Maja sprang ind i den tætpakkede bus lige i sidste øjeblik, snørklede sig vej ned mod bagsædet og landede helt efter vane ved de bagerste døre. Hun sad der og lod blikket køre rundt, lidt som om hun scannede efter tabt mobil eller en halvspist croissant, og så fangede hun pludselig en rødtop. Det var ikke bare hvilken som helst rødtop; hendes hjerte krøb op i halsen som en kat på jagt. Ved midterdørene stod Anders.
De havde været gode venner siden gymnasietiden, og efter studentertiden begyndte de at date. Men, selvfølgelig, lidt ligesom dansk regnvejr, var deres tid sammen ikke altid til at regne med; de studerede på hver sin institution, og det var let at missede dateaftener eller spontant kaffehygge. Anders gjorde sit bedste for at følge med, men han jonglerede studier, tusind andre ting og en halv tid job på toppen af det hele. Han håbede Maja ville tage initiativ, men da han under et skænderi foreslog, at de måske skulle slutte det hele, sagde hun ja. Og så var det dét.
Før hun rigtig kunne forstå, hvad hun havde gjort, var Anders væk fra hendes univers han havde fået nyt nummer, logget af Facebook, og startet på et nyt job. Maja blev faktisk forskrækket over, hvor lidt spor han havde efterladt; hun vidste slet ikke, hvor hun skulle lede eller hvem hun skulle spørge. Et helt år gik med nostalgiske tanker, dramatiske taler, hun ville holde, hvis de nogensinde stødte ind i hinanden… Nu var chancen der. Anders lige dér, så tæt på.
Hun tog en dyb indånding og lagde en plan for hvordan hun ville hilse på ham, begyndte at sno sig igennem folkehavet, og så selvfølgelig Anders steg af på første stoppested. Maja prøvede at kæmpe sig ud, men det var umuligt; københavnerne slår ikke ud, de skubber ikke, især ikke på en grå tirsdag. Publikum var for massivt, og hun kunne ikke komme tæt nok til at redde dagen.
Sådan er livet, ikke? Man skal ikke altid gøre noget. Det der var, er væk, og Maja var endnu engang sent ude.
