Mor! Åh, det er bare ikke til at holde ud Signe smækkede brættet ned med væmmelse og trykkede på skylleknappen. Kan det virkelig være så svært at skylle ud efter sig!
Med vrede i kroppen gik hun ud af badeværelset og ind til sin mors værelse.
Grethe Sørensen sad på sengen, helt sammenkrøbet. Lille, skrøbelig, nærmest gennemsigtig. Hvornår blev hun fra at være stærk og rank til så lille og hjælpeløs?
Signe, har jeg glemt det igen? Grethe så fortumlet op på sin datter med bange øjne. Undskyld skat, du ved jo, det er ikke med vilje.
Mor, hvad skal jeg gøre med dig? Det er én ting, at jeg ser det, men både Mikkel og Hugo ser det jo også.
Undskyld, undskyld, Signe. Jeg skal nok prøve at huske det, bad Grethe Sørensen og så på datteren med et ydmygt blik.
Åh, hvad kan man gøre, sukkede Signe og forlod værelset.
Mor blev gammel med lynets hast. Signe kunne så tydeligt huske, hvor selvstændig, klog og stærk Grethe havde været. Man kunne altid spørge hende om råd eller bare snakke hyggeligt.
Hun var både klog og hjertevarm, altid glad. Alle Signes veninder havde gennem barndommen sagt, at hun var heldig med sådan en mor.
Ingen havde sådan en mor. Signe havde altid vidst, at hun kunne støtte sig til Grethe, uanset hvad. Men nu Nu havde alderdommen sneget sig ind. Ubehagelig, kold, klistret og underlig.
Man kunne ikke spørge til råds mere, ikke slænge sig ved hendes fødder og lade tårerne løbe over, når chefen var urimelig eller livet pressede. Mor var nu som et barn. Dumt og langsomt barn.
Signe gik ud i køkkenet, hvor Mikkel, hendes mand, og den femtenårige søn Hugo sad ved bordet. De var dybt optaget af en kryds og tværs, og Signes vrede lagde sig lidt af synet.
Mor? mumlede Hugo pludselig. Hvorfor skærer du kødet så stort i suppen?
Jeg ved ikke, skat, Signe blev lidt forvirret. Er det dårligt? Kan du ikke lide det?
Jeg kan godt lide det, Hugo sagde det distraheret, mens han nørklede med puslespillet. Men farmor kan ikke tygge det. Hun tager det ud af munden og lægger det på bordet.
Synes du, det er ubehageligt? Signe nikkede forstående og sagde undskyldende: Jeg skal nok sige til farmor, at hun ikke skal gøre det.
Nej, det er okay, fortsatte Hugo, stadig optaget af puslespillet. Men det betyder vel, at farmor spiser dårligt, og det er ikke sundt.
Ahh, Signe tænkte sig om. Jeg vil skære det mindre fremover.
Lav hellere frikadeller, Hugo så op på hende. Som du gjorde til mig, dengang jeg mistede mine tænder og ikke kunne tygge. Farmor lavede jo også frikadeller til dig, da du var lille.
Det gjorde hun, Signe sagde, mens hun blev rød i kinderne.
Og Signe, sagde Mikkel pludseligt. Du skal ikke skælde Grethe ud over toilettet. Jeg og Hugo skal nok klare det. Ellers bliver hun bare flov overfor os, når du er hård ved hende.
Ja, mor. Lad være at skælde farmor, Hugo så på Signe med store, åbne øjne. Og jeg lover dig, jeg aldrig vil skælde dig og far ud, når I bliver gamle.
Okay, skat, Signe gik ud af køkkenet, med tårerne truende bag øjnene.
Hun stod lidt i gangen og prøvede at finde ro. Så gik hun ind til sin mor.
Mor, sagde hun til Grethe, der sad ved vinduet og kiggede ud. Mor.
Ja, Signe? Grethe vendte sig. Er der noget galt, min egen?
Fordi jeg er dum og rå, Signe lagde hovedet på sine mors knæ Og utålmodig. Og vred.
Signe, lad nu være, sagde Grethe med alvor. Jeg bryder mig ikke om, du snakker så om dig selv. Hvor kommer det fra pludselig?
Love mig, at du ikke dør, bad Signe pludseligt, mens tårerne flød.
Skat, hvorfor dog? Grethe strøg Signe over håret. Jeg bliver her. Jeg har ikke tænkt mig at dø.
Jeg er så bange for, hvis du ikke er her. Hvordan skal jeg klare mig alene?
Signe, jeg er her. Du er aldrig alene. Hvad er det, du går og spekulerer på?
Nej, nej, det er okay, Signe tørrede tårerne væk og rejste sig. Nu går jeg ud og laver aftensmad. Vil du have suppe med frikadeller?
Ja, det vil jeg, Grethe smilede til hende.
“Hvorfor hakker jeg sådan ud på hende som en arrig hund,” tænkte Signe. “Selv Hugo bemærker det. Det er pinligt en teenager forstår det bedre end mig. Jeg er jo selv bange for tanken om at miste hende Jeg skal ikke skælde ud mere. Må Gud straffe mig, hvis jeg gør det igen.”
Mor! Åh, du igen! – Nina smækkede toiletlåget i med afsky og trykkede på skylleknappen. – Er det vir…
