NABOERNE
Da Morten rundede de fyrre, begyndte han at gøre status over sit liv stille og roligt, som vi nu gør. Der var da noget at være stolt af, noget der kunne glæde ham Huset var solidt, omkranset af et to meter højt hegn ud mod vejen. Alle bygningerne i haven var også bygget til at holde, og i garagen stod en ikke helt ny, men pålidelig, udenlandsk bil. Alting var lavet ordentligt og solidt, noget der kunne holde i generationer.
Undtagen stakittet ind til naboen det fandtes faktisk ikke. Sådan havde det været i området i mange år: man afskærmede sig selvfølgelig mod vejen, men ikke mod naboen. Naboen var jo næsten som familie, ham så man da dagligt, og hvis noget skulle ske, hvem gik man så først til? Jo, det var selvfølgelig naboen!
Det havde Morten syntes var lidt særpræget, da de først flyttede dertil, men han ville ikke bryde traditionen. Var det ikke ham, der havde bestemt reglerne så var det heller ikke ham, der skulle lave dem om.
Også indenfor i huset var alt stabilt og i orden. Hans kone, Birgitte, var energisk og flittig og fik altid tingene til at køre. Hun forstod ham uden ord han skulle bare sende et alvorligt blik, så vidste hun, hvad klokken var slået. Ja, der var ikke så meget at rafle om hos Morten!
Børnene, Emil og Frederikke, 12 og 10 år, var heller ikke forkælede og vidste godt, at far bestemte. Selv på arbejdet havde han respekt ikke fordi han hyggede, men folk vidste, at man ikke bare sådan kunne løbe om hjørner med ham. Selv chefen holdt sig på måtten.
Alt virkede altså på overfladen, som han altid havde drømt om. Huset var fyldt op, men alligevel begyndte tvivlen at snige sig ind Var det nu alligevel det rigtige? Havde han mon overset eller glemt noget vigtigt?
Naboen, det var præcis samme konstellation. Peter, jevnaldrende med Morten, havde kone og to børn. De var flyttet ind året før, da de gamle ejere ikke længere kunne holde huset. Det var fair nok det var tungt for de ældre folk. Peter og familie lavede det hele om efter deres smag. Haven blev lidt mindre, men til gengæld byggede Peter en lille sportsplads med pull up-bar, basket-stativ og det hele. Han satte også et soppebassin op til børnene og kørte et læs hvidt sand ind.
Fra tidlig morgen til sen aften lød der glæde og latter Emil og Frederikke stormede straks over til deres naboer. De var hurtigt blevet venner med børnene. Morten blandede sig ikke, men understregede, at lektierne og de små daglige pligter først skulle klares.
Så begyndte han at lægge mærke til, at Birgitte også tit var ovre hos naboerne enten for at sy gardiner sammen med Peters kone Marianne, eller prøve kræfter med nogle nye sjove opskrifter. Hun lærte også Marianne det bedste trick med grøntsagerne i køkkenhaven og hvordan man passer frugttræerne.
Hun kom hjem med højt humør og smilede i øjnene, men når hun mødte Mortens alvorlige blik, forsvandt smilet hurtigt, og hun gik i gang med det daglige uden et ord.
Der stod en gammel træbænk ude i skellet mellem haverne lige der hvor man kunne tage sig en stille aftensmøg i sommerluften, sidde og nyde det grønne eller bare slappe af. Nogle gange sad Peter også derovre.
Så kunne de sidde der snakke om stort og småt, alt fra byens sladder til hele verdenssituationen. Med sig havde Peter næsten altid sin kat, den snehvide og grønøjede Misse. Hun lagde sig tæt ved dem og lyttede til snakken, nogle gange supplerede hun med et spind eller et lille mæuv.
Morten kunne ikke rigtigt se ideen i katte de er bare til besvær. Emil og Frederikke havde engang slæbt en killing med hjem, men der havde Morten altså sat foden ned. De kom tilbage uden den den var sikkert fundet et andet sted. Men deres skuffede blik havde gjort ondt.
Det går nok, tænkte han de vokser fra det, og så glemmer de det. Det vigtigste er, at far bestemmer, sådan er det bare!
Hvad skal du egentligt bruge den kat til? spurgte Morten en aften. Den kan jo ingenting Hvis den var særlig, kunne du jo sælge killingerne. Men du har jo fået den steriliseret, så det er bare penge ud af vinduet.
Man kan ikke måle alt i penge, Morten, smilede Peter så. Misse er en del af familien, børnene elsker hende. Hun er sød ved alle, betragter os alle som sine killinger. Hun gør ungerne blødere, og mit eget hjerte bliver mildere, når katten er i nærheden. Han kløede Misse bag øret og hun nød det.
Og hvad skal du bruge et blødt hjerte til? spurgte Morten. Bløde hjerter bliver bare kørt over, folk udnytter en.
Nej, du, Morten et blødt hjerte er ikke det samme som et svagt hjerte. Det er, når man kan mærke folk, skelne dem, der er gode fra dem, der ikke er det. Så giver man varme til dem, der fortjener det, og holder de forkerte på afstand. Men folk med hjertet af sten de skærer alle over en kam og ender alene. De tror, andre bare vil snyde dem. Det er da trist.
Morten sad lidt og tyggede på det. Måske du har ret, nabo, mumlede han for sig selv, overrasket over sig selv.
Morten begyndte at se mere på, hvordan hverdagen så ud over hækken. Peter skulle på arbejde: konen kom ud og gav ham et kram, han gav hende et kys på kinden og et eller andet sjovt at grine af. Ungerne vinker fra vinduet, og katten følger ham til lågen. Han går ud ad døren i godt humør, og han kommer hjem til grin og smil. Det var ikke sådan hos Morten ingen kram på vej ud, ungerne gemmer sig, og Birgitte kigger ikke engang op.
Når Peter kom hjem, fløj børnene ham i møde: “Far, far!” Marianne ventede på dørtærsklen, og Misse krøb om benet på ham, så selv den hårdeste arbejdsdag blev glemt.
Morten kunne ikke lade være med at tænke: “Hvorfor går jeg på arbejde, som skulle jeg i krig og kommer hjem og gnaver i alle, så ingen tør nærme sig?” Måske var der en pointe i at skabe glæde hjemme måske skulle han bare åbne op og prøve at være sødere. Måske skulle de endda også have kat
En aften spurgte Peter: Morten, de siger du er ferm til at fiske. Vil du ikke tage med ud? Vi kan tage koner og børn med så kan vi hygge ved åen.
Jo, men altså… fange fisk med unger og koner? Vi skal afsted tidligt, og de bruger en evighed på at komme afsted.
Så tager vi afsted om aftenen, foreslog Peter. Jeg har telte. Så kan vi fiske, mens de sover, og så er vi klar med fangsten, når de vågner.
Det blev de enige om. Ved åen fik de hurtigt slået teltene op, og mens mændene fiskede til fiskesuppen, indrettede kvinder og børn lejrpladsen og gik i gang med mad over bål.
Aftenens fangst var god og der var masser af latter rundt om gryden. Børnene havde det sjovt, og Morten lod dem være, selv om han egentlig godt ville være streng. Misse havde som sædvanlig fundet med, og hun dukkede op mellem træerne med en lille forkommen killing, som hun straks begyndte at soignere. Det blev dagens store begivenhed, for både Emil og Frederikke kæmpede om at fodre killingen med fisk og suppe.
Den lille var sulten og rystede af spænding og pludselig mærkede Morten et lille stik i hjertet, da han huskede, hvordan børnene havde set på ham, da han nægtede dem en kat derhjemme.
Da de kom hjem, lod han killingen putte sig ind under hans arm og Peter tog guitaren frem og sang hyggeviser over bålet. Natten var mild, stjernerne tindrende klare. Det var virkelig godt at være sammen.
Næste morgen sejlede de ud til det forberedte sted og fyldte kurvene med store fisk. Halvdelen til hver. Så følte man sig som en mand igen! Halvdelen af dagen gik hurtigt kvinderne plukkede bær, børnene legede med killingen og Misse, og de badede i det lave.
Morten lagde mærke til, hvordan Birgitte livede op han havde ikke set hende sådan længe. Hun kiggede på ham med taknemmelighed nu, ikke som før, hvor hun altid var på vagt.
På vej hjem begyndte Emil og Frederikke at hviske sammen og kiggede nervøst på ham. Han vidste allerede hvorfor, og uden at kigge for meget på dem, sagde han med et skævt smil: Nå, mangler vi ikke en killing? Hvis I vil have den så er det jeres ansvar. Fodre, passe, opdrage.
Far! sagde Frederikke og kastede sig om halsen på ham, og Emil lyste op i hele ansigtet.
Senere den aften sad Morten og Peter igen på bænken og snakkede om fisketuren. Misse vaskede den lille killing, som nu havde fået navnet Max, og som havde valgt at følge med Morten.
Hvad siger du til et ægte gammeldags saunabad hos mig næste weekend? spurgte Morten. Det er længe siden, vi har haft gang i den og det er sørgeligt at sidde alene og varme sig.
Det er en aftale, sagde Peter straks.
Kom så, Max! Morten tog killingen op på armen, gav Peter et håndtryk og gik mod huset. Tænk at sådan en pelstot kan gå lige i hjertet på en, mumlede han, mens han kløede Max bag øret.
Næste morgen, lige da Morten var på vej ud ad døren for at tage på job, løb Birgitte ud med en madpakke. Her er din frokost!
Tak, Birgitte, svarede han, og for første gang i årevis lagde han en arm om hende. Hun krammede ham tilbage. Oppe i vinduet vinkede børnene, og Max sad på vindueskarmen og så smaløjet efter ham i morgensolen.
