Martin satte sig hårdt ned og nærmest smækkede kaffekoppen på bordet, så lidt kaffe skvattede ud på duggen. Nå, hvad siger du så? Det er ret klart, synes jeg. Enten bygger vi det hus, eller også er vi færdige. Jeg er mand, jeg er femoghalvtreds, og jeg vil bo på landet, ikke på niende sal i et betonpalads! Hører du overhovedet efter, Karen?
Karen løftede blikket fra tallerkenen. Køkkenet duftede af frikadeller og lidt kamfer selvom hun ikke havde brugt det. Nok den samme duft der havde sat sig fast de sidste par uger, hvor de bare havde vredet sig rundt i de samme diskussioner. Martin sad over for hende, rød i hovedet, med den der stædige rynke i panden, som hun engang syntes var charmerende, men nu kun var irriterende.
Jeg hører dig, Martin, sagde hun roligt og tørrede kaffepletten af med en serviet. Du vil have et hus. Det har jeg forstået i et halvt år nu. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal koste mig min lejlighed.
Nu starter du igen med det der min! Du ved da godt, at vi er en familie. Vi har boet sammen i fem år alting burde være fælles. Den lejlighed står tom og samler støv, og vi kunne allerede være i gang med fundamentet!
Den står ikke tom, Martin. Der er lejere, og de penge er et godt supplement til min løn. Og til din, faktisk vi køber jo ind til samme køleskab, svarede Karen, selvom det rystede indeni.
Det er småpenge! Hvad er de ti tusind kroner? Et hus det er værdi! Det er fremtiden! Tænk på pensionen. Vil du sidde på en bænk ved Rema eller stå op og nyde morgenkaffen på verandaen, med fuglesang og frisk luft…?
Karen kiggede ud af vinduet. Udenfor glimtede lysene fra København, og lyden af trafikken lød trygt. Hun kunne godt lide det. Hun kunne lide deres toværelses lejlighed, kunne lide at huset lå fem minutter fra metroen, at lægen lå lige ovre på den anden side, og at hendes datter og barnebarn boede i naboblokken. Hun var tooghalvtreds, arbejdede som regnskabschef i en lille virksomhed, og hun drømte absolut ikke om store haver og snerydning langt fra al civilisation.
Men Martin drømte. Og det var blevet en besættelse det sidste år.
Martin, du har grunden fra dine forældre, den er din. Byg, hvis du vil men for dine egne penge, gentog hun for hundredende gang.
Hvilke egne penge? Du ved jo, min forretning kører ikke så godt lige nu. Der er ingen kunder, og pengene sidder fast i mursten! Sælger vi din lejlighed, kan vi gå i gang med huset hurtigt, få det op, lave finish, og så vil min forretning sikkert også komme på fode igen. Så kan vi betale gældene.
Karen rejste sig og begyndte at rydde af bordet. Hun kendte det mønster. Så kommer pengene senere havde hun hørt i fem år. Martin lavede dørmontage, og der var altid ikke-sæson: januar alle drikker, maj alle er i sommerhuset, sommer alle er på ferie. Det meste af indkomsten i familien stod hun for. Og hendes gamle etværelses, arvet fra mormor før brylluppet, var den sikkerhed hun holdt på til datteren, til sig selv, hvis hun blev syg.
Ignorerer du mig? Martin rejste sig og blokerede hende ved vasken. Karen, jeg mener det. Jeg er træt. Jeg føler mig som gæst i din lejlighed. Jeg vil være manden i mit eget hjem. Hvis du ikke stoler på mig, hvis du ikke vil give lejligheden for vores fremtid, så er vores kærlighed intet værd.
Det handler ikke om kærlighed, sagde Karen og så ham i øjnene. Det handler om økonomi og logik. Sælge en værdifuld lejlighed midt i byen og smide pengene ind i et byggeprojekt på landet, der kan trække ud i årevis? Hvis noget går galt hvad skal vi så leve af?
Du er altid så negativ! skød Martin tilbage. Okay. Jeg giver dig tid til mandag. Det er fredag. Mandag ringer du til ejendomsmægleren og sætter lejligheden til salg ellers går vi på borgerservice og ansøger om skilsmisse. Jeg vil ikke bo med en kvinde, der ikke tror på mig og gemmer ting bag min ryg.
Han greb jakken og smækkede døren så hårdt, at glassene klirrede.
Karen sad alene i køkkenet. Vandhanen dryppede: dryp, dryp, dryp. Hun gik hen, strammede den hænderne rystede. Et ultimatum. Sælg din lejlighed, eller jeg går.
Hun satte sig på skamlen og lagde hovedet på armene. Fem år siden de mødtes; Martin virkede som en gave fra himlen. Charmerende, sjov, handy. Han tog hende med på picnic, købte blomster. Efter hendes første ægteskab med en dranker virkede Martin som et trygt skjold. Han flyttede ind med sin kuffert og værktøjskasse, og de første år var fine. Han reparerede haner, lagde gulv, rejste på ferie med hende.
Men der havde været advarsler hun så dem tydeligt nu.
Hvordan han bad om penge til et projekt, men endte med at købe fiskestænger.
Hvordan han brokkede sig over, hun støttede datteren: Hun har jo en mand lad ham tage sig af det.
Hvordan han nægtede at lade hende registrere sig på hans sommerhus, da det handlede om skat: Det er jo arvet man ved aldrig.
Nu krævede han hendes arvede lejlighed.
Karen hældte te op og ringede til datteren.
Hej mor! Hvorfor så sent? Er der noget galt? Oda lød frisk, barnebarnet snakkede i baggrunden han var i bad.
Oda… Martin har sat mig stolen for døren. Enten sælger jeg mormors lejlighed til hans byggeprojekt, eller vi skal skilles.
Der blev stille. Så sagde Oda, helt usentimentalt:
Mor, lad være.
Oda, han siger, jeg ikke stoler på ham. At jeg ødelægger familien.
Mor, nu må du bruge hovedet! Hvem skal huset stå på? Grunden er hans! Huset bliver fælles, men jorden er hans. Pengene fra din lejlighed ryger bare ind. Bliver det skilsmisse tror du, du kan bevise, at det var dine egne penge? Det bliver en lang retskamp! Du risikerer at stå uden bolig, han har huset.
Jeg ved det… Men fem år. Jeg er blevet vant til ham. Jeg er bange for at stå alene.
Det er værre at stå alene og uden hjem, mor. Og med gæld for han får dig sikkert til at tage lån til finish. Du kender jo hans søn, Thomas?
Hvad har Thomas med det at gøre?
Martin ringede til min mand forleden, bad om penge. Thomas skulle have bilen repareret far havde ingen penge. Mor, det er evige problemer. Martin prøver at løse alt på din regning. Bygger huset og så: Thomas har ikke noget sted at bo, han tager første sal. Så skal du stå for mad og vasketøj for to voksne mænd langt fra byen.
Samtalen gjorde Karen mere sikker, men det føltes stadig trist.
Lørdag gik i tung venten. Martin sov ikke hjemme. Kom hjem til frokost, sagde ikke et ord, gik ind i soveværelset, lagde sig og så TV. Karen lavede suppe. Hun havde lyst til at snakke, måske finde kompromis: Vi kan da starte med en lille sauna, spare op…
Men så hørte hun ham på telefonen døren stod på klem.
Ja, Thomas, bare rolig. Jeg ordner det. Hun stritter imod, men hun giver sig hun er jo bange for at blive alene, ingen andre vil have hende. Jeg får hende til at sælge. Når vi får pengene, kan du få de første tyve, så kan du ordne det med gælden… Resten går til huset. Tjo, grunden er min, så huset bliver også mit. Hun får lov at plante blomster.
Karen stivnede med suppeskeen i hånden. Blodet forsvandt fra ansigtet.
Bange for at stå alene.
“Plante blomster.”
“Jeg får hende til at sælge.”
Noget knækkede indeni. Alt tvivl, alt frygt blev afløst af en helt ny beslutsomhed.
Hun lagde suppeskeen, slukkede for komfuret. Suppen var ikke færdig det var ligegyldigt.
Karen gik ud i entréen, fandt deres store kuffert fra en rejse til Mallorca for år tilbage, rullede den ind i soveværelset.
Martin lå på sofaen med sin telefon. Da han så hende med kufferten, grinede han.
Skal du ud og smide lejere ud? Endelig det burde du have gjort for længe siden. Du skal ikke lege smart, når manden taler alvor.
Karen gik over til skabet. Åbnede hans side, tog skjorter, jeans, sweatre ud.
Hey, hvad laver du? spurgte han, halvt oppe på albuen. Hvorfor tager du mine ting?
Jeg pakker dine ting du ville jo have beslutning inden mandag? Hvorfor vente? Nu har jeg besluttet.
Du… smider mig ud? han satte sig op, ansigtet blev langt. Karen, er du blevet tosset? Jeg snakkede bare, ville give dig et lille pres!
Jeg er ikke tosset, Martin. Pak dine strømper, undertøj, værktøj. Jeg bestiller en taxa til dig eller hvor du nu har adresse? Nå ja, hos din mor i Nordsjælland. Så tager du hjem dertil.
Det gør du ikke! han sprang op, rød i hovedet. Det er mit hjem også! Jeg har boet her i fem år! Jeg har tapetseret! Jeg har sat lister op!
Lister? Karen trak på smilebåndet. Fint, jeg betaler dig for listerne. Og for tapetklisteret. Men for varme, el, mad, benzin, du har brugt på min regning det får du ikke en regning på. Tænk på det som betaling for mandlig opmærksomhed.
Karen, nu må du stoppe! Han forsøgte at omfavne hende, spille charmerende. Nu har jeg hørt dig. Du vil ikke sælge vi kan tage et lån? Jeg tager det på mig, du skal bare være garant…
Karen trak sig væk; han føltes fremmed. Hun forstod, at hun i årevis ikke havde villet se, hvem hun faktisk boede sammen med.
Jeg hørte dig tale med Thomas, Martin. Om gamle koner og hun giver sig til sidst.
Martin blev helt hvid. Han vidste, han havde gået over grænsen.
Du lyttede?
Jeg var i mit eget hus, min egen stue. Døren var åben. Pak. Du har en time. Så skifter jeg låsene.
Den næste time blev mærkelig. Martin råbte, truede med retssager, faldt på knæ, bad om tilgivelse. Han var først arrig, så helt knækket. Karen sad helt tør i øjnene; hun følte ingen anger. Bare skam over, hun havde givet sig hen i fem år.
Hun kendte reglerne. Lejligheden var købt ti år før ægteskabet, arvede etværelses fra mormor. Bilen var hendes, købt på kredit, betalt af hende. Martin havde kun grunden i provinsen, og hans gamle Volvo mindre værd end hendes vinterfrakke. Der var kun bestik at dele.
Da døren lukkede bag Martin, græd hun ikke. Hun låste dobbelt, satte kæden på. Så gik hun ud i køkkenet, smed suppen i toilettet og åbnede vinduet helt op og lod hans parfume og kamfer forsvinde.
Mandag ansøgte hun om skilsmissen. Man gav hende en måned til forsoning, men hun skrev med det samme, at det ikke kunne lade sig gøre.
Martin gav ikke op han stod udenfor arbejde med blomster, forsøgte at spille anger. Senere skrev han rasende beskeder om kompensation for mistede år. Thomas ringede også, truede med, at far tager halvdelen.
Karen skiftede telefonnummer. Hyrede advokat til at sikre sig. Som Oda havde sagt reparation tæller ikke som forbedring på papir, kvitteringer havde han ingen, da hun altid betalte.
Der gik et halvt år.
Karen stod på altanen i sin lejlighed. Det var en lun sommeraften. Ned på legepladsen legede børn. Hun drak te af en ny, flot kop. Der var stille og fredeligt. Ingen der krævede aftensmad, ingen der skiftede hendes yndlingsserie ud med fodbold, ingen der sagde, hun brugte penge forkert.
Mormors lejlighed blev ikke solgt. Hun fik lavet nyt køkken (med håndværkere, ikke handy mænd) og fik bedre lejere ind. De penge sparede hun op til rejser. Hun havde længe drømt om at se Færøerne, men Martin sagde altid: Vi har da nok at lave herhjemme, hellere bygge hegn.
Nu blev der ikke bygget hegn. Men nu blev der rejser.
Døren ringede Oda kom med barnebarnet.
Hej mormor! lille Emil løb ind og gav hende et kram om benene. Vi har købt kage!
Mor, hvordan går det? Du ser godt ud. Har du nyt tøj?
Ja, sagde Karen smilende. Jeg har også fået ny frisure. Og ved du hvad, Oda… Jeg tror faktisk Martins ultimatum var det bedste, der kunne ske. Uden det havde jeg måske ventet fem år til, bare givet lidt mere af mig selv. Nu blev alt bare skåret over det var hårdt, men det hele gik hurtigt over.
De sad i køkkenet og spiste kage lige præcis det køkken, hvor sælg eller skilsmisse var blevet sagt. Nu duftede der af vanilje og nybagt brød.
Apropos, sagde Oda og tog en bid kage. Jeg så Martin forleden på Fisketorvet. Han så ikke for godt ud. Træt og mast. Var sammen med en kvinde, hun råbte ad ham, fordi han løb rundt med indkøbsvognen.
Karen trak bare på skuldrene.
Forhåbentlig har hun ikke en ekstra lejlighed, han kan få solgt.
Mor, savner du ham? Det er jo lidt mærkeligt at være alene…
Alene? Karen kiggede rundt i køkkenet, på datteren, på Emil der legede med kagecremen. Jeg er ikke alene, Oda. Jeg har mig selv, og jeg har jer. Det er langt bedre end at være med en mand, der ser dig som en pengeautomat. Jeg er måske gammel, som han sagde, men ikke dum.
Senere, da de var gået, satte Karen sig til computeren. Skulle lige tjekke regnskab, men hun åbnede rejsehjemmesiden først. Billetter til Færøerne var reserveret. Hun så på billederne af klipper, hav og himmel.
Livet var ikke slut ved tooghalvtreds. Det var kun lige begyndt uden ultimatum, manipulation og pengegnavere. Frihed og respekt for sig selv.
Hun genkaldte Martins overraskede ansigt den dag med kufferten han troede virkelig, hun ikke kunne undvære ham. Mange kvinder bliver, bare for ikke at være alene. Karen havde også været bange. Men frygten for at miste sig selv var større.
Hun lukkede computeren og gik i seng. I morgen er en ny dag en dag som kun er hendes egen.
Min mand stillede et ultimatum, og uden tøven valgte jeg skilsmisse
