AFMÅLT LYKKELIGE STUNDER
Vi har alle vores egen målte skål. Nogle griber til den med grådige slurke, bange for ikke at nå det hele, mens andre drypper glæden ud dråbe for dråbe, og trækker fornøjelsen ud.
Anders havde altid målt lykken i millimeter. Præcis to centimeter stærk kaffe i sin yndlingskop. Tredive minutters stilhed, mens København langsomt vågnede udenfor. Og nøjagtigt fem minutter til at se på, hvordan Freja sov.
Det føltes for ham, at hvis han tog bare lidt mere, så ville skæbnen sende ham en regning, han aldrig kunne betale med sine danske kroner. Så han levede forsigtigt, skemalagt, inden for rammerne af sit afmålte velbefindende.
Alt ændrede sig en ganske almindelig tirsdag. Freja sad ved køkkenbordet og i stedet for den sædvanlige godmorgen, rakte hun ham bare en kuvert.
Skal vi flytte? spurgte han, mens han stirrede på brochuren fra den lille havneby.
Nej, Anders. Vi skal begynde at bruge op.
Det viste sig, at hun havde samlet øjeblikke i årevis ikke penge, men de stunder, han altid havde udskudt, bange for at tippe balancen. Hun tog en æske frem fyldt med biografbilletter, pressede blomster og polaroid-billeder, hvor han altid alvorlig prøvede at ramme den perfekte vinkel.
Den aften gik de ikke i seng til tiden. De overskred kvoten for søvn, vin og snak. Anders indså pludselig: Lykke er ikke en fast mængde i et krus. Det var snarere som en å. Jo mere du giver og tør mærke, desto hurtigere fornyes strømmen.
Lykke kan ikke måles på forhånd. Den kan kun leves i det øjeblik, den banker på til te.
Der blev færre linealer i hans liv og mere rod. Kaffen løber sommetider over, stilheden brydes af høje grin, og Freja venter ikke længere fem minutter på hans blikke hun tager bare hans hånd og trækker ham hen til vinduet for at se solnedgangen.
Lykke var blevet larmende og til tider klodset.
Anders besluttede sig for at leve fuldt ud nu hvor mål ikke længere betød noget, kunne lørdagens morgenmad vare til middag.
Freja, jeg har bestilt hele menukortet fra bageren på hjørnet! erklærede han, da han bar bunkevis af kasser ind i lejligheden. Hvis vi fejrer, så gør vi det ordentligt!
Anders, der er otte flødeskumskager og to lagkager. Vi er kun to.
Det er investering i endorfiner!
En time senere, liggende på sofaen omgivet af tomme kasser og oversvømmet af sukkertræthed, indså Anders første sandhed: **Ubegrænset lykke kræver somme tider Panodil.**
Hans garderobe havde tidligere lignet en udstilling for perfektionister: skjorter sorteret efter farve, sokker i par. Nu, hvor han levede i nuet, brugte han ikke længere aftenerne på at stryge tøj.
Resultatet lod ikke vente på sig. Mandag trådte han ind til et vigtigt møde i en skjorte, der lignede noget en vred kamel havde tygget på, og sokker én med ænder (Frejas gave), én sort og neutral.
Kreativ tilgang? hviskede en kollega.
Nej, sagde Anders muntert. Det er frihed fra strygejernets diktatur.
Til hans overraskelse blev kontrakten skrevet under hurtigere end normalt. Måske stoler danskerne mere på folk i sokker med ænder end på dem, der frygter skævhed i bukserne.
Om aftenen fandt han Freja i gang med at forsøge at pakke en kuffert.
Skal vi rejse? spurgte han håbefuldt.
Nej, jeg leder bare efter jeans. Livets strøm har gjort, jeg ikke længere har styr på klædeskabet.
De sad på gulvet midt i en bunke tøj og grinede. Anders erkendte: hans gamle målte skål var trang, men den nye flod kunne godt løbe over og oversvømme sund fornuft.
Den sande harmoni lå et sted midt mellem stram planlægning og grænseløst vanvid. Mellem afmålt ro og den eufori, der flyder ud over hele lejligheden.
Spontanitet er lumsk. Den lover romantik som på de danske landeveje, men ender ofte med at man prøver at børste tænder med fingeren på en tankstation ved Slagelse.
Nu, sagde Anders klokken tre om natten, mens han lukkede sin laptop. Årets regnskaber kan brænde. Vi kører til havet. Med det samme.
Freja, døsig, troede det var en drøm, nikkede og smed det første og bedste i tasken.
Halvanden time senere rullede deres slidte Volvo ud på motorvejen. Anders følte sig som hovedpersonen i en roadmovie: vinden susede (kold), musikken i stereo (skrattende), og frihed i sjælen (en smule urolig).
Første stop i solopgangen afslørede omfanget af katastrofen. Anders, som tidligere planlagde selv turen til bageren, havde i sit frie lykkerus pakket:
* En grillspydsæt (men intet kød)
* Et telt (uden pløkker)
* En pæn blazer (hvis havet skulle invitere på bal)
Freja havde heller ikke styr på det. I hendes taske lå tre badedragter, et bjerg af solcreme ingen ekstra undertøj. Men hun havde taget en lille pottekaktus med, fordi den så så trist ud i entreen.
Da bilen stoppede efter 500 kilometer og brændstofmåleren, ligesom dem, havde fået nok af planlægning, grinede Anders bare.
De sad på kølerhjelmen, spiste en lun bolle og gav kaktussen det sidste af deres mineralvand. Der var ingen 5-stjernede hoteller, ingen instavenlige vinkler. Bare en støvet landevej, duften af dansk rug og den barske erkendelse: **De bedste øjeblikke sker, når planerne ryger ad helvede til.**
Vi mangler pløkker til teltet, sagde Freja og klappede kaktussen.
Men vi har grillspyd, blinkede Anders. Det er kreativ jordforankring.
Til havet nåede de efter to dage, med to Falck-vogne og et køb af ens T-shirts i en forvokset tankstation, hvor der stod Jeg elsker romkugler. Det var det mest besværlige, fjollede og dyre eventyr, de havde prøvet. Og det lykkeligste.
Lykke var ikke længere afmålt, men blev grænseløs, ligesom T-shirten og lige så hyggelig.
Solnedgangene ved Vesterhavet kan virke opskruede, men denne var særlig den duftede af salt, stegt rødspætte og overgivelse til nuet.
De fandt en tom strand på kanten af den lille by, netop som solen begyndte at smelte og løb gyldent ud i havblåen. Teltet, sat fast med grillspyd, stod skævt, som en syg måge, men Anders var ligeglad.
Han sad, lænede sig mod bilens hjul og så Freja forsøge at lære kaktussen at trække havluft, ved at stille den på en flad sten.
Tidligere ville jeg have regnet chancen for regn, tjekket hotellets rating og booket bord tre måneder før, sagde han stille, mens han gnubbede blære fra nye sandaler. Jeg ville være kommet forberedt, men tom indeni.
Og nu? Freja satte sig ved siden af og lagde hovedet på hans skulder.
Nu har jeg sand i skoene, tom tank og ro i hovedet. Og det er det dyreste, jeg nogen sinde har købt.
De åbnede en flaske lun hvidvin, købt af en ældre kvinde på landevejen. Uden glas, ingen proptrækker de brugte nøgle til lejligheden.
Anders trak den gamle målestok op en lille notesbog, hvor han i årevis havde noteret udgifter, skridt og mål. Han så på den, smilede og lod den skøjte over vandet. Den hoppede to gange og forsvandt i bølgerne.
Lykke var ikke længere et regnestykke det var blevet en naturkraft.
Da det blev helt mørkt, og stjernerne glimtede over havet store som salt på læberne sad de bare tavse. Der var ikke brug for at gemme øjeblikket på telefonen eller på måleniveauer.
Anders forstod: Livet udleverer ikke lykke i portioner. Det giver dig bare oceanet, og om du møder det med et fingerbøl eller med en brudt balje, du kan sejle over horisonten med, det er kun din beslutning.
De sov under bølgens raslen, indhyllet i ét tæppe. Grillspydene holdt teltet, kaktussen vogtede indgangen, og morgendagen var for første gang helt vidunderligt, lykkeligvis uforudsigeligOm morgenen blev de vækket af solen og den uvante lyd af måger, der kæmpede om en halvtom pose romkugle-rest på sandet. Freja strakte sig og trak Anders med ud i vandet det var isnende, men de grinede og plaskede som børn, og kaktussen stod stadig heroisk på stenen, som om den endelig var blevet hjemme.
Efter morgenmaden sanddyner og den sidste bolle satte de sig på stranden, med fødderne begravet i det kolde sand.
Skal vi tage hjem? spurgte Freja, da der kun var en stump hvidvin og vinden gjorde sig klar til at blæse dem videre.
Anders tøvede et øjeblik. Han betragtede havet, som nu flimrede i morgenlyset, og tænkte på den lille skål, der engang havde styret hans verden.
Nej, sagde han med et smil, der både var nyt og velkendt. Lad os ikke tage hjem endnu. Vi ved aldrig, hvor meget lykke der stadig flyder herude.
De gik langs vandkanten, fyldt af en lethed, og hver bølge var et minde, der ikke behøvede gemmes bare leves.
Da de vendte tilbage til bilen, var de mødt af en gammel fisker med en kurv fyldt med friskfanget rødspætte. Han grinede, da han så dem, og sagde:
Man kan ikke planlægge havets gave. Man må bare tage imod.
Anders tog imod både fisken og momentet og for første gang følte han sig ikke bare lykkelig, men fri.
På hjemvejen blev de ikke enige om en eneste plan. De kørte forkert, stoppede for at købe kirsebær, sang med på radioen, og lod kaktussen få sit eget sæde.
Og da de til sidst nærmede sig København, var Anders verden ikke længere indrettet efter millimeter, men efter de store, vilde strøg af held og tilstedeværelse.
Livet var blevet til et væld af skåle, flasker, strømme, minder alt sammen blandet, alt sammen uafmålt.
Han vendte sig mod Freja, som sad med sand mellem tæerne, og vidste: Der var altid mere lykke at hente. Man skal bare turde åbne låget, lade det løbe over og tage imod, som det er.
Og så kørte de ind i byen, stadig ikke færdige med at bruge op, stadig åbne for det næste, ukendte øjeblik.
