Den fattige slægtning
I døren stod en kvinde i en grå pelskåbe. Hendes ansigt virkede bekendt for mig, men jeg kunne ikke komme i tanker om, hvorfra jeg kendte hende.
Sanne! udbrød kvinden så højt, at jeg næsten tabte kaffen. Kan du ikke kende mig? Det er jo mig, Gerda. Altså, Gerda, din firmenning. Vi så hinanden på Messenger engang, kan du huske?
Det var min mor, der havde fået mig til at ringe til faster Mette. Hun havde rund fødselsdag, og det ville være pinligt ikke at ønske tillykke. At jeg aldrig havde mødt hende før, var ikke noget, mor gik op i.
Jeg badede sammen med hende som barn! sagde hun med sådan en stemme, at man skulle tro, faster Mette havde reddet hende fra brændende huse mindst fem gange. Hun er som en søster for mig!
Før i tiden var min mor ikke særligt familiær, men efter pandemien begyndte hun at opspore alle mulige slægtninge på nettet og sende beskeder i én uendelighed. Hun fik også mig til at sende hilsener og lykønskninger til alle disse nyfundne familiemedlemmer. Gerdas ansigt dukkede faktisk op til et af de videokald og nu huskede jeg hende: brede tatoverede bryn, spids næse og et lille, frækt modermærke på kinden.
Nu kan du huske mig! udbrød Gerda tilfreds og maste sig, sammen med to indkøbsposer, forbi mig ind i lejligheden. Jeg bliver altså hos dig, er det i orden? Petrea du ved, hende der var gift med Knud døde sidste år, og nu har hendes familie snuppet lejligheden. Hvor skulle jeg ellers tage hen?
Jeg havde ingen anelse om, hvem Knud var. Det eneste, jeg havde lyst til, var at sige til den påtrængende Gerda, at hun måtte finde et hotel. Men det har jeg aldrig været god til heller ikke over for min mor.
Der er kun to værelser, fik jeg fremstammet.
Ja, og vi er to. Eller har du fundet dig en mand?
Min mor elskede at fortælle alle familiehemmeligheder også at min mand var skredet. Så hele familien havde ondt af mig. Eller frydede sig måske.
Jeg har altså en datter, mindede jeg hende om og ignorerede spørgsmålet om mænd.
Det ville da være rart at finde en, tænkte jeg. Jeg følte mig nogle gange lidt ensom, ikke så god til alt det praktiske i hjemmet. Og jeg savnede én at drage omsorg for, især nu hvor min datter, Mathilde, var blevet en stejl og fjern teenager.
Du er heldig med kun én og så en pige, sukkede Gerda, smed jakken ovenpå min dunjakke og gik ud i stuen. Jeg har tre sønner, og der er sjældent rent, kan jeg fortælle dig. Sig mig, har du noget i køleskabet? Min mave knurrer. Jeg springer altid morgenmaden over på grund af galden, og der var langt herud. Hvorfor har du ikke købt lejlighed tæt ved metroen?
Det var for dyrt, svarede jeg og førte hende ud i køkkenet.
Heldigvis havde jeg suppe fra i går, som Mathilde dog nægtede at spise. Hun havde erklæret: Hos Emma får de altid tom yum og der er altid avocado i køleskabet. Jeg havde googlet tom yum og besluttet, at avocado var lettere.
God suppe, sagde Gerda. Men der burde altså være hvidløg i.
Jeg kunne have mindet hende om, at nogen havde ondt af galden, men holdt som sædvanligt mund.
Skal du være her længe? spurgte jeg forsigtigt og forestillede mig, hvad Mathilde ville sige.
Ved det ikke, svarede Gerda muntert. Det må tiden vise.
Som forventet blev Mathilde ikke begejstret, da hun hørte, at en fjern slægtning skulle blive hos os.
Seriøst? Kan hun ikke tage et hotel? Skal vi samle alle fattige familiemedlemmer hjemme hos os?
Mathilde, tal nu ordentligt!
Taler jeg ikke ordentligt? Hvad har jeg sagt?
Hov, pas på snakketøjet, afbrød Gerda. Man taler ikke sådan til sin mor!
Jeg taler, som jeg vil!
Jeg syntes, det var pinligt foran gæsten. Men hvad kunne jeg gøre? Den ene gang, jeg havde skældt Mathilde ud, havde hun truet med at gøre noget frygteligt ved sig selv. Så jeg havde slæbt hende til psykolog, som bagefter sagde, at jeg ikke måtte hæve stemmen. Og det havde jeg heller ikke gjort siden.
Du har altså forkælet din datter, Sanne, konstaterede Gerda, før vi gik i seng.
Jeg arbejdede på Nørrebro Bibliotek og var faktisk glad for det. Roligt, hyggeligt, og menneskerne var rare. Jeg elskede at læse, og selv om lønnen ikke var noget særligt, kunne jeg tage freelance-oversættelser ved siden af jeg var god til engelsk. Min eksmand havde altid presset på for, at jeg skulle blive professionel tolk, men det var for stressende. Jeg bebrejdede ham ikke noget. Vi var bare så forskellige: Han elskede fester og at bruge penge, mens jeg holdt af at hygge hjemme. Mathilde lignede ham men han ville egentlig helst have en søn. Nu havde han to, og Mathilde var for ham nærmest blevet ligegyldig.
Jeg sov dårligt. Gerda snorkede, som om der boede en hel flok søkøer i stuen. Først da det var lyst, faldt jeg hen og selvfølgelig forsov jeg mig. Da jeg stod op, var der hverken pålæg eller ost i køleskabet, så det blev bare tørt brød til morgenmad. Gerda var væk, Mathilde var gået i skole. Jeg sukkede og gik ud ad døren.
Hvor Gerda opholdt sig, meldte hun intet om. Hun kom hjem efter frokost, smed sig på gæstesengen og gloede på sin telefon. Indimellem råbte hun ind til sine på Fyn: skændtes en del, spurgte til familien, sagde selv, at alt var fint. Nogle gange vendte hun sit kamera og præsenterede mig for én af sønnerne.
Ham den store gider jeg altså ikke vise dig, sagde hun.
Det tog mig en uge at regne ud, at det var eksmanden, hun mente.
Mathilde var selvfølgelig irriteret. Hun skændtes både med mig og Gerda, kommenterede hendes stil og sladrede til veninderne om, at nu flytter hele B-siden ind. Gerda sagde, at jeg havde forkælet Mathilde, og roste ellers min mad, men hun købte aldrig selv ind, tog bare for sig. Oven i det tilstoppede hun afløbet i badeværelset. VVSeren i opgangen havde ferie, så jeg måtte finde én på dba.
Der dukkede en mand op, som var det stik modsatte af de stille folk fra biblioteket: højrøstet, rå, med saftige vendinger, så jeg rødmede. Men han fik dog afløbet i orden og nægtede at tage imod penge.
Det er da synd at tage penge fra sådan en sød dame, sagde han. Det tog jo kun fem minutter! Og I må da have nogen der fælder der var hår nok til en paryk!
Jeg kiggede forvirret over skulderen for at finde Gerda, men hun var der ikke. Jeg var ærlig talt lidt fornærmet det var da Gerda, han burde falde for, ikke mig!
Super, vi sparede lidt penge, sagde Gerda. Skal vi købe en kage og fejre det?
Jeg var lige ved at udbryde: Fejre hvad? At du endelig flytter? Men jeg tog mig i det.
Ja, lad os det, sagde jeg.
Der var ikke råd til den dyreste, så jeg købte en Napoleon. Mathilde rynkede næse, smed sit stykke i skraldespanden: Det er jo ren sukker!
Gerda guffede allerede sit andet stykke og sagde: Har du råd til det, siden du bare smider mad ud? Folk sulter og du er bare kræsen!
Det rager ikke dig!
Jo, det gør! Ingen mand gider have en pige, der opfører sig sådan her. Kloge fyre vil have søde, diskrete piger. Du er som en lille mopset terrier!
Mathilde så på mig efter støtte. Jeg var så træt, at jeg bare spiste kage og ignorerede det hele. Hun tudede og løb på værelset.
Bliv siddende, beordrede Gerda. Du har forkælet hende.
Man må passe på hvad man siger til hende, protesterede jeg lavmælt. Tænk, hvis hun gør noget dumt.
Hun elsker jo sig selv, din datter! Se, hvordan hun fiser rundt foran spejlet og tager tusind selfies, styrer vennindegruppen som en dronning. Hvis du altid tørrer hendes tårer, mister du hende til sidst.
Noget af det Gerda sagde, ramte faktisk. Men jeg kunne ikke indrømme det.
Se dig selv i øjnene, Sanne! Din datter laver ikke en pind derhjemme, og jeg ja, jeg er dumpet ind uden varsel, men du siger hverken til eller fra. Er du ikke voksen? Du må lære at sige fra!
Først blev jeg vred, så trist. Men så kom Mathilde stormende ind og kastede sig over Gerda.
Lad VÆRE at tale sådan om mor!
Før jeg nåede at gripe ind, gik de fra hinanden. Mathilde gloede forfjamsket ned på sin hånd, hvor hun stod med en stor tot af Gerdas hår.
Det var ikke med vilje, sagde hun forskrækket.
Gerda smilede og smed håret i skraldespanden.
Det gør ikke noget, det er bare kemobehandling. Det er derfor, jeg er her for at få behandling. Mærkeligt nok mister jeg ikke min appetit, men håret ryger som de havde sagt
Jeg har aldrig følt mig så skyldig før. Jeg vidste jo ikke besked men hvor burde jeg have spurgt
Opvasken tog jeg i stilhed. Gerda sagde: Tag det nu roligt, det går alt sammen.
Næste morgen stod Mathilde op før mig og lavede avocadomadder.
Spis, sagde hun til Gerda. Du skal spise sundt nu. Jeg har læst op på det.
Om aftenen, da jeg kom hjem, sad de og legede med krøllejern. Jeg forstod ikke helt, hvorfor Gerda havde slæbt et krøllejern med, når hun mistede håret, men Mathilde var begejstret: Det er meget sejere end Dyson!
Tre dage senere begyndte afløbet igen at drille. Jeg ringede straks til VVS-Anders. Han kom, tog ingen betaling, men bad til gengæld om en suppe til frokost. Jeg serverede fiskesuppe Gerda havde mistet appetitten, og Mathilde måtte også kæmpe med at sluge en mundfuld. Anders fortalte om cirkusfolk, der havde haft en bjørn i lejligheden og jeg grinede for første gang i ugevis.
Efter en uge begyndte Gerda at pakke. Mathilde havde på det tidspunkt lært både vaskemaskine, støvsuger og opvask og havde lavet chiagrød med mango (Det smager fantastisk, bedyrede vi begge). Da Mathilde gik for at lave lektier, sagde Gerda til mig:
Jeg har efterladt lidt hår i afløbet så du kan ringe efter Anders igen. For Guds skyld: lav ikke mere fiskesuppe, det er ikke gravøl! Lav nu din lækre suppe, køb noget bacon, og skift så den kedelige grå nederdel ud med noget nyt og frisk!
Hvorfor det? flammede jeg op.
Fordi du åbenlyst er lun på den mand og han på dig. Jeg har spurgt ham lidt ud han drikker ikke og kan lide din mad. Hvad mere kan man ønske? Og du skal ikke tude der er helt styr på det. Jeg kommer igen til maj, så må Mathilde være klar jeg regner med, du har en roomie på det tidspunkt …
Men maj kom, og Gerda kom ikke. I april tog vi alle tre til Fyn til begravelse: jeg, Mathilde og Anders. Gerdas sønner lignede hinanden og snøftede synkront. Den ældste, Jesper, sendte Mathilde blikke hun rodede nervøst med håret, krøllet med Gerdas krøllejern. Da jeg skældte hende ud og sagde, at vi altså skulle til begravelse, ikke bryllup, svarede hun:
Tror du, faster Gerda vil se os triste og hærgede? Så kan hun da i det mindste glæde sig over, at jeg bruger hendes gave.
Gerdas mand, som slet ikke var så slem, kom hen til mig og spurgte:
Vores store dreng skal til København og starte på universitetet kan han bo hos jer indtil han får et kollegieværelse?
Jeg tænkte på, hvad Gerda sagde om at sige fra men alligevel, jeg kunne ikke sige nej.
Selvfølgelig. Han er velkommen.
