HVEM ER DU? FJERN DINE HÆNDER! HVOR ER JENS? HVORFOR ER DU HER, OG IKKE HAM? JENS LOVENEDE AT KOMME KL. SYV! HAN SKAL KØBE IS TIL MIG! MEN DU ER GAMMEL OG LUGTER AF MEDICIN. GÅ VÆK!
Erik Knudsen står frosset med en ske havregrød i hånden.
Han er tooghalvfjerds. Hans kone, Birthe, er halvfjerds.
De har været gift i otteogfyrre år. Opdraget to døtre, bygget et sommerhus ved Vesterhavet, taget afsked med deres forældre.
Men for Birthe er alt det forsvundet nu. Alzheimers har slettet de sidste fyrre år af hendes liv som et vådt viskelæder på en tavle.
I hendes hoved er det lige nu 1974.
Og i det 1974 findes ingen Erik. Der er kun Jens. En glad, krøllet fyr, som hun havde en sommerromance med i Skagen. Det holdt to uger. Jens tog hjem og skrev aldrig. Et år senere mødte hun Erik den rolige, trygge ingeniør, som bar hende gennem livet i næsten et halvt århundrede.
Men sygdommen er ubarmhjertig. Den har efterladt kun stærke glimt af ungdommen i hendes hukommelse. Stabile Erik er blegnet, mens Jens som forlod hende lyser som solen.
Hver aften bliver til tortur.
Birthe græder. Hun venter på Jens. Hun klæder sig i gamle, mærkelige kjoler, lægger læbestift med rystende hånd og sætter sig i vinduet.
Erik prøver at forklare:
Birthe, det er mig, Erik. Din mand. Jens er her ikke. Det var for længe siden.
Hun kaster med tallerkener efter ham.
Du lyver! Du har gemt ham! Du har altid været misundelig! Gå væk, du er klam!
Erik går ud i køkkenet, tager et par dråber Baldrian og ser på deres bryllupsbillede på væggen. Dengang kiggede hun på ham med kærlighed i blikket.
Nu ser han kun frygt og væmmelse i hendes øjne. Han er blevet hendes fangevogter, der forhindrer hende i at møde “sit livs kærlighed”.
Lægen var kortfattet:
Lad være med at diskutere. Det er aggression. Det gør hende ondt, når virkeligheden ikke passer med hendes verden. Vil du gøre hendes sidste tid lettere? Gå med på hendes leg. Vær ham, hun venter på.
Erik ryger længe ude på altanen.
Skal han spille med? Lade som om han var den slubbert, der knuste hendes hjerte for et halvt århundrede siden? Han, som hun åbenbart har husket på gennem hele deres fælles liv?
Det føles ydmygende. Det gør ondt. Det føles som at tabe til et spøgelse.
Men gråden fra stuen stopper ikke.
Jens… hvor er du bare …
Erik slukker sin cigaret.
Han går ind i soveværelset, finder sin gamle læderjakke, som han ikke har haft på i tyve år. Får fat i et par mørke solbriller fra skuffen. Rusker sit hvide hår for at give det et rodet look.
Han forlader lejligheden, køber den billigste buket nelliker præcis som man gjorde i 70erne. Og et par is fra kiosken.
Han ringer på deres egen dør.
Den er ikke låst. Han går ind.
Birthe! råber han højt med en fremmed, flabet stemme. Hvor er du? Jeg er her nu!
Birthe løber ud i entréen.
Erik stivner indvendigt. Nu opdager hun det. Nu skriger hun: “Du er en klovn i forklædning!”
Men hun fryser. Hendes øjne lyser med et glimt, Erik ikke har set i ti år.
Jens… hvisker hun. Du kom Jeg vidste det!
Hun kaster sig om halsen på ham.
Hun ser ikke hans rynker, hans hvide hår, hans bøjede ryg. Hendes hjerne maler billedet af en ung flot fyr.
Undskyld, det trak lidt ud, lyver Erik, mens han mærker klumpen i halsen. Her, blomster til dig. Og is.
Hun griner. Hun hiver ham med hen til bordet. Taler som en ung pige.
Og så siger hun det, der dræber Erik indeni.
Jens, kan du tro det, der går sådan en… gammel mand rundt her. Han siger, han er min mand. Han er så kedelig! Altid om medicin, om havregrød… Kedsommeligt, gråt. Jeg hader ham! Jeg har jo kun ventet på dig. Jeg vidste, du ville komme, og vi tager væk sammen. Tag mig med, Jens! Tag mig væk fra den gamle nar!
Erik sidder i læderjakken, lytter til sin kones ord om had til ham, og smiler med fremmed smil.
Jeg tager dig med, Birthe. Snart tager jeg dig med. Vi tager til Skagen.
Birthe lever en måned endnu.
Den måned bliver den lykkeligste periode i hendes svindende liv. Hver aften “kommer Jens”. Holder hende i hånden, fortæller historier om havet, giver hende is.
Erik genkender hun ikke længere. For hende er han bare en slags hjælper, en skygge, der tømmer potten. Hun finder sig i ham kun for de aftenmøder med “Jens”.
Hun dør i hans arme en aften, mens det regner udenfor.
Jens hvisker hun og ser på Erik gennem mørke briller. Gå aldrig mere. Jeg elsker dig.
Jeg går ingen steder, siger Erik med sin egen stemme, fuld af tårer. Men hun hører ikke forskellen længere.
Hun smiler og lukker øjnene. Lykkelig. Med sin elskede ved sin side.
Til begravelsen græder døtrene og fortæller, hvor fantastisk en far de har, hvor trofast han passede mor helt til det sidste.
Mor elskede dig sådan, far, siger den ældste og krammer ham. I var det perfekte par.
Erik tav.
Han står ved graven og ser på et billede af den unge Birthe.
Han kender sandheden.
Han ved, at det perfekte par hun følte, ikke var med ham.
Han ved, at det ikke var ham, der gav hende glæde de sidste dage, men et spøgelse, som han selv blev til.
Han begik en kærlighedsgerning han udslettede sig selv, så hun kunne dø lykkelig. Han lod hende elske en anden, mens han overværede det, og velsignede hendes svigt.
Han vender tilbage til den tomme lejlighed. Hænger læderjakken på plads.
Finder resterne af det smeltede is i køleskabet.
Lejligheden er stille. Kun nu kan han være sig selv. En ensom gammel mand, som ingen venter på.
Men sjælen er let. For hun gik bort med et smil. Hvem hun sagde farvel til det betyder ikke længere noget.
Moral:
Sand kærlighed handler ikke om at eje et andet menneske. Det er at kunne slette sig selv, hvis det gør mindre ondt for den, man elsker. Nogle gange er den største kærlighed, man kan udvise, at give afkald på sig selv for sin elskedes ro, selv hvis det er en anden, der giver den ro.
Ville du kunne lade som om, du var en anden, for at trøste en døende vel vidende, at du selv bliver glemt?
