Nu kan jeg ikke mere, jeg smutter! Hvor meget skal jeg finde mig i?
“Nu kan jeg ikke mere, jeg smutter! Hvor meget skal jeg finde mig i? Barnet, hendes evige træthed, hjælp mig nu, hjælp mig… og jeg vil bare ud og gå en tur, som i gamle dage! Jeg savner intimiteten! Jeg arbejder jo for pokker! Alt hvad jeg ønsker, er bare at komme hjem til min elskede kone, til min kvinde… Nu sover jeg hos en ven, og så finder jeg mig en ung og frisk… åh…” Jeg sad bag rattet, cigaretten røg nervøst mellem fingrene, mens tankerne kørte rundt om, at i dag var det endelige punktum i forholdet mellem mig og Rikke.
Historien mellem os er ældgammel. Vi mødte hinanden, forelskede os hovedkulds, masser af lidenskab, glemte beskyttelse og inden længe stod hun med to streger på testen.
“Selvfølgelig skal vi have barnet, vi klarer den,” sagde jeg hurtigt, og alle mødre og fædre nikkede ivrigt, “Vi skal nok tage os af det, bare fød nu…” Så blev der holdt bryllup, så kom fødslen, glædestårer en lille søn! … Og så… den ubekymrede lykkelige tid forsvandt, Rikke blev til en høne-mor, altid træt, uglet hår, barnet skreg konstant også om natten. Hjælpe, hjælpe, altid. Hvor var min pige blevet af? Familien trak sig tilbage straks, og pludselig stod vi bare der, helt alene med forældreskabet.
“Jeg er ikke klar til det her!” sagde jeg til Rikke i dag og smækkede døren bag hendes grædende ansigt med lille Victor på armen.
Et skarpt sæt bremser pludselig dukkede der en mørk, foroverbøjet skikkelse op foran bilen.
“Er du fuldstændig vanvittig, gamle?” Jeg sprang ud af bilen og løb hen til manden.
Manden i regnfrakken rettede sig op, kiggede på mig med triste, gamle øjne og mumlede:
“Ja.”
Jeg var slet ikke forberedt på det svar:
“Far, vil du have hjælp? Har du brug for noget?”
“Jeg har ikke lyst til at leve længere.”
“Hvad siger du? Kom nu, jeg kører dig hjem. Fortæl mig, måske kan jeg hjælpe dig?” Jeg tog forsigtigt fat i hans hånd og ledte ham tilbage til bilen.
“Fortæl nu, gamle,” tændte jeg endnu en cigaret.
“Det er en lang historie.”
“Jeg har tid nok.”
Den gamle betragtede mig grundigt, kiggede op på billedet af min familie i bakspejlet.
“For halvtreds år siden mødte jeg en pige, jeg forelskede mig straks. Alt gik så hurtigt før vi vidste af det, var vi familie, med søn og det hele. Det burde have været lykken! Men jeg savnede det gamle: kærlighed, passion, ungdommens lethed. Men min kone var altid træt og udmattet af det lille barn og husholdningen. Jeg lagde alt på hende og hjalp ikke. Fandt en ny kvinde på arbejdet, blev vildt forelsket igen… Hun fandt ud af det, der blev skilsmisse og det hele. Så stod jeg dér, alene. Det blev aldrig til noget med den anden kvinde, men jeg sørgede nu heller ikke. Levede bare videre. Hun giftede sig igen, blev endnu smukkere, sønnen kaldte hendes nye mand for far, og jeg var ligeglad.
“Hvad så, hvad gjorde du?” spurgte jeg, mens jeg nervøst tændte endnu en cigaret.
“Jeg? Jeg røg ud i livet, uden familie, uden kone, uden børn. I dag blev min søn halvtreds, jeg gik hen for at ønske ham tillykke. Han ville ikke lukke mig ind sagde, jeg ikke var hans far længere. Og det har jeg jo selv valgt,” hviskede han og fik tårer i øjnene.
“Så, gamle, hvor skal jeg køre dig hen?” spurgte jeg og trommede frustreret på rattet.
“Jeg bor lige her i nærheden, kør du bare, du skal ikke bekymre dig for mig” Han steg ud og gik hen mod en boligblok lidt længere nede ad vejen. Jeg holdt øje med, at han gik ind og stod lidt, inden jeg drejede bilen.
Jeg kørte forbi supermarkedet, købte blomster. “Undskyld, tilgiv mig,” sagde jeg og faldt på knæ foran Rikke, der stadig græd.
“Slap af, elskede,” hviskede jeg og tog Victor fra hendes arme. Jeg gik ind på værelset, vuggede ham blidt og sang med hæs stemme, “Sov sødt, lille skat”
Victor så overrasket op, men faldt hurtigt i søvn med hånden liggende trygt på mit hjerte, der bankede vildt. Jeg betragtede ham rørt: “Jeg vil se min dreng vokse op. Jeg vil høre ham sige ‘far’.”
“Igen ude og redde ‘de druknende’?” lød det drillende fra døren, da den ældre dame hilste på sin mand. Han smilede og hængte frakken.
“Ja, jeg reddede, nogen må lære ungdommen lidt livsvisdom.”
“Hvordan ved du, hvem der har brug for din hjælp?”
“Jeg havde selv så meget brug for det, da jeg var ung”
“Kom, vi skal spise aftensmad. Og husk nu: i morgen har sønnen rund fødselsdag, ingen ‘redningsaktioner’ der,” sagde konen kærligt.
“Selvfølgelig, femti år for vores dreng hvordan skulle jeg kunne glemme det,” svarede han og lagde armen om hende, på vej ud i køkkenet, smilende.
