Vibeke nægtede at finde sig i det længere. Hun forstod ikke, hvorfor Mads var begyndt at ændre sig –…

Vibeke havde bestemt sig for ikke at finde sig i det længere. Hun forstod ikke, hvorfor Morten var begyndt at opføre sig sådan over for hende havde han mistet følelserne? I aften kom han igen sent hjem og lagde sig til at sove på sofaen i stuen.

Om morgenen, da han kom ud til morgenbordet, satte Vibeke sig over for ham.
Morten, kan du ikke fortælle mig, hvad der foregår?
Hvad nu? svarede han og drak kaffe uden at se på hende.
Du har forandret dig helt vildt, siden drengene blev født.
Det har jeg ikke lagt mærke til.
Morten, vi har levet som fremmede under samme tag i to år nu. Har du ikke opdaget det?
Hør nu her, hvad havde du regnet med? Der er legetøj over det hele, lugter af grød og der bliver råbt dagen lang Tror du, der er nogen, der gider det?
Morten, men det er jo dine børn!
Han rejste sig og begyndte at gå rundt i køkkenet, rastløs.
Alle normale koner får ét barn. Ét stille barn, der passer sig selv hjørnet og ikke forstyrrer. Men dig du skulle jo absolut have tvillinger! Mor advarede mig, men jeg ville ikke høre sådan nogen som dig kan kun formere sig!
Sådan nogen som mig? Hvad mener du med det, Morten?
Ja, uden mål og mening i livet.
Det var da dig, der fik mig til at droppe universitetet, fordi du ville have, at jeg skulle være hjemmegående!
Vibeke satte sig. Efter en pause fortsatte hun:
Jeg tror, vi skal skilles.
Han tænkte et øjeblik og svarede:
For min skyld gerne. Bare du ikke begynder at kræve børnepenge. Jeg skal nok give dig penge.
Morten vendte sig om og forlod køkkenet. Vibeke kunne ikke engang græde, for straks lød støj inde fra børneværelset. Tvillingerne var vågnet og kaldte på hende.

***

En uge senere havde hun pakket sine ting, taget drengene under armen og var flyttet ud. Hun havde det ene store værelse i en gammel bofællesskabslejlighed, som hun havde arvet fra sin mormor.

Beboerne var nye, og Vibeke besluttede sig for at hilse på alle. På den ene side boede en sur, men ikke helt gammel mand, og på den anden boede den farverige fru Agnes på omkring tres. Først bankede hun på hos manden:
Hej, jeg er din nye nabo, ville bare hilse på. Jeg har købt kage vil du ikke have en kop te i køkkenet?
Vibeke smilede venligt, men manden så bare på hende, svarede:
Jeg spiser ikke kage, og lukkede døren.

Vibeke trak på skuldrene og gik i stedet til fru Agnes. Hun ville gerne spise lidt kage og føre en samtale dog mest for at holde en opsang:
Sådan ligger landet: Jeg skal have ro om dagen, for om aftenen skal jeg se serier. Jeg håber ikke, dine unger render og skriger, mens jeg hviler. Og de skal ikke løbe i gangen eller rode og svine!
Hun snakkede længe, og Vibeke tænkte resignert, at livet her næppe ville blive let.

***

Hun fik drengene i børnehave og tog job der selv som pædagogmedhjælper. Det passede godt hun havde fri, når Anders og Jonas skulle hentes. Lønnen var lille, men Morten havde jo lovet at hjælpe.

De første tre måneder under skilsmissen sendte Morten faktisk penge. Men bagefter gik der lige så lang tid uden at høre fra ham. Vibeke havde nu ikke betalt husleje i to måneder.

Forholdet til fru Agnes blev værre for hver dag. En aften, hvor Vibeke sad i køkkenet og gav drengene aftensmad, gled Agnes ind i sin silkekåbe:
Nå, har du fået styr på økonomien snart? Jeg vil nødig sidde uden el og varme på grund af dig.
Vibeke sukkede:
Ikke endnu. Jeg må tage ud til Morten i morgen han har glemt alt om sine børn.
Agnes gik tættere på.
Serverer du stadig bare pasta for dem? Du ved godt, du er en dårlig mor?
Jeg er en god mor! Og du skulle blande dig udenom, før du risikerer at få bank!
Nu gik der drama i det, og Agnes skreg så højt, at Vibeke måtte stikke fingrene i ørerne. Da kom Henrik, hendes surmulende nabo, ud og lyttede, mens Agnes svinede Vibeke til, men gik så roligt tilbage. Efter et minut var han tilbage, smed penge på køkkenbordet og sagde:
Tag dem. Betal regningen og hold fred!
Agnes holdt inde, men hvæsede, da Henrik gik:
Det skal du nok få betalt for!
Vibeke ignorerede det. Det skulle vise sig at være en fejl.

Næste dag tog hun hen til Morten. Han hørte på hendes bønner:
Jeg har det svært for tiden, jeg kan ikke betale dig noget.
Morten, det er ikke for sjov jeg skal jo brødføde dine børn!
Jamen fodr dem da, jeg forbyder dig ikke noget.
Så må jeg kræve børnepenge.
Gør det bare, min officielle løn er så lille, at du får ingenting ud af det. Og lad være med at kontakte mig mere!
Vibeke gik grædende hjem. Der var en uge til løn, og næsten ingen penge tilbage. Der ventede hende endnu en overraskelse: Betjenten fra lokalpolitiet stod i gangen. Fru Agnes havde meldt hende. Der stod, at Vibeke truede Agnes’ liv, og at hendes børn var overladt til sig selv og sultede.

Betjenten talte med hende i en time, og sagde til sidst:
Jeg bliver nødt til at anmelde det til kommunen.
Hvad mener du? Jeg har jo ikke gjort noget forkert!
Sådan er reglerne. En anmeldelse skal undersøges.

Om aftenen kom Agnes igen i køkkenet:
Så hvis dine unger larmer én gang til, melder jeg dig lammet direkte til kommunen!
De er jo bare børn, Agnes!
Hvis du fodrede dem ordentligt, sov de i stedet for at råbe og løbe!
Hun smækkede døren efter sig. Drengene så bange på Vibeke.
Det skal I ikke tænke på, mine kære, hun mener det ikke. Hun er rar inderst inde.
Vibeke vendte sig hurtigt mod komfuret for at skjule sine tårer og så ikke, at Henrik kom ind. Han trak et stort indkøbsnet spændt med madvarer hen til hendes køleskab og læssede det ind i stilhed.
Henrik, det er altså det forkerte køleskab!
Han svarede ikke, men fyldte køleskabet op og gik. Vibeke vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Efter løn ugen efter bankede hun på hos Henrik. Han lukkede straks op, lige så mut som altid.
Henrik, jeg skylder dig penge for mad. Her er to tusind kroner, sig til hvis jeg skylder mere.
Glem det, sagde han kort og smækkede døren.

Hun nåede ikke engang at reagere, før Agnes’ skrig lød fra køkkenet. Vibeke løb derud drengene stod ved bordet, hvor der var spildt te. Agnes råbte:
Uopdragne unger! Hvad bliver der af jer, når I vokser op?!

Vibeke sendte drengene ind på værelset, tørrede op og satte sig slukøret i sengen sammen med dem.
Der er ingen grund til at være triste. Det skal nok gå. Vi finder en løsning og kommer væk herfra.
Drengene krammede hende tæt.

Næste aften bankede det på døren. Henrik var allerede hjemme, men Vibeke åbnede udenfor stod to ukendte kvinder, betjenten og en mand fra kommunen.
Er det dig, Vibeke Frederiksen?
Ja.
Vi er fra kommunen.
Hvorfor?
Må vi komme ind?
Kvinderne tjekkede værelset, åbnede køleskabet, løftede dyner.
Pak børnenes ting.
Hvad? I har da ikke tænkt jer…
Anders og Jonas klamrede sig grædende til hendes ben, mens betjenten begyndte at rive dem løs.
Mor! Mor, giv ikke slip!
Vibeke kæmpede desperat, men en af mændene tog fat om hendes hænder.
MOOOR!
Hun så i vildelse, hvordan børnene blev båret ud mens deres øjne skreg af rædsel. Betjenten slap hende først, da bilens motor var startet. Vibeke faldt sammen på gulvet. Hun hylede. Fem minutter efter var hun alene.

Hun så sig omkring. Øjnene faldt på en gammel økse den havde stået der siden mormorens tid. Vibeke tog den, vendte sig mod døren til Agnes.
Da hun havde smadret døren og Agnes hylede og krøb sammen under sengen, blev øksen vrikket ud af hendes hænder.
For fanden, Vibeke! Hvad laver du? Hvem hjælper du på den måde?
Det var Henrik.
Det er ligemeget nu sagde hun udmattet.
Henrik trak hende med ind til sig, lagde hende på sin sofa og gav hende en pille. Vibeke slugte den, besluttet på at stikke af, men hun blev tung i hovedet og faldt i søvn han havde givet hende sovemedicin.

Henrik gik over til Agnes. Hun sad forpjusket og nippede til urtete.
Fornøjet?
Åh, Henrik jeg troede bare, hun ville flytte, ikke at det skulle gå sådan
I morgen går du på kommunen og trækker alle dine klager tilbage. Tak Gud hvis der ikke sker mere, for ellers mister jeg overblikket over Vibeke og så ved man aldrig.
Agnes nikkede stakåndet.

En hel måned samlede Vibeke udtalelser, fik prøver taget, leverede karakterer og rapporter til kommunen. Hun havde egentlig opgivet, men Henrik gav hende ikke lov at give op. Da det endelig lød, at hun måske kunne få børnene tilbage, vågnede hun op.
Henrik, det havde jeg aldrig klaret uden dig
Da smilede han trist for første gang.
Jeg havde også børn engang To drenge. Men jeg kunne ikke hjælpe dem. De har været væk i fem år nu. Men dine drenge kan reddes.

Natten inden afgørelsen var Vibeke igen på Henriks sofa. Hun kunne ikke sove, og han heller ikke.
Henrik, hvad skete der egentlig med dine børn?
Henrik var tavs længe, så begyndte han, monotont:
Jeg havde familie Kone og to drenge. Jeg tog dem for givet drak lidt for meget, råbte for meget. Pludselig en dag var de væk. Min kone flyttede med børnene. Jeg gjorde ingenting den første måned, troede hun kom tilbage, men så forstod jeg, at jeg ikke kunne undvære dem. Da jeg tog ud til dem for at ordne det hele, var huset brændt ned om natten. Kortslutning.
Han blev tavs. Så fortsatte han:
Så begyndte jeg at drikke, slås og ballade. Slåede lidt for hårdt og kom i fængsel. Siden flyttede jeg ind her, solgte lejligheden og begyndte på fabrikken igen.
Vibeke satte sig tæt på ham og tog hans hånd. Han trak den væk med et suk.
Sov, Vibeke. Du skal være klar til i morgen.

***
Frederiksen!
Ja, det er mig!
Her er papirene. Sørg for, at det aldrig gentager sig.
Vibeke stirrede ulykkeligt, indtil en af damerne smilede.
Hvad venter du på? Hent dine drenge.

Vibeke kunne næsten ikke stå på benene, da hun sammen med Henrik kom ind i rummet, og Anders og Jonas kastede sig om halsen på hende.
Mor! Mooooor!
De græd alle sammen. Selv Henrik gnubbede øjnene.

***
Efterhånden faldt tingene til ro. Fru Agnes kom aldrig ud af værelset mere. Vibeke fik fast arbejde som tekniker på fabrikken nu var bekymringen for, om pengene rakte til brød, væk. Hun tjente ingen formue, men hvis man var økonomisk, gik det.

Men én ting nagede hende Henrik var blevet endnu mere indadvendt. En dag tabte hun hans jakke, og der røg en mobil ud pauseskærmen var et billede af hende. Vibeke smilede svagt, samlede telefonen op og gik ind til Henrik, der lå på sofaen.

Henrik ved du, jeg har altid været bange for at sige de forkerte ting. Og der er mange, jeg aldrig fik sagt noget vigtigt til før det var for sent. Det værste er at fortryde ikke at have sagt det, man burde.
Hvad mener du?
Hvis ikke du kan sige det, så kan jeg måske. Jeg er bange for, du gør grin med mig, men jeg prøver… Henrik, vil du gifte dig med mig?
Han så på hende længe, tog til sidst hendes ansigt mellem hænderne og sagde:
Jeg er ikke god til store ord. Men du skal vide, at jeg gør alt for dig og drengene.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

15 − eight =

Vibeke nægtede at finde sig i det længere. Hun forstod ikke, hvorfor Mads var begyndt at ændre sig –…
«Deux ans de silence avec ma fille : Elle m’a effacée de son existence, et mes 70 ans approchent…»