I sin lille etværelses lejlighed har Olga Pedersen boet hele sit liv. Først sammen med sin mand og datter, og de seneste år helt alene. For nogle år siden gik hendes ægtefælle bort.

I min lille etværelses lejlighed i København har jeg boet hele mit liv. Først sammen med min mand og vores datter, og de seneste år helt alene. Min mand gik bort for nogle år siden, og vores datter flyttede til Aarhus med sin familie, efter hun blev gift.
Alligevel føler jeg mig ikke ensom. Efter jeg gik på pension, har jeg taget mig tid til det, jeg aldrig nåede i de travle jobår. Jeg spadserer i Frederiksberg Have, mødes med veninderne over kaffe og småkager, strikker og hækler, og for nyligt har jeg kastet mig over at lave håndlavet sæbe.
Mor, har du virkelig ikke andet at tage dig til? spurgte min datter, Frida, med hævede bryn, da jeg fortalte om mit nye projekt. Sæbe? Bruger du penge på sådan noget? Du kunne give dem til børnebørnene, det ville være mere fornuftigt!
Jeg sukkede. Jeg havde ikke forventet, at Frida ville være begejstret, men lidt respekt kunne hun da udvise.
Frida, vær nu ikke så bekymret. Når I kommer, tager jeg børnebørnene med til Legetøjsland, det har jeg allerede planlagt, prøvede jeg at forsvare mig. Sandheden var, jeg følte mig underligt tilpas over at bruge tid på mine små hobbyer.
Vi kommer. Om en uge, lige når Mads har ferie.
Jeg blev nærmest forskrækket. Hele Fridas familie ville komme og bo hos mig i en uge, hvilket kun sker to gange om året, og jeg ser frem til det med blandede følelser. Min lille lejlighed kan reelt kun rumme én person mig selv. Men det fatter Frida og Mads ikke. De fylder stuen og min gamle sofa, ser TV til langt ud på natten og diskuterer om morgenen. Børnebørnene Emil og Jonas holder til på luftmadras i køkkenet. Mig? Jeg klapper sengen ud i gangen og sover der. De køber sjældent ind, og Frida hjælper ikke med husholdningen, så det er ikke underligt, jeg ikke ligefrem glæder mig.
***
Før familien kom, samlede jeg alle mine sæbeblomster i en stor papkasse og bragte dem over til min nabo, Ida. Hun lavede også sæbe, så det var oplagt.
Selvfølgelig, sagde Ida, da jeg rakte kassen til hende. Wow, hvilke smukke pæoner! Du har virkelig talent, Tove!
Sludder, sagde jeg og vinkede afværgende. Men jeg blev glad over, at nogen satte pris på mine kreationer. Frida synes, det er noget pjat. Jeg vil ikke diskutere med hende, så nu får du dem.
De er virkelig flotte! Og irisserne også, sagde Ida. Du burde sælge dem, det kunne give lidt ekstra til pensionen. Måske fem tusinde kroner om måneden! Lad mig lave en Instagram-side til dig, så viser jeg hvordan du lægger billeder op. Så kan du lære det, inden jeg flytter til min far på landet. Han er jo syg.
Det kunne jeg godt prøve, mine øjne lyste op. Men ikke et ord til Frida
***
Familien væltede ind, som de plejer højlydt og energisk. Jeg krydsede fingre for, at ugen forløb hurtigt.
Mor, har du fået ny gryde? Den snupper jeg.
Frida undersøger min lejlighed som en detektiv på jagt efter nye ting.
Tag den bare, sagde jeg resigneret. Tante Kirsten gav mig den i fødselsdagsgave, men jeg har ikke rigtig brug for den.
Efter Frida har været på besøg, mangler der altid noget: sølvtøjet, glas eller som nu gryden.
Mor Vi har snakket om det, og synes du skal flytte fra København. Der er jo ingen læger her, og det er langt fra os, sagde Frida, idet hun pakkede en stegepande ned.
Det er den samme samtale hver gang. Frida vil have mig til at sælge lejligheden og flytte til Aarhus, tættere på dem. Der er bedre læger og ambulancer, og familien er nærmere.
Du sidder her alene, kigger ud fra femte sal. Jeg har brug for hjælp med børnebørnene. Emil har fodboldtræning, Jonas skal til eksamen og har brug for støtte, sagde Frida.
Har du ingen samvittighed? Jeg har nok at se til, og du engagerede dig aldrig meget i mig, og nu er børnebørnene ikke din prioritet
Normalt nægter jeg. Jeg har det godt i min by, blandt venner og naboer. Efter 50 år er jeg tryg her, og har ikke lyst til at flytte. Frida ramte dog noget ømt; dengang hun var lille, så jeg hende sjældent både min mand og jeg arbejdede på fabrik.
Frida, hvad er det, du siger? forsøgte jeg svagt at protestere, men hun lod sig ikke stoppe.
Du kunne hjælpe mig, mens du stadig har kræfter. Pengene fra dit salg kunne gå til en lejlighed nær os.
Den nat kunne jeg ikke sove. Tankerne myldrede: hvordan skulle jeg gøre det uden at såre Frida? Jeg ville ikke flytte det ville være som at miste mine ting og alle minder. Men jeg måtte indrømme, hun havde ret; det er bedst at være tæt på familien, når man bliver gammel.
***
Om morgenen gav jeg modvilligt samtykke til at flytte. Det glædede Frida, og hun og Mads gik straks i gang. Først samlede de mine ting og lavede en fuldmagt ved en notar.
Du bor hos os imens, så ordner jeg salget, sagde Frida.
To uger senere stod jeg i døren til Fridas lejlighed i Aarhus. Hele mit liv var i to kufferter, resten lod jeg tilbage Frida mente, gamle ting skulle smides ud.
Mit sted blev børnenes værelse, på en gammel sovestol.
Flytte?
Mor, bare rolig det er kun midlertidigt, sagde Frida, da jeg udtrykte min bekymring. Jeg fortrød allerede, at jeg lod hende sælge min lejlighed. Du får snart dit eget, og indretter dig. Måske finder du også en ny mand!
En ny mand var bestemt ikke mit ønske, men jeg drømte om et fredeligt hjørne, hvor jeg kunne lave sæbe. En måned gik, så endnu en.
Frida, hvordan går det med at finde noget til mig? spurgte jeg forsigtigt.
Det er sådan, mor. Pengene fra salget er ikke nok, sagde Frida og himlede med øjnene. Mads har investeret pengene, og vi skal vente på, at varerne bliver solgt. Det går nok!
De ord fik det til at vende sig i mig. Alle pengene fra min lejlighed var brugt på Mads evige forretningsidéer. Han har aldrig været nogen forretningsmand han får altid underskud. Til hans 45 år har han haft flere små jobs og virksomheder, men aldrig tjent noget.
Frida, hvordan kunne du! At bruge alle mine penge på det! sagde jeg, målløs.
Jamen, du skrev jo under på fuldmagten, svarede hun og så mig direkte i øjnene.
Jeg havde intet svar. Med tårer i øjnene lagde jeg mig på den gamle stol og vendte mig væk. Ingen kunne nu sige, hvor længe jeg skulle vente på et sted for mig selv hvis det overhovedet blev til noget.
***
Endnu et par måneder gik uden snak om mit eget hjem. Frida blev mere hersens og styrede huset stramt, også mig. Vandet blev for dyrt, jeg talte for meget i telefon, sad for længe på toilettet alt blev kommenteret. Til sidst kunne jeg ikke mere.
Ida, hej, ringede jeg til min gamle nabo. Kan jeg ikke leje et værelse eller lille lejlighed? Jeg vil tilbage til mit gamle nabolag.
Tove, hvad er der galt? lød Ida overrasket. Bor du ikke ved siden af din datter, i egen lejlighed?
Hvis bare det var sandt, svarede jeg, dæmpende stemmen, så Frida ikke hørte det. Min pension rækker lige til et værelse, og jeg fik faktisk hævet den med fem hundrede kroner for nylig.
Kom hjem til mig. Jeg tager til min far på landet i en uge, så kan du passe blomster og katten, Magnus. Så ser vi, hvad der sker.
Det aftale vi.
Mens Frida var på arbejde, pakkede jeg hurtigt mine ting og tog toget til København. Jeg ville ikke engang fortælle hende, at jeg var taget afsted skuffelsen var for stor.
Da jeg kom hjem i regnvejret, følte jeg mig nærmest lettet. Ida tog imod mig som familie, bød på te og kage, og lod mig bo i hendes store værelse.
Her står også din sæbekasse, jeg har ikke rørt den. Hvorfor leje, bo her hos mig. Det er både trygt for dig og mig, sagde Ida. Min mor er her ikke længere, så du kan være som en ekstra mor.
Jeg blev rørt til tårer. Ida har jeg kendt siden hun var barn, og hendes mor var min veninde, så det føles hjemligt. Selvom Frida ringede og bad mig komme tilbage, virkede det halvhjertet det var næsten som om hun var lettet over, jeg var væk.
Ida hjalp mig som lovet. Jeg begyndte at sælge mine små sæbeblomster, og selvom det føltes mærkeligt, kunne jeg betale for at bo hos Ida.
Det sjove var, at min største kunde blev en mand fra nabobygningen. Ingen ved, hvordan han fandt mig på Instagram, men hver dag købte han en ny sæbeblomst. Til sidst inviterede han mig på café, og jeg sagde ja. Måske får Fridas spådom om, at jeg finder lykken, alligevel retDa vi sad over kaffen, fortalte han, at han mistede sin kone for år tilbage, og at det var sæbeblomsterne, der havde mindet ham om glæden ved små hverdagsmirakler. Jeg mærkede, hvordan samtalen blev varm, ikke romantisk, men fyldt med forståelse og venlighed sådan som man kun kan opleve med et menneske, der har mistet og fundet sig selv igen.
Hver morgen begyndte jeg at strikke, lave sæbe og plante blomster i vindueskarmen sammen med Ida. Livet var ikke det samme som før men det var fyldt af latter, fællesskab og duften af lavendel. Min Instagram gav pludselig besked: Du har solgt 100 sæbeblomster! Jeg sendte de smukkeste til Frida og børnebørnene, med et kort: “Tænk på mig, når I vasker hænder. Livet er fyldt med nye begyndelser.”
Engang havde jeg frygtet ensomheden. Nu følte jeg mig ikke alene men hjemme. Ved et lille vindue i København, omgivet af nye muligheder og gamle venner, hvor selv de mindste kreationer kunne lyse op i en ukendt mands hverdag. Og jeg vidste: uanset hvad der skete, ville jeg altid finde min egen vej duftende af sæbe, smil og frihed.