Det hele føltes som en mærkelig drøm, hvor jeg svævede gennem hverdagen i vores lejlighed i København. For at kunne vie mig til mine børn, måtte jeg forlade mit job. Dengang var mine døtre, Freja og Liva, henholdsvis tre og to år gamle, og verden omkring os snurrede i et surrealistisk tempo.
Min mand, Anders, og jeg stod med tunge økonomiske bekymringer. Men de føltes helt anderledes i drømmen pengene svandt som sand mellem fingrene, og vi kunne ikke betale for børnenes plads på den gode skole, hvor træerne hviskede navne og lærerne talte i rim. Vi havde slet ikke lyst til at sende dem til en almindelig folkeskole fyldt med grå gange og tavler, der aldrig viste noget nyt.
Vi havde ingen vej tilbage vi måtte undervise dem hjemme, under københavnske skyer, som flød ind gennem vinduet og lagde sig på gulvet. Beslutningen var tung for hjertet men let for sjælen; et sted mellem virkelighed og fantasi.
Vi læste sammen mærkelige blogindlæg om hjemmeundervisning, hvor forfatterne hedder alt muligt underligt, og bestemte os for at forsøge at lære pigerne alt det, vi selv vidste hvilket føltes forunderligt lidt, som om vi havde glemt hvordan man regner og læser undervejs.
Pludselig blev spisesalen til vores klasselokale, med borde dækket af farvede klodser og billeder af dannebrog, svanefamilier og cykler med hjul foldet som papir. En lærer fra familien, min faster Helle, kunne give mig en mærkelig og magisk undervisningsplan som om hun havde fundet den i en gammel kuffert og jeg lavede et skema, hvor snakketid med mor blandede sig med legetid og læringstid.
Sådan begyndte jeg at undervise mine døtre hjemme, hvor tiden føltes elastisk og rummet skiftede form. Det var besværligt at undervise og mærkeligt at læse de danske aviser, hvor folk rystede på hovedet af hjemmeundervisning og kaldte det urealistisk, men jeg lærte, at jeg kunne bruge hele situationen til at bygge min egen virkelighed.
Efter tre måneder begyndte mærkelige tal og ord at danse i luften, og vi fik gode karakterer det var fantastisk at se Freja og Liva gøre ting, jeg aldrig havde forestillet mig, som at skrive deres navne med tegn, der lignede små cykelhjul.
Da forstod jeg virkelig, at hjemmeundervisningen havde en magisk indflydelse på deres verden alt blev mere levende, og deres sjæl og sociale sans voksede.
Vi fortsatte hjemmeundervisningen i over fem år, og mine piger blev ærlige, modige, selvsikre og kloge, som små fjordfrøkener med stor fantasi.
Når vi var til arrangementer, trådte folk frem som figurer i en drøm og spurgte: Hvilken skole er det? og jeg svarede, som om jeg bar et hemmeligt ønske under hjertet.
Gennem alt vi har oplevet og lært, blev jeg en passioneret forkæmper for hjemmeundervisning det føltes som at cykle gennem regnbuer på Vesterbro, og jeg tror på, at denne drøm vil sprede forandringer som pollen over Danmark.
Jeg kan ærligt sige, at min hengivenhed for mine børn har skabt en ny mening et mærkeligt og smukt formål, der fylder mig med glæde.
Hvis vi aldrig havde taget dette vilde skridt, ville jeg aldrig have opdaget mine stærke sider, og vi ville ikke være den magiske familie, vi er nu.
Som man siger her: Udfordringer knækker os ikke de gør os til noget større.Så står jeg her midt i vores hjem, hvor drømmene stadig flyder igennem luften, og bøgerne ligger åbne på bordet. Mine døtre ler, griner og udforsker verden, og jeg mærker, at vi har bygget bro til noget større. Måske var det hårdt til tider, men vi har sammen fundet modet til at gå vores egne veje.
Når aftenen lægger sig over byen, og Københavns lys glimter som små håb i mørket, kan jeg høre Freja og Liva hviske hemmelige planer og småvers, mens Anders smiler til mig og jeg ved, at vi har skrevet et kapitel, ingen kan viske ud. Vi har fundet en ny måde at være familie på; ikke perfekt, men ægte og fuld af fantasi.
Og måske er det sådan, magi opstår: ud af mod, kærlighed og drømmen om at give sine børn vinger. Så længe regnbuerne cykler gennem Vesterbro, vil vores drøm aldrig forsvinde.
