Jeg opdragede Ida alene. Hendes vildfarne mor, danserinde blev grebet af kærlighed til en kollega for seks år siden og stak af med ham til Paris. Vores datter var dengang kun syv år gammel.
Gå ud og kig på din unge! Hun render igen rundt med nogle ballademagere. Hele legepladsen er jo et cirkus.
Naboen, Kirsten, havde som altid masser på hjerte.
De skulle alle sammen spærres inde, jeg siger dig! Det er sgu synd for enhver, der bor her.
Så vidt jeg husker, Kirsten, var du ikke helt uskyldig selv dengang. Eller hvad?
Uff, hvor er du fræk!
Jeg smuttede ind i min lejlighed og lod Kirstens råb i opgangen passere som vind i træer. Kastede et blik ud af vinduet, åbnede det lidt. Ude fra legepladsen lød en forvrængt guitar og ikke helt ren sang, afbrudt af latter. Jeg havde tillid til min datter, men nabokonen tærede på tålmodigheden. Jeg fandt mobilen frem, rullede ned til Min kloge pige.
Ja, far?
Hvor længe har du tænkt dig at rende rundt?
Hvad er nu det?
Kom hjem og vis mig din karakterbog!
Ida grinede og sagde:
Du gav mig lov til klokken elleve, husker du? Karakterbogen ligger på bordet, tjek selv. Hils Kirsten.
Hvilke spørgsmål kunne jeg have til Ida? Karakterbogen var fuld af 12-taller. Hjemmet var ryddeligt. Hun havde endda lært at lave mad. I starten var det lidt kluntet, men hun købte for sparede lommepenge en kogebog vist En million menuer, og øvede sig i weekenderne. Om aftenen ventede vennerne, dagen brugte Ida på huset.
Hvorfor er du venner med dem? Kirsten siger, de er banditter.
Ida sukkede, forklarede tålmodigt til mig, som til en hjælpeløs:
Vi er bare alle lidt problemer bag kulissen det er dét, der har samlet os. Du ved fra ikke-helt-fulde familier. Det er det, der har forenet os. Ingen af os har selv valgt forældre, vel? Banditagtigt det handler bare om at spille guitar, lave lidt gymnastik på stangen. Vi ryger ikke, vi drikker ikke.
Kirsten siger, I sviner.
Åh, drop den gamle dame!
Ida! Hun er voksen. Sådan taler man ikke om folk.
Om kloge nej. Om hende hvis det er sandt, hvorfor så ikke?
Ida, hvorfor hænger du ikke ud med dine klassekammerater som alle andre normale børn?
Ida rynkede sådan sjovt på næsen og sagde:
Keder mig. Og far, du ved, vi laver faktisk ikke noget forkert! Du kender mig.
Jeg kendte hende. Men hendes alder gjorde mig lidt nervøs trods alt teenagepige. I dag ryger hun ikke, i morgen hvem ved?
Hvorfor stod Ida gemt som Min kloge pige på min telefon? Fordi hun var. Hun blev tidligt uden mor og måtte vokse hurtigt op. Skolen var let for hende, hun var dygtig. Og med husholdningen fandt hun også ud af det med tiden. Hun mærker sit ansvar og modenhed, og det kan hun lide. Om sin mor spurgte hun aldrig. Siden den dag Line, skamfuldt og rodet, prøvede at forklare noget om kreativ udtryksform og inspiration, og gemte sin letsindige natur bag høje ord. At jeg overhovedet giftede mig med hende, tænker jeg helst ikke på. Vi talte aldrig om Idas blufærdige mor.
En dag prøvede jeg at arrangere mit privatliv med vores bogholder, Camilla. Trediver, single og dejligt rund. At jeg havde et barn, generede hende ikke. Jeg sendte Ida med nød og næppe til bedstemor det var hun ikke glad for, for min mor havde det med at ynke hende og fik endelig Camilla hjem til os.
Din datter er vel nok dygtig! hun roste vores orden. Man kan mærke, der er en kvinde i huset. Hvor gammel er hun nu?
Fjorten.
Hvor gammel var hun, da din kone smuttede?
Syv år. Lad nu, jeg vil ikke snakke om det. Kom herover
Camilla var nervøs ville Ida acceptere hende eller ej? Jeg håbede det bedste.
Ida blev træt af at kede sig hos bedstemor og tog hjem. Min mor forsøgte at advare mig, men jeg havde glemt mobilen i jakken og hørte ikke noget. Camilla vimsede rundt, vaskede og lavede mad, jeg så fodbold i tv. Højt. Var ved at falde ned fra sofaen, da mit barn pludselig stod i stuen, kiggede på Camilla, der sang i køkkenet. Ida tog fjernbetjeningen, sænkede lyden, og råbte:
Og hvorfor hænger der røde faldskærme ude på altanen?
Camilla blev dybt fornærmet og kom aldrig igen. Vi fandt lidt sammen hos hende, men så ebbede det hele ud.
Du saboterede mit privatliv! sagde jeg til Ida med overdreven drama.
Far, hvorfor skulle du have en kone, der tørrer trusser på altanen? De er jo alle ens! De bruger dig og smutter jeg bliver hos dig for evigt!
Vi grinede. Det var faktisk ret hyggeligt at være bare os to. Livet kunne man jo have uden for huset ingen grund til at gå helt amok og gifte sig igen.
En morgen Ida var seksten ringede det på døren. Jeg sad med kaffe i køkkenet, Ida kom ud af toilettet i pyjamas og vinkede til mig:
Spis roligt, jeg åbner.
Jeg gik tilbage til kaffen, nåede dårligt at få fat i koppen. I gangen hørtes et pludrende kvindestemmer, som blev afbrudt af Idas skarpe stemme:
Stop nu! Stilhed, tak!
Hun kom ind, og sagde uden at kigge mig i øjnene:
Det er dig, det skal snakkes med.
Og gik ind på sit værelse. Lukkede døren.
Jeg gik ud og fandt Line, min ex, slæbende på en kæmpe kuffert.
Hej, Søren! Jeg siger dig Ida er jo blevet voksen! Helt klar til at blive gift. Hjælp mig lige!
Kirsten dukkede op fra hendes lejlighed, åbnede munden, men lukkede den igen og sendte mig et blik fuld af medfølelse.
Goddag, Kirsten hilste Line.
Naboen fnøs og lukkede døren.
Hvad vil du her? spurgte jeg så tørt jeg kunne.
Søren, hvad er der i vejen? Jeg er lige landet. Har taget gaver med!
Jeg var ordløs.
Men hvor skal jeg være?
Jeg gik i køkkenet og prøvede at få fokus. Line lignede sig selv ni år havde ikke forandret hende meget. Hvad laver hun her?
Hun lykkedes med at få kufferten ind, trampede over det nyligt vaskede gulv.
Søren, hvad er der galt? Er I ikke glade for mig?
Så er den kreative søgen slut, eller hvad? Vi har ikke ventet på dig du kan bare tage tilbage, hvor du kom fra.
Men Ida har brug for en mor, sagde Line med bøjet hoved.
Seriøst? Ni år var det altså ikke nødvendigt, ifølge hende. Jeg gik hen og bankede på Idas dør. Hun tog ét øretelefon af og spurgte roligt:
Hvad så? Jeg lytter til juridiske forelæsninger.
Ida havde planer om jura-studiet.
Jeg vil ikke forstyrre. Hvad skal jeg gøre med hende?
Hun pillede den anden af og lod mig ind. Lukkede døren.
Vil du høre min mening?
Ja, det er vigtigt! Vi er jo familie!
Præcis. Vi ja. Hun nej. Samme blod gør ikke folk til familie. Hun er ikke min familie. Dine beslutning, far.
Du har ikke brug for din mor?
En mor ville jeg have haft brug for. Men den slags? Nej.
Det var rigtigt. Men problemet var, at jeg aldrig var blevet skilt fra Line, og hun havde stadig adresse hos os. Jeg forklarede Ida det.
Så jeg kan faktisk ikke smide hende ud reglerne, ikke? Du læser jo regler nu.
Hvordan kunne du ikke blive skilt på alle de år?!
Det virkede ikke nødvendigt…
Ida krammede mig viste at vi var familie, at vi kunne klare alt sammen.
Line blev prøvede endda at være en del af familien. En aften kom jeg hjem og hørte samtale i køkkenet:
Kan du virkelig aldrig tilgive mig? græd Line. Jeg er din mor. Jeg var ung og dum. Jeg er ked af det!
Du har ikke ændret dig! Okay, jeg tilgiver dig, far tilgiver dig så smutter du igen til et eller andet land.
Nej! Nej, datter…
På det tidspunkt stod jeg bag døren. Line prøvede at kramme Ida, men Ida afviste hende:
Nej! Jeg er en pindsvin, og jeg vender aldrig maven til dig igen, mor!
Der var så meget sarkasme og smerte i ordet mor, at det gjorde ondt helt ned i sjælen. Min stakkels Ida! Udvendigt cool, men indvendigt hvad må hun ikke kæmpe med hver dag?
Line flyttede hurtigt igen. Før afgang spurgte hun om jeg ville skilles. Det ville jeg. Og det gik hurtigt. Hvor min kreative ex endte jeg aner det ikke. Hvorfor hun overhovedet kom heller ikke. Vi så hende aldrig igen og hørte intet. Efter Lines afgang faldt alt tilbage til vores rutine. Ida studerede, lavede hus, gik om aftenen ud med sine problembørn. Måske havde hun en kæreste jeg vidste det ikke. Jeg vidste én ting: Jeg kunne stole på hende. Vi var familie.
Gift dig, far sagde hun engang. Jeg vil have du er lykkelig. Og, undskyld for trusse-faldskærm-historien.
Vi grinede hele aftenen.
Jeg ved ikke, om det var min fortjeneste, eller om Ida bare voksede op til et fantastisk menneske. Det gjorde hun. Hun fik sin drøm læste jura, datede en medstuderende, Mads. Han var ofte på besøg jeg kunne lide ham. Virkede stabil. Da jeg spurgte om hun ville giftes, svarede hun, at først karriere, og så
Vil du ikke have en familie? Alle piger drømmer vel om det, tænkte jeg.
Tankerne gik til, om Ida er bange for at blive ligesom hendes mor.
Far, alt til sin tid. Jeg skal nok blive gift, måske endda for livet. Men familie… det har jeg jo. Du er min familie, far. Den bedste af dem alle.
Både dengang og nu, føler jeg det samme. Men jeg kunne ikke holde tårerne tilbageEn aften, da Ida kom hjem fra læsesalen, satte hun sig ved bordet med mig, som hun plejede. Hun så på mig med det blik, der altid havde fyldt mig med ro den, hvor hun var mere voksen end jeg selv.
Ved du, far, jeg har tit tænkt på, hvor mærkeligt det er: at familie ikke bare er noget, man får, men noget, man gør. At vi to har gjort det, selvom ingen fortæller én, hvordan.
Hun lagde hånden på min, som om det var det naturligste i verden.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde bliver bange for fremtiden. Jeg har lært, at selv, når alt det som skulle være trygt, forsvinder, så kan man skabe et hjem igen. Vi har bygget noget bedre, end jeg nogensinde kunne have fået andensteds.
Jeg så på hende. Det var ikke frygt, der boede i hende, men styrke.
Du har altid været min kloge pige, sagde jeg.
Hun grinede den lyse, lette latter, der fyldte hele rummet, og jeg vidste, at uanset hvor vejen førte hende, uanset hvem hun elskede, eller ikke elskede, ville hun altid have et sted at vende hjem til. Ikke et hus, ikke en adresse, men mig.
Ida rejste sig og kyssede mig på panden. Du kan godt stole på, at jeg tager dig med videre. Familie for livet med eller uden trusser på altanen.
Vi grinede sammen, og jeg mærkede, at alt, jeg havde frygtet, alt, jeg havde savnet, nu bare var noget, vi kunne betragte med varme ikke som tab, men som baggrund for alt det, vi var blevet.
Og sådan gik det at verden kunne ryste, mor kunne forsvinde, nabokoner kunne råbe, men hjemme hos os var der altid lys, latter og plads til at grine lidt af livet. For vi var familie, Ida og jeg intet mere og intet mindre.
