Min mor drømte altid om at få en pige.
Hun og min far havde først held med at få sønner, som om universet tog fejl og kun sendte energiske drenge. Jeg var det fjerde barn den yngste og højt ønskede. Mor kaldte mig ofte for “prinsessen”, nogle gange halvt ironisk, fordi mine brødre ikke lige var de nemmeste typer at få til at rydde op efter sig. Hun jokede tit med, at drenge er lidt for vilde og svære at forstå. Så da hun efter en scanning fik at vide, at jeg ventede en dreng, blev hun en smule bekymret nu igen en masse larm og fodbold i stuen.
For mig og min mand var det nok ligegyldigt, om det blev en dreng eller pige. Vi blev forelskede i barnet, så snart vi fandt ud af, at jeg var gravid. Efter scanningen begyndte vi at købe børneting og indrette babyværelset, valgte det, der så mest drengeagtigt ud, og mor sagde, vi ikke skulle skynde os alt kan jo ske!
Om hun bad til noget eller bare havde et sjette sans skal jeg ikke kunne sige, men da fødslen kom, blev vi overraskede: Jeg havde født en pige! Det kan ske en scanning kan sige det ene, men det er ikke altid GPS’en for det virkelige liv.
Mor var helt oppe at køre stor jubel! Jeg sad og overvejede om vi så skulle skifte de blå sparkedragter med biler til noget mere med blomster og stjerner. Jeg vil jo ikke have, at folk tror det er en lille dreng i barnevognen, når jeg er ude at gå tur med min datter. Men altså, det gør måske ikke så meget danske babyer kan jo få lov at gå i alt, bare de har det varmt og godt.
