Søren. Men jeg kan ikke hoppe over min egen skygge. Som man siger: splitter du dig i to, spørger de, hvorfor ikke i fire.
Sådan fortsatte livet, vi blev mere fremmede for hinanden. Mine forældre forstod aldrig, at forhold er et tovejs projekt, ikke bare bulldozer i én retning.
Tiden gik…
Mikkel tog en pige med hjem og proklamerede:
– Det er Alma. Vi bor i mit værelse nu.
– Undskyld, hvem er hun? Kæreste? Hustru? – jeg var skeptisk.
Mikkel tog hende i hånden og slæbte hende ind på værelset.
Nå, tænkte jeg, han er voksen. Det må hendes forældre bekymre sig om, ikke mig. Han bringer ikke skam…
Men Alma var ikke sådan at slå ud, og hun fik mig faktisk til at spekulere over hendes adfærd.
– Solveig, vi vil flytte op på anden sal. Vi får barn. Tag en snak med de gamle, ikke? – Alma sad i køkkenet, krydsede ben og røg, drak min kaffe.
Hun sagde Solveig og Rasmus, ikke Jensen, ikke Pedersen:
– Det er gammeldags. Alle er lige.
– Alma, tag det roligt. Det er stadig mig, der bestemmer her. Vis respekt for Mikkels bedsteforældre. Hvis du ikke er tilfreds, står dørene åbne…
Alma råbte til Mikkel:
– Mikkel, hørte du? Solveig smider mig, gravid, ud!
Pludselig kom Mikkel løbende og skubbede hårdt til mig. Jeg faldt, ramte hovedet mod bordhjørnet, og endte på hospitalet med hjernerystelse. Jeg lå på en udtrukket seng, græd bittert og magtesløst.
Mikkel, som jeg aldrig havde nægtet noget, elsket, plejet, havde løftet hånden mod mig! For den… pige. Forresten, det viste sig senere, at der slet ikke var en graviditet.
Da Rasmus kom hjem og fik det at vide, var han rasende og ringede til politiet. Men jeg nægtede at anmelde min egen søn. Sagde, jeg bare var faldet.
Skuffelsen satte sig dybt. Mikkel havde byttet sin mor ud med en sjuskepige.
Jeg glemte skænderiet, da jeg blev rask. Der sker jo altid noget i store familier. Det ordner sig. Da jeg kom hjem, knælede Mikkel:
– Undskyld, mor! Jeg var idiot.
Jeg kyssede hans hår og blev rørt. Han forstod.
Jeg troede, nu var der endelig fred og harmoni. Men nej…
Om aftenen sagde Rasmus til mig i sengen:
– Ved du, at Alma var i vores seng, mens du var på hospitalet?
Jeg stirrede:
– Hvordan?
– Vågnede om natten. Alma stirrede på mig. De havde været til fest. Mikkel sov tungt. Jeg spurgte, hvad hun ville. Hun lagde sig ved siden af mig, spandt som en kat.
– Og?
– Jeg smed hende ud og gik i seng igen, – Rasmus talte sandt.
Det var for meget! Hvad gjorde jeg? Fortalte Mikkel, han troede mig ikke. Alma ville benægte, skyde skylden på mig. Jeg lod tiden bestemme.
Mine forældre begyndte at piske mig mod Rasmus:
– Solveig, din mand er en skørtejæger! Når du er på forretningsrejse, ligger han med sække. Smid ham ud!
Når nogen gentager det samme tusind gange, begynder du at tro det. Livet blev uudholdeligt. Hvorfor skulle de altid skabe drama? Vi begyndte at skændes for ingenting. Til sidst gik Rasmus ud af huset. En måned så vi ikke hinanden.
Min veninde ringede:
– Solveig, hej! Jeg så lige din mand med en fremmed kvinde. De snakkede kort og gik hver deres vej. Ved du noget?
Sikke en idiot jeg var! Der er ikke noget ved at lade sådan en mand være alene for længe. Rovfugle slår til med det samme.
Men jeg fik ham tilbage i mine arme. Det var bare Rasmus og hans datter Freja, som han gik tur med. Hun vil ikke giftes, bygger karriere, gør sig kostbar. Hun er blevet 25.
Efter den måned væk tænkte Rasmus over tingene og traf beslutning:
– Vælg nu, Solveig: enten mig, eller dine forældre. Ellers går vi fra hinanden snart.
Jeg havde ondt af mor og far, de var blevet gamle og svage. Men hver gang Rasmus blev nævnt, vågnede de og kritiserede ham. De havde altid masser af grove ord til ham. Rasmus fik aldrig smeltet deres hjerter.
Så flyttede vi fra dem, købte et lille hus med tre værelser i en landsby. Huset kræver lidt renovering – småting! Der er ti hundrede kvadratmeter have, og ingen blander sig. Ikke noget med at tilpasse sig. Hellere drikke vand i glæde end honning i sorg.
Mine forældre ringer og forbander:
– Du er ikke vores datter! Du lod gamle mennesker i stikken! Du løb efter din hundemand! Alma smider os ud, truer med at sætte os på plejehjem…
Lad din mand få lamme ben! Han har ødelagt livet for os!…
… Og vi lever stille og lykkeligt sammen, Rasmus og jeg, kærlighed og fred. Vi blev velsignet i landsbyens kirke.
