Hele min barndom troede jeg, at min morfar Ejvind var den klogeste mand i verden. Han bevægede sig langsomt, hans hænder var store og ru, og han talte sjældent, men når han åbnede munden, lyttede alle.
Han boede i et lille bindingsværkshus i udkanten af en landsby på Fyn, omgivet af høns, gamle haveredskaber og en slidstol, som altid knirkede, når han satte sig. Her tilbragte vi weekenderne. Og netop her opdagede jeg noget, min mor aldrig havde fortalt mig: Min morfar kunne ikke læse.
Det gik op for mig en helt almindelig lørdag. Jeg var otte år og havde taget en eventyrbog med. Jeg lagde den i hans hænder og sagde:
Læs den for mig, morfar. Jeg vil høre din stemme.
Han så længe på mig. Halsen sank. Og så sagde han:
Hvad nu hvis vi læser sammen?
Sådan undgik han det altid, år efter år.
Der var altid nogen, der læste for ham. Min mor underskrev hans papirer. Lægen forklarede alt højt og langsomt. I banken sagde de: “Åh, det ved man jo med Ejvind, alt sidder oppe i hovedet på ham.”
Men det var ikke, fordi han huskede alt.
Han gemte bare alt.
En dag, da han var 76 og havde faldet ned fra taget under en utæt tagreparation, skete der noget uventet på sygehuset.
Vil du lære mig at læse?
Skal jeg?
Ja. Ingen har så meget tålmodighed som dig. Og din skrift er så smuk.
Vi begyndte med bogstaver. Så stavelser. Så ord.
Han blev frustreret. Han lo. Han undskyldte hver gang han lavede fejl.
Morfar, du skal ikke undskylde, sagde jeg altid. Det er modigere at begynde forfra end at lade som om, man ved alt.
Uger gik.
En eftermiddag, mens regnen trommede mod ruderne og jeg lavede lektier, så jeg ham sidde med eventyrbogen i hænderne. Den samme, som jeg havde givet ham for år tilbage.
Han kiggede op. Hostede let.
Skal jeg læse en?
Jeg blev helt stille.
Han åbnede første side. Langsomt.
Og med en stemme, der rystede lidt, læste han:
“Der var engang… en dreng, der drømte om at røre ved stjernerne.”
Han kom ikke langt. Lavede fejl. Holdt pause. Grinede.
Men han prøvede.
Og da han endelig var igennem eventyret, tørrede han tårerne væk og sagde:
I dag har jeg læst min første historie.
Nej, morfar, rettede jeg ham. I dag har du skrevet din egen.
Nu har han et lille hæfte, hvor han skriver de sætninger ned, som han holder af. De hænger på køleskabet med magneter. Han sender lydbeskeder, hvor han læser avisoverskrifter op.
Han siger, han ikke behøver vide alt, men han kan lide at forstå det, han før lod være at forstå af skam.
Forleden så jeg ham læse højt på torvet til en lille dreng, der sad på hans skød.
Drengen så op på ham, som jeg så på ham, dengang jeg var barn.
Som om han vidste alt.
Og måske gør han det.
For noget står der ikke i bøgerne.
Men andet det gør. Og nu vil han aldrig gå glip af det igen.
