Samtalen
En kvinde, ikke længere ung, men stadig rank og slank, gik gennem gangen på det børnecenter for rehabilitering, hvor hun arbejdede. Hendes mørke, nærmest sortbrune hår var sat i en elegant frisure, og hendes ansigt var helt almindeligt, hvis det ikke var for de store, grønne øjne, hun bar. Det var snart fyraften, og hun glædede sig til at tage hjem til sin mand.
Hele børnehjemmet var stille, børnene sad i opholdsstuen og så en film med en ung pædagog, mens kvinden gik og tjekkede værelserne for rod og eventuelt ødelagt inventar. Her sker det ofte, at børnene ikke har lært at værne om tingene, hverken deres egne eller institutionens.
Den rungende stemme fra syvårige Lise brød pludselig stilheden:
Anne-Mette, Anne-Mette, den ældste, Krestine, rodede i dit skrivebord, sagde Lise forpustet og stakordet hun brækkede den metalstang af papirkniven og gik ud på pigernes toilet.
Anne-Mette nåede ikke at høre alt hun satte i løb. Hun rev døren til toilettet op ingen var der. Med en lettelsens suk trådte hun videre. Fra brusekabinen lød svage lyde. Kabinen var egentlig låst, kun pædagogerne kunne åbne den, men nu stod den en smule på klem. Anne-Mette skubbede til døren og scenen foran hende var frygtelig: En smuk, høj pige stod med et lille, skarpt blad i hånden og stirrede på sin arm. Bag hende stod skyggen af en mand, der holdt hendes hånd fast, bladet hævet over venstre arm.
Tal med hende! Jeg ved, at du både ser og hører mig!
Anne-Mette slog hurtigt hånden af pigen; bladet hoppede med en metallisk klang ned mod den hvide vask og forsvandt gennem afløbet.
Hvad har du gang i? Hvad er der sket, siden du vil ødelægge dit liv?
Jeg vil ikke engang leve ved siden af hende, den forræder!
Forræder? Med det der vil du hverken miste livet, kun mærker, ar for livet du kan ikke få job, og det bliver svært at finde en mand. En svigermor ser arene, siger til sin søn: Man tager ikke en ustabil kone. Så hvem er forræderen?
Hvem tror du! Mor, selvfølgelig.
Hvem har hun forrådt?
Far. Hun har glemt ham, selv om hun lovede ikke at glemme.
Anne-Mette vidste, at faren var død alligevel spurgte hun:
Hvad skete der med din far?
Han var syg længe, kræft.
Hvem plejede ham?
Det gjorde hun, hans hustru. Hun arbejdede hjemme det sidste år, han skulle ikke være alene. Hun lod ham aldrig frivilligt på hospice eller hospital.
Hvordan var han? Lå han bare?
Pigen rynkede brynene, tydeligvis huskede hun dårlig opførsel. Skyggen blev også mørk i ansigtet.
Det var forskelligt: Nogle gange smed han madservice på gulvet, skældte ud. Men det var fordi han havde så ondt. Han var egentlig god. Mænd håndterer smerte dårligt. Mor sagde altid, at hun ville mindes ham uanset hvad.
Så hvorfor tror du, hun har glemt ham?
Først skiftede hun sørgebilledet: Det gamle foto var elendigt, nu ser han glad og sund ud. Hun sagde, hun ville huske ham som glad. Så købte hun billetter til koncert med symfoniorkester vi plejede at tage til den slags, jeg er vild med klassisk musik, jeg er ikke særlig moderne, vel.
Så du mener, det er forræderi at tage til koncert?
I skulle have set hende! Hun købte nye tøj, fik lavet en frisure, så ung ud hun er jo 38!
Skyggen af faren rystede på hovedet:
Åh, min datter…
Krestine, enhver kvinde vil gerne se pæn ud.
Det sagde hun også selv, ja. Jeg troede, det kun var til koncerten, men hun begyndte også at tage nyt tøj på til arbejde og gå med frisure.
Hvad gør det? Hvordan hænger det sammen med din far og forræderi?
De begyndte at give hende komplimenter, naboen sagde: “Irma, du ser skøn ud,” og på jobbet: “Så ung en kvinde med så stor en datter!” Snart får hun en kæreste og gifter sig, selv om hun lovede at huske far hele livet.
Pigen løb ud af kabinen.
Skyggen nærmede sig Anne-Mette.
Tal med hende igen de skal give slip på mig. Jeg troede, de ville glemme mig hurtigt på grund af min opførsel i mit sidste år, men de holder fast: “Hvordan ville far have gjort? Ville far have kunnet lide det?”.
Var du slem før din død?
Det er mildt sagt mænd kan være utiltalende, når de er syge.
Det er rigtigt mænd bærer sygdom og smerte dårligt, de bliver som børn.
Men nu skal de give slip. Jeg bliver vred snart bliver jeg et ondt genfærd, de skal leve deres liv uden mig. En levende skal tænke på livet, ikke på døden. Min hustru genoplever de bedste øjeblikke om natten.
Det er ikke godt, så tiltrækker man bare mørke væsener.
Datteren er også altid: “Far ville dit, far ville dat.” Men jeg er her ikke. Hun skal ikke holde Irma tilbage i fortiden. Snak med hende.
Måske burde du selv?
Hvordan? et koldt pust gled gennem brusekabinen, sæbe og servietter faldt ned.
Du skal bare drømme dig ind i Krestines søvn og tale med hende. Forklar hende, at hendes mor stadig er ung når man er seksten, skal man vide, hvad kvindelig lykke er.
Vil du fortælle min datter, at jeg opgiver hendes mor?
Du er en ånd, og det er tid for Kalvebod-broen hvis hun drømmer om dig, tiltrækker hun mørke dæmoner til hjemmet.
Måske har du ret, Anne-Mette… jeg prøver at forklare mig i drømmen. Skyggen forsvandt.
Anne-Mette så på klokken arbejdsdagen var ved at ende, børnene larmede, filmen var slut. Hun kiggede ind til pigerne. Krestine lå med ryggen til, sukkede dybt hun tænkte nok over sin opførsel.
Senere, på vej hjem gennem forårsaftenen, analyserede Anne-Mette samtalen med Krestine og hendes far. Var det rigtigt, det hun gjorde? Ville genfærdet kunne tale med sin datter?
I de ældste pigers soveværelse drømte den ulykkelige pige nu. Far sad på sengekanten og strøg hende over håret:
Hvad laver du, min elskede du er så stor, men stadig så barnlig.
Far, er det dig?
Ja, min skat vi skal have en alvorlig snak.
Om hvad?
Hvorfor skændes du med mor?
Far, hun svigter dig, pigen græd.
Du er stadig så lille, hvis du tror, det er forræderi at se pæn ud. Mor gør det for dig, så dine venner kan se, du har en ung, smuk mor, ikke en gammel, sjusket kvinde.
Synes du virkelig det?
Du og mor skal leve videre, mor må ikke blive alene. Ensomhed gør alt værre. Fortæl, hvad laver du?
Jeg vil ind på universitetet du ved, jeg elsker matematik, jeg tager kurser og får opgaver.
Flot om et år flytter du til København, og mor er her alene.
Far, vi har jo ikke universitet i byen.
Det gør ikke noget, bare du studerer. Men mor skal leve sit liv ikke kun arbejdspladsen og hjemmet. Ved du, min pige, I skal give slip på mig, jeg er blevet hængende for længe, jeg skal over til den anden side.
Far, den anden side, men aldrig kunne tale mere?
Nogle gange, men sjældent. I skal leve, ikke holde fast i mig jeres liv fortsætter, I skal være lykkelige.
Far, jeg tror, jeg forstår det nu. Jeg lover at hjælpe mor med at være glad som før.
Genfærdet blev melankolsk de bliver lykkelige uden ham; men han kan kigge til dem, støtte dem i svære tider.
Min pige, han strøg hende atter over håret i morgen, når du går hjem med mor, så giv Anne-Mette en mønt, det er lige meget hvilken, og sig: “For arbejdet.”
Hvorfor, hun er pædagog, hvorfor betale hende?
Gør det bare.
Okay, far.
Det var sidste dag af forårsferien. Anne-Mette mødte ind, og efter morgenmad samlede hun børnene i klasselokalet for at tjekke tasker og bøger til den nye skoleperiode.
Den første, der sprang ind, var Krestine med smilende øjne:
Mor kommer efter mig i dag, og vi skal hjem.
Er du sikker?
Ja, far drømte og fortalte det hele. Og han sagde, at vi skal slippe ham. Jeg forstår ikke helt hvorfor…
I gamle dage troede man, at en død sjæl bliver hos de levende i fyrre dage, før den krydser Kalvebod-broen eller går til den næste verden. Hvis familien holder for meget fast, lever med de døde, så bliver de gamle ånder til onde genfærd.
Er det rigtigt?
Jeg ved det ikke det er bare gamle sagn.
Irma, Krestines mor, kom, og pigen kastede sig grædende om halsen på hende.
Mor, undskyld! Jeg forstår nu. Kom, lad os gå hjem.
Da formaliteterne var overstået, fulgte Anne-Mette dem ud.
Tak for alt, Irma smilede, smuk og overhovedet ikke 38.
Jeg ønsker jer alt godt! Gå forbi kirken på vej hjem og tænd et lys for Krestines far og for jer selv, så alt må gå vel.
Mor og datter forlod børnecenteret, og der opdagede Krestine en fem-kroner i jakkelommen hun kom i tanke om farens instrukser.
Vent, mor! og hun løb tilbage. Anne-Mette, hvor er du?
Krestine, hvad er der? Anne-Mette kom ud.
For arbejdet hun lagde mønten i hendes hånd far sagde det.
Flot, nu løb ikke se dig tilbage, ikke kom igen!
Mor og datter, så unge og smukke, gik som søstre gennem den varme forårsdag, spiste is og lo.
Mor, Victor er ret pæn, han kigger forelsket efter dig.
Krestine, har du meldt dig som ægteskabsmægler nu?
Sådan gik de glade og flotte, som veninderMor grinede, men stoppede op foran kirken, hvor de stod stille og så ind gennem det åbne vindue til de gyldne lys på alteret.
Der gik et øjeblik, hvor Krestine mærkede en lethed i brystet, og Irma tog hendes hånd blikket var varmt og opløst af tårer, men fyldt af fremtid. Hun tændte et lys, mens Krestine hviskede:
Far, vi slipper dig nu. Elsk os, hvor end du er.
Da de gik ud i solen igen, føltes det som om alle tunge tanker var blevet efterladt bag kirkens gamle mure. Krestine så op mod himlen, hvor skylaget åbnede sig, og solen faldt ned over hendes mor og hende, og hun var sikker på, at far så til dem og smilede.
I samme øjeblik, omme bag børnecenterets vinduer, sad Anne-Mette og drejede langsomt femkronen mellem fingrene, mens hun tænkte: Nogle mønter vejer tungere end guld, de bærer mere end bare metal de bærer forsoning.
Så gik livet videre. Krestine og Irma hånd i hånd, videre ind i deres nye tid, med lette skridt og hjertet fyldt af håb. Ånderne blev i fortiden, og forårslys strømmede frit over de levende.
