Jeg er 12 år gammel. Min mor råber, at jeg har ødelagt havregrøden, som netop er blevet sur, og hun ryster mig hårdt og kræver, at jeg indrømmer min skyld, fordi jeg dagen før sagde, at jeg godt kan lide kemi.
Som 14-årig forelsker jeg mig i en klassekammerat. De første følelser, små buketter og uskyldige kys. Min mor ringer til hans forældre og råber, at jeg ikke bør få lov til at være sammen med ham, for jeg er ikke noget værd. Jeg græder, klassekammeraten begynder at undgå mig, og jeg mærker, hvor hård verden kan være.
Voksenlivet. Min mor bestemmer, hvilken skole jeg skal gå på. Min drøm om at tage på universitet bliver mødt med tavshed og så får jeg en lussing.
Jeg flygter hjem til mormor, som giver mig nogle kroner af sine små opsparinger og sender mig videre til universitetet. Samme aften, med en beskeden sum i lommen og dokumenter, jeg snedigt har taget med hjemmefra, forlader jeg byen.
Universitetet. Sjældne opkald hjem. Jeg får at vide, at mormor er på hospitalet. En dag bliver jeg ringet op et ultimatum: enten dropper jeg studierne (på fjerde år) og vender hjem, eller også skal jeg aldrig vende tilbage. Da jeg spørger til mormors helbred, gentages ultimatumet.
Min kommende mand sørger for, at mormor kommer til vores bryllup. Da min mor finder ud af, at hun ikke blev inviteret, sender hun mig ondskabsfulde smser og forbandelser. For at sætte en stopper for det, siger jeg, at samtalen er blevet optaget. Efter en pause tilføjer jeg, at jeg længe har mistet de varme følelser og ikke længere elsker hende.
Livet har lært mig, at familie ikke altid er det, vi ønsker men vi kan finde styrke og kærlighed hos dem, der hjælper os på vores vej. Det vigtigste er at holde fast i dem, der giver os tryghed og støtte, selv når det ikke er dem, vi troede ville gøre det.
