Skæbnen
– Du er min skæbne, – sagde min forlovede blidt til mig.
Men lige før brylluppet kom han hjem og fortalte, at han havde mødt en anden.
– Og hvad så med skæbnen? mumlede jeg dumt som en papegøje.
Det virkede som om det var lidt pinligt for Kasper, at han droppede mig så tæt på brylluppet, men alligevel kunne han ikke lade være med at grine lidt.
– Skæbne, Kirstine, hvad snakker du om? Det er jo bare eventyr.
Han pakkede sine ting og gik. Jeg prøvede at begrave mig levende i lejligheden. Telefonen ringede uafbrudt, folk bankede på døren jeg ville ikke se nogen. Min mor forlod mig allerede som lille giftede sig og flyttede til udlandet for et mere farverigt liv. Min mormor opdragede mig. Hun døde for et par år siden. Jeg havde ingen skulder at græde ud ved. Jeg græd i puden. Nogle gange faldt jeg i søvn efter at have grædt, men søvnen var urolig og fyldt med underlige hænder, der greb fat i mig. En rystede mig hårdt, og jeg vågnede.
– Nå? Hvad fanden laver du?
Stemmen tilhørte min bedste veninde, Julie.
– Hvordan kom du ind? spurgte jeg køligt. Jeg blev virkelig bange.
– Det kan jeg godt se, – grinede Julie. Jeg betalte en låsesmed for at få døren op. Det var ikke let, jeg bor jo ikke her.
– Hvor meget gav du? Jeg betaler dig tilbage.
– Åh, du skal først komme tilbage til dig selv, Kirstine! Hvorfor gør du så meget ud af det? Det er bare Kasper.
Julie og jeg gik på samme folkeskole, men på gymnasiet gled vi lidt fra hinanden. Hun kunne aldrig lide Kasper. Hun sagde altid, han var en nar. Måske havde hun ret, og jeg tog fejl.
– Hvorfor gjorde han det?
– Fordi han nu dater Marina Holm. Hvad har du? Kun denne lejlighed fra din mormor. Marina har mange lejligheder dit provins-nar har vundet i Lotto.
Jo, Marinas far var stor forretningsmand. Men hun gik på samme universitet som jeg hvor Julie også havde været…
– Hvordan ved du det?
Julie fortalte, at da hun ikke kunne få fat i mig, ringede hun til Kasper. Han sagde bare, vi var færdige, og han vidste ikke noget. Så gik hun ind på hans sociale medier og snusede rundt. Pludselig tænkte jeg ikke på hvor led Kasper var, men på, at jeg aldrig kunne konkurrere med Marina. Hvor dum er jeg egentlig?
– Jeg går ikke tilbage til Københavns Universitet. sagde jeg.
– Så lad være, – sagde Julie og trak på skuldrene. Altså, jeg ville først og fremmest spise noget, hvis jeg var dig.
Hun trak mig op af hullet. Hun tvang mig til at spise, tvang mig ud af lejligheden. Hun tog med mig på universitetet for at hente dokumenter jeg studerede på kemisk fakultet indtil i dag. Heldigvis mødte vi hverken Kasper eller Marina. Jeg slap for at være flov. Til de få gæster, der var inviteret til vores bryllup, skrev jeg en undskyldning.
Næste sommer startede jeg på medicinstudiet, hvor Julie allerede læste på tredje år. Det var hårdt, men jeg klarede det. Hver dag mindede jeg mig selv om: Du er stærkere end alle de narhoveder tilsammen. Du klarer det.
Jeg tænkte slet ikke på mænd. Alle havde kærester, men jeg var bange som om der stod en nar bag hver eneste hjørne klar til at gøre mig ondt. Da Julie blev færdig med sin turnus og blev gift på sidste år, sagde hun til mig:
– Kirstine, du kan ikke blive ved! Hvor mange gange tror du, du bliver 24 i livet? Pludselig er du 25, og så 30 stadig ked af Kasper.
– Er du vanvittig? svarede jeg. Jeg kan knap huske ham.
– Du husker ham, Kirstine. Du lader ham styre hele dit liv. Lad være! Ikke alle mænd er narhoveder.
På femte år gad jeg ikke afvise flere, og jeg tog imod Svend Nielsen meget beskeden, meget klog. Efter et halvt år blev vi gift. Svend var en fantastisk mand, og han stod til at få succes i lægeverdenen. Når jeg så, hvad han gjorde for mig, tænkte jeg: Endelig har jeg vundet i Lotto. Taknemmeligheden i mit hjerte blev til kærlighed. Jeg vidste ikke dengang, at det var begyndelsen på et nyt hjerte vores søn, Anders.
På de sidste studieår valgte jeg anæstesiologi. Da Svend begyndte at tjene godt, prøvede han at overtale mig til at stoppe med at arbejde. Men på trods af min kærlighed og taknemmelighed, ville jeg ikke være afhængig af nogen anden end mig selv.
– Nej, Svend. Jeg vil ikke miste min faglighed hvad hvis jeg bliver arbejdsløs? Hvad så? Rengøringsdame?
– Kys, – sådan kaldte han mig altid, – hvad er det for en situation, du taler om? Jeg vil altid være din mand.
– Jeg ved det. Men livet kan være bittert og byde på citroner.
Han krammede mig, og så var diskussionen slut. Forståelsen i vores familie var helt i top.
Vi levede og opdragede Anders, talte om eget hus. Det var især Svend, der ville bo ude på landet, jeg var tvivlende. Det er langt på arbejde, sagde jeg vi er læger, vi skal komme til tiden, patienternes liv afhænger af os.
– Nå, og videre…
– Om vinteren sneer det til, vi skal grave os ud i halve dage.
Svend satte mig på skødet:
– Sig nu ærligt, du er bare bange for spøgelser?
– Hvilke spøgelser? sagde jeg overrasket.
– I ethvert ordentligt hus bor der spøgelser.
Jeg grinede højt, kyssede ham, tog hans briller af og så ham i øjnene. Så kom Anders ind i køkkenet, rystede på hovedet:
– I er voksne mennesker. Som teenagere, for pokker.
Han tog en yoghurt ud af køleskabet og gik ind til sig selv.
– Du opfører dig upassende, – hviskede jeg til Svend.
– Jeg ved det.
– Hej, Lise. Hvem opererer I i morgen?
– Igår, Kirstine, der er en VIP-sag femte denne måned.
Jeg skæmmede journalen onkologi. Flere ondartede tumorer mavesæk stadium III. Hjerteproblemer, højt blodtryk.
– Hvorfor er han på jeres afdeling? undrede jeg mig.
– For penge. For penge, Kirstine, ligger du, hvor du vil. Selv på gynækologi, – fniste sygeplejersken.
– Nå, ja, okay.
Jeg gik mod stuen, læste navnet på patienten Kasper Holm. Noget nagede mig Jeg kendte navnet. Selvfølgelig! Marina Holm tog min forlovede på tredje år og hans navn var
– Hej, – sagde en skaldet og tynd Kasper. Du ser godt ud.
Jeg ville gerne sige det samme, men spøgelser, tænkte jeg. Her var det mit fortids spøgelse.
– Goddag. Jeg skal være din anæstesiolog under operationen. Skal vi tage blodtryk?
Jeg tog mig sammen. Mit hjerte bankede ustyrligt det føltes som om jeg burde måle mit eget blodtryk først.
Kasper lod mig undersøge ham han var opgivende. Jeg havde lyst til at spørge, hvorfor han tog Marinas efternavn.
– Alt indenfor normalen operationen skal nok gå godt.
– Godt… du har nok læst journalen.
Ja, historien var virkelig utrolig. Jeg gik mod døren hvad siger man til en fremmed, der engang sårede én så dybt?
– Kirstine, vent. Gå ikke.
Jeg vendte mig.
– Tilgiv mig. Kom nu. Gud straffer mig nok for det. For dig.
– Kasper, det er okay. Det var så længe siden.
– Nej, – insisterede han. Jeg opførte mig som en idiot. Jeg har tænkt meget over det.
– Følte du dig skyldig? spurgte jeg og smilede.
– Ja sagde Kasper overrasket.
– Ved du læger afviger sjældent fra deres kurs, men jeg læser lidt psykologi. Psykosomatik skyldfølelse er noget af det mest ødelæggende. Tænk over det.
Hans ansigt var meget forvirret, så jeg sagde:
– Jeg er ikke vred! Jeg er faktisk taknemmelig. Havde du ikke gjort det, ville jeg ikke være lykkelig nu.
Da jeg sagde det, mærkede jeg, at det var sandt mit hjerte blev roligt. Jeg satte mig ved Kasper og krammede ham. For pokker, hvor var det godt, at han gik!
– Hvad sker der her? lød det skingre bag mig.
Marina. Med en lille pose. Hun så pæn ud bortset fra poser under øjnene, som selv makeup ikke kunne skjule. Da hun talte, rykkede Kasper hænderne væk fra mig.
– Alt er ok, – sagde jeg og vendte mig. Bare lidt terapi.
Da jeg gik ud af stuen, tænkte jeg, at jeg egentlig var ked af Kasper. Ja, lidt som et fremmed menneske, men jeg er så lykkelig, har alt hvad jeg har brug for. Kasper har intet hverken kærlighed, sundhed eller sin egen identitet. Skæbnen er hård og Kasper har ikke fordøjet sin Lotto-gevinst.
Jeg gik hen til vinduet, tog telefonen op og ringede til Svend.
– Er der noget galt? svarede han bekymret.
Vi ringede aldrig midt i arbejdet uden grund det var vores aftale.
– Jeg elsker dig, Svend. Så meget! sagde jeg og kneb øjnene sammen.
– Det ved jeg, – sagde han roligt. Det er jeg glad for, at du nu også ved.
Skæbnen. I dag lærte jeg, at man aldrig skal være bange for fortiden for det er vejen til lykke.
