Vi har ret til at leve for os selv
Siden vores datter blev gift, er der gået flere år, men det føles, som om vi hver måned glider længere væk fra hinanden. Jeg synes, hun har glemt sine forældre helt. Jeg savnede hende, så jeg tastede Astrids nummer. Der gik lang tid, før nogen svarede, og til sidst hørte jeg hendes stemme:
– Ja, det er Astrid.
– Hej min skat, det er mor. Du lyder forpustet er du i fitnesscentret som altid? Er det et dårligt tidspunkt?
– Nej, jeg vasker Mikkels bil.
– Hvorfor er det dig, der gør det?
– Hvem skulle ellers? Jeg vil ikke betale en formue for at få den vasket.
– Held og lykke med det, min søde. Men grunden til at jeg ringer, Astrid vil I ikke komme på søndag med Mikkel? Far og jeg har bryllupsdag. Vi kan grille lidt, hygge og snakke sammen…
– Hvorfor har I pludselig besluttet jer for at fejre det? Er det krise i alderen? sagde Astrid spidst.
– Vi har været gift i tredive år. Det skal da fejres.
– Undskyld mor, det går ikke. Vi er inviteret til bryllup. Mikkels bedste ven gifter sig. I får flere bryllupsdage, men første bryllup er specielt.
Jeg slugte klumpen i halsen og kunne kun svare:
– Det er ærgerligt, vi savner jer så meget.
– Vi savner også jer, mor, men man kan ikke sige nej til folk. Tag det ikke tungt, vi skal nok fejre jer. Senere…
– Okay, forsøgte jeg at skjule min skuffelse. Jeg ringer til din bror.
Men desværre havde vores søn også sine egne planer. Da jeg lagde på, græd jeg som en skolepige skuffelsen kunne ikke stoppes.
– Hvad er der, Nina? spurgte min mand Søren forvirret, da han kom hjem.
– Ikke noget særligt, min kære, det er bare, at børnene ikke kan komme til vores bryllupsdag, og jeg havde sådan glædet mig til at samle alle om bordet.
– Kom nu, du skal ikke jamre! Det er jo vores fest, ikke deres.
Den nat kunne jeg ikke sove. Det føles som en sten på brystet, og skuffelsen bliver ved med at vise mig nye billeder. Hvad har jeg gjort forkert? Vi har uddannet begge børn, sørget for at de har et sted at bo, gjort alt så de ikke manglede noget og nu er de som fremmede. Søren prøvede at berolige mig:
– Du, de har deres egne familier nu. Vi har hinanden, det er nok. Jeg kan dryppe lidt baldrian til dig?
– Har allerede taget det. Du er jo altid på arbejde, jeg er alene. Jeg savner nogen at tale med. Tomheden, Søren.
Næste dag kom Søren hjem tidligt.
– Noget på arbejdet?
Han strålede og rakte mig en buket, han havde gemt bag ryggen.
– Den er til dig! I morgen tager vi på ferie ved søen en hel uge.
Huset, Søren havde lejet, var virkelig smukt. Overalt blomster og udsigt til søen fra vinduet.
Da jeg vågnede om morgenen, lå sengen tæppebelagt med blomster, og der var farverige balloner i hjørnerne. Da jeg gik ud for at vaske mig og kiggede i spejlet, var der skrevet Tillykke med bryllupsdagen, min elskede!.
Jeg blev så lykkelig, at jeg næsten tudede. Jeg kiggede ud af vinduet og så min mand med en flettet kurv. Jeg tænkte, hvilket overraskelse han nu havde til mig. Da jeg tog kurven, hørte jeg et lille pip, løftede et klæde og så en lille rød pelsklump.
– Hvad siger du? Vil du tage imod den? Søren strålede som poleret sølv.
– Søren! Det er den bedste fejring i mit liv.
Vi havde nærmest en uge-kort bryllupsrejse, men oplevelserne rækker til mange år. Da vi kom hjem, ringede telefonen uafbrudt. Børnene savnede os:
– Mor, har I ingen samvittighed? Vi prøvede at få fat i jer, men I var ikke til at nå!
– Tag det roligt, svarede jeg Astrid, vi har lov til at tage afsted og slappe af med hinanden, har vi ikke?
– Jo selvfølgelig. Men du ringer ikke, du spørger ikke til os.
– Men du har jo nogen til at passe på dig. Far og jeg har valgt at leve for os selv nu.
– For jer selv?! Mor, hvad sker der?
– Vi har bryllupsrejse og vi har ikke tid til jer lige nu.
Siden da har vi haft bryllupsrejse i et år. Børnene blev mere opmærksomme, Søren sagde sit job op, og vi lærte at klare os med mindre for vi har hinanden.
