Når jeg tænker tilbage på min barndom, husker jeg tydeligt, hvordan jeg drømte om at blive voksen, så jeg selv kunne bestemme:
spise lige hvad jeg havde lyst til,
gå i seng, når det passede mig,
gå ud uden at skulle spørge nogen om lov.
Nu, så mange år senere, kan jeg ikke lade være med at smile lidt trist af mit dengang naive barnsind.
Virkeligheden ramte mig på den dag, jeg flyttede ind i min egen lille lejlighed i Aalborg:
vasketøj, madlavning, rengøring, regninger, husleje, indkøb
det hele skulle betales af en enkelt løn, der næsten ikke rakte til det.
Jeg havde forestillet mig, at friheden lå i at bestemme, hvad aftensmaden skulle være.
Jeg havde ikke anet, at frihed i virkeligheden ofte er at regne på, om der er nok kroner til både ris og sæbe samme måned.
En dag gik det op for mig, at jeg i flere uger ikke havde sat mig ned og spist morgenmad i ro og mag.
Jeg stod op, tog et hurtigt bad, redte sengen og spurtede til bussen.
På vejen kom jeg i tanke om den mail fra arbejdet, jeg ikke havde fået svaret på, at internetregningen forfaldt før fredag, og at mit Dankort snart var opbrugt.
Voksenfriheden viste sig at være en liste af pligter, ikke en opfyldt drøm.
Når jeg kom hjem om aftenen, føltes trætheden som at gå ind i en mur.
Jeg åbnede køleskabet i håbet om at finde noget, der lavede sig selv men selvfølgelig ikke.
Jeg måtte vaske grøntsager, hakke, stege og derefter vaske op igen.
Nogle aftener endte jeg bare med rugbrød og ost, bare for at slippe for at røre ved stegepanden.
Men selv da fik jeg ikke ro, for tankerne blev ved at myldre:
vandregningen er høj,
jeg skal tjekke utæthed i badeværelset,
tøjet, jeg lagde til vask i morges, lugter allerede lidt mærkeligt
Mine venner sagde altid:
Skal vi ikke snart ses?
Men der var altid noget, der kom i vejen:
én tog ekstra vagter,
en anden skulle passe en syg farmor,
en tredje havde ingen penge sidst på måneden,
en fjerde var bare helt flad på energi.
Da vi var teenagere, så vi hinanden næsten dagligt.
Nu som voksne kunne der gå en måned mellem hver gang.
Og når vi så endelig samledes
så handlede snakken om træthed, betalinger, og ømme rygge.
Unge mennesker, der lød som gamle mænd og koner.
Det værste var erkendelsen af, at der aldrig rigtigt var pause.
Selv weekenderne var fulde med gøremål:
vaske tøj, gøre rent, rydde op, købe ind, fikse noget der var gået i stykker.
En lørdag tog jeg mig selv i at græde midt i gulvvasken.
Jeg tænkte:
Selv når jeg hviler, får jeg aldrig ro.
Som barn kaldte jeg frihed det, de voksne gjorde for mig.
Nu gør jeg det hele selv uden nogen til at støtte mig.
Arbejdet blev heller ikke, som jeg havde troet.
Jeg forestillede mig, at det bare var en følelse af tilfredshed.
Men jeg kendte ikke til at:
smile, når man ikke havde lyst,
finde sig i dumme kommentarer,
jagte mål, der ændrer sig uge for uge,
og acceptere, at en del af lønnen forsvinder til ting, man aldrig ser.
En dag stod jeg og regnede på, om jeg kunne spise frokost eller hellere burde spare pengene til månedskort.
Det er der ingen, der fortæller dig som barn.
Ingen forklarer, at det voksne liv er en evig strøm af små regnestykker oppe i hovedet.
Jeg troede, at det at blive voksen var frihed.
Men i virkeligheden er det en mærkelig balancegang mellem træthed, pligter og ganske korte øjeblikke af stilhed.
