– Mormor, du skal nu ikke bekymre dig. Jeg har købt masser af mad til digja, bare kig i køleskabet, det er proppet til randen! Pølser, frikadeller, yoghurt, du mangler ingenting. Vejret er jo alligevel så regnfuldt, så du behøver faktisk slet ikke gå ud. Slap af, se fjernsyn, og bare hyg dig. Om lidt er det sommer, og så skal du sikkert til at plante dine grøntsager igen, jeg fatter ærligt talt ikke, hvorfor du gider mormor! Nå, nu har Viktor lige skrevet en SMS, at han er kommet. Han skal lige ind efter nogle ting, så du græder bare ikke, mormor. Tiden går hurtigt; vi er hjemme igen om ti dage, så du når ikke engang at savne os. Måske får du slet ikke lyst til at tage hjem til din landsby igen, så godt som du får det her!
Døren gik op, og Anna’s mand Viktor kom ind, – Goddag, Karen Madsen, og tak fordi du vil bo hos os, mens vi er på ferie. Anna er helt ude i hampen over katten og sine blomster, – han vendte sig til Anne, – Nå, er du klar? Anne nikkede, lynede tasken, kastede jakken over skuldrene, – Farvel, mormor, jeg ringer straks vi er fremme. Karen Madsen krammede sin barnebarn og Viktor, og hun nåede da også lige at sende dem et lille diskret kors med hånden til vejen. Nu får de da lov at komme afsted, Anne trænger virkelig til at slappe af, hun har jo kun arbejde i hovedet. Gudskelov at hun endelig har fået sig en mand. Og pyt med at de ikke holdt bryllup, det gør man jo ikke, når man er over tredive. De har ikke så mange penge, og ærligt, hvad skulle folk ikke tænke? Nej, bare de nu lever godt, og måske får de nogle børn. Viktor virker ret fornuftig, det er bare lidt ærgerligt han ikke er her fra byen, tænkte hun og sukkede, gik lidt rundt i lejligheden og satte sig omhyggeligt på sofaen. Katten Misse sprang straks op på hendes knæ, lagde sig til rette og begyndte at spinde højlydt.
– Nå, Misse, så er det bare os to tilbage. Jeg ved altså ikke, hvordan I lever her! Da jeg kom ud af lejligheden i går, så fløj naboen til venstre ud af sin dør, hverken hej eller farvel. Når jeg går ned gennem opgangen, så glider folk forbi som robotter, ingen siger et ord. Hvilket mærkeligt folk, I har!
Ikke særlig imødekommende, vel, Misse? Hjemme hos mig, der er naboen Børge Søren, han er egentlig lidt træls, men jeg savner ham nu alligevel. Hans høns løber tit ind til mine bede og roder rundt, så står jeg og skælder på ham. Men han kommer altid bagefter og undskylder og giver en lille værtindegave. Her? Her er der bare kedeligt tomhed, ingen snakker med nogen, hvordan de lever, begriber jeg ikke.
Efter tre dage brød solen gennem skyerne, og Karen Madsen besluttede at gå ud og få lidt frisk luft. Hun ville købe et frisk brød og mælk, for de har jo kun yoghurt og fløde, og havregrød kræver altså mælk.
Hun gik ud af opgangen og skar næsten ansigt i solenit var da helt utroligt stærkt. I butikken valgte hun et brød, mælk og snuppede også nogle wienerbrød, kunne ikke dy sig. Så kom hun til kassen og begyndte at rode i lommerne, kiggede i netposenmen nej, ingen pung. Hun så forvirret på folk, måske var der nogen, der havde stjålet den? Eller havde hun mistet den selv? Øv, hvad nu?
– Dame, enten betaler du, eller så flytter du dig, du laver kø, lød det brat fra kasseren, der resolut satte brødet til side. Åh, hvor det gjorde ondt, alt er så fremmed her. Hjemme hos Gerda i købmanden, hun ville bare have sagt, “betal når du kan, Karen,” men her er der ingen, der ser hende, folk glider forbi, sender ikke så meget som et blik.
Tårerne pressede sig på hos Karen Madsen. Men pludselig trådte en ung fyr frem, rakte pengene til kasseren, – Lad mormor få sit brød og mælk, jeg betaler. Samtidig puttede han det hele ned i hendes pose, – Jeg følger dig lige hjem. Karen blev helt betuttet, takkede ham gang på gang, lovede at betale tilbage, men han rystede bare på hovedet, – Nej, mormor, jeg arbejder jo allerede, du skal ikke tænke på det, bare tag det roligt.
De nåede hjem, hvor et ældre par sad på bænken ved hendes opgang. Da de hørte, hvad der var sket, ømmede de sig og spurgte om det var mange penge. Nej, pungen var ikke at finde, men de havde heller ikke set den.
Hun gik indenfor og satte sig tungt ved dørenhvor var det trist, men hun var dog taknemmelig for den unge mands hjælp. Pludselig ringede det på døren. Anna havde sagt, hun ikke skulle åbne for nogen, men det ringede igen, og Karen syntes det var pinligt at lade det være. Det var det ældre par fra bænken: – Hej, vi er naboerne nedenunder, jeg hedder Poul, og det er min kone Inge. Vi har talt om detsådan noget kan ske for alle, så her er lidt til dig, – og rakte hende en pengeseddel. Karen ville have nægtet, men de insisterede. Så inviterede hun dem på te, og det sagde de da straks ja til. En halv time senere? Så ringede det igen. Endnu flere naboer kom for at hjælpe, de havde hørt om uheldet, hvad sker der hér!
Inden Anna og Viktor vendte hjem, blev Karen næsten lidt sørgmodig over at skulle tage afsted – Hør nu, Misse, der er gode folk overalt, det skal jeg love dig! Jeg strikker både strømper og vanter til alle Annas rare naboer! Jeg sylter agurker og kommer tilbage med gaver til dem til efteråret. Og du, Misse, glæd dig, jeg kommer til at savne dig!
Anna og Viktor kom hjem glade og afslappede. Anna krammede Karen, – Tak mormor, – og hviskede så hemmelighedsfuldt – Du, mormor, jeg skal fortælle dig noget, vi skal have en baby! Kan du forestille dig det? Du skal komme på besøg, hjælpe mig lidt, for jeg er så klodset, okay mormor?
Karen omfavnede sit elskede barnebarn, – Selvfølgelig kommer jeg, hvor skulle jeg ellers tage hen? Og nu har jeg jo også fået venner her. Så jeg kommer tilbage. Det er godt her hos jer, og folk omkring er så venlige.
Utroligt venlige naboer, faktisk!
