Hævnen der blev betalt i rater
For mange år siden var der ingen i opgangen, der var mere nysgerrig end Karen Mikkelsen. Hele sit liv havde hun elsket at holde øje med alt og alle, og der gik aldrig et rygte, hun ikke hurtigt fangede op. Denne gang var det Freja, hendes unge nabo, der trak hendes opmærksomhed, da hun netop trådte ud af sin lejlighed på Frederiksberg. Uden at spilde tiden, gik Karen straks hen til hende og spurgte med påtaget bekymring:
Nå Freja, hvad så har I skændtes, dig og Niels?
Freja bed sig i kinden for ikke at sukke. Hun vidste udmærket, at fru Mikkelsen ikke forsvandt, før hun havde fisket bare den mindste snert af nyt. Med et venligt smil svarede hun:
Hvad får dig dog til at tro det, Karen? Mens hun i tankerne sukkede: Gid hun nu bare gik ind igen! Jeg har mest lyst til at skubbe hende tilbage i lejligheden og sømme døren til. Der er ingen redning fra hende!
Freja kæmpede for at skjule sin irritation og tilføjede sødt:
Alt er fint, vi går faktisk og overvejer at indlevere en ansøgning måske om noget officielt.
Karens øjenbryn skød op. Der kom en snert af sarkasme i hendes stemme:
Nå? Mærkeligt for da min Knud og jeg havde det godt, så flyttede han altså ikke alt sit habengut ud på én gang.
Noget strammede sig indeni Freja. Hun vidste, hvor Karen ville hen, men havde ikke tænkt sig at brænde flere broer end nødvendigt til sladderen. Hun tog en dyb indånding og sagde roligt:
Det tror jeg, du har misforstået. Han ryddede nok bare op i skabet der har samlet sig meget gammelt ragelse.
Freja nåede næsten trappen, da Karens bemærkning ramte hende bagfra. Den gamle dames blik glimtede af skadefro nysgerrighed som om hun sad med alle kortene på hånden.
Ja ja, naturligvis, trak Karen, med stemmen dryppende af drilleri, man læsser jo selvfølgelig skrald i kufferter… og lægger det i bilen. Det burde jeg måske have forstået før.
Freja stivnede, knugede taskens hank, men vendte sig ikke om. Selv den mindste irritation, ville få Karen til at juble. Endnu en dyb indånding, og hun drejede sig langsomt og tvang ansigtet i ro.
Skal du altid drille, Karen? sagde Freja og trak kort på skuldrene, mens vreden begyndte at sitre indvendigt. Beslutsomt fortsatte hun op ad trappen denne snak var ikke energien værd. Hav en god dag.
Men Karen havde ikke tænkt sig at give slip. Hendes raspende stemme forfulgte Freja helt til døren:
Skynd dig, barn, men det nytter jo ikke noget! råbte Karen triumferende. Din Niels blev altså hentet, men ikke af en taxa det var en flot, blond kvinde, der kom for at hente ham. Du kan ikke måle dig med hende!
Freja lukkede kortvarigt øjnene og knugede nøglerne i hånden. Ikke svar! Svarede hun, ville snakken trække ud, og intet kedede hende mere end udsigten til endnu flere ondsindede rygter. Sammenbidt åbnede hun døren og gled hurtigt ind, lukkede den bestemt bag sig.
Hun gjorde sit bedste for ikke at lade Karens ord trænge ind. Hvad ved hun? En ældre dame, ensom, måske fordybet i for mange tv-serier og nu tror hun, hun lever midt i et drama Freja kunne ikke lade være at tænke på, hvordan Karen altid stak næsen i alle andres sager og spandt historier ud af den mindste detalje.
Men Niels er jo ikke sådan, forsøgte hun at overbevise sig selv. Han ville ikke bare forlade mig på den måde! Ville han? Der kneb lidt i brystet, men hun skubbede bekymringen væk. Nej, det er bare snak. Han elsker mig, vi planlagde fremtiden
I stuen var der stille kun afbrudt da hendes hvide, bløde kat, Smilla, skød frem som en snedrive omkring hjørnet. Som en lille snebold fløj hun op til sin ejer og begyndte at mjave højt og insisterende. Hendes grønne øjne glimtede, halen vippede.
Smilla! udbrød Freja med et varmt smil. Hun løftede katten op, og Smilla smøg sig straks ind til hende, spandt og prikkede hende blidt på hagen. Er du sulten? Har ingen givet dig mad?
Hun nussede den bløde pels og mærkede uroens skygge vige lidt. Smilla brokkede sig videre, stirrende på køkkenet, og Freja lo.
Du skal ikke sætte dig til at hyle, ven, sagde hun kærligt. Vi må hellere finde på noget at give dig og så kan vi skælde lidt ud på uansvarlige herrer. Snart klaret. Lad os se hvor han er blevet af.
Hun satte katten på gulvet, hældte en portion frisk foder i skålen, og Smilla kastede sig straks over det. Indimellem så hun op mod Freja, som om hun skulle sikre sig, at ejerne ikke forsvandt igen. Freja satte sig ned på gulvet og så til selskabet gav straks ro i kroppen.
Men uroen vendte alligevel tilbage. Niels plejede altid at tage sig af Smilla selvom hun kunne drive ham til vanvid, glemte han aldrig at komme foder i skålen, sommetider for meget, fordi han vidste, at Smilla ikke gav sig, før hun fik mere.
Hun huskede levende, hvordan Smilla stormede Niels, så snart han kom hjem, insisterende mjav og hovedstød, og hvis hun ikke blev fodret, lagde hun straks hår på hans sorte jeans, lagde en gave i tøflerne eller måske kradsede ham og Niels havde altid lo men også passet på, at det ikke gik for vidt.
Da Smilla lå og nød sin mad, voksede uroen igen. Hvorfor er det anderledes i dag? Hvorfor har Niels ikke fodret hende, som han plejer? Karens stemme dukkede op i tankerne, og Freja besluttede at tjekke.
Hun gik stille ind i soveværelset og åbnede klædeskabet. Med det samme sank hjertet. Hylderne, hvor Niels tøj plejede at ligge, var næsten bare. Enkelte skjorter hang tilbage som forladte minder ellers var alt væk. Hun lod hånden glide over de tomme bøjler, som om det hele kunne viske væk med et trylleslag. Men virkeligheden var ikke til at ændre han var væk.
Karens ord fik ekko i tankerne: Hun fik jo ret Freja lukkede skabsdørene og stod lænet op ad dem. Nu føltes stilheden trykkende den trofaste tryghed var forduftet. Smilla kom, nussede hendes ankel, som om hun ville trøste; men Freja så det dårligt. Ét spørgsmål snurrede: Hvor var Niels, og hvad betød alt dette?
Da pludselig hendes mobil blippede. Lyden skar i tavsheden. Med bange anelser fandt hun den frem. Skærmen lyste: Elskling.
Med rystende fingre åbnede Freja beskeden. Få ord men de fejede al klippegrund væk under hende:
Du keder mig. Det er slut mellem os.
Tiden stod stille. Ingen ord, kun et rungende tomrum og de kolde ord igen og igen. Hun knugede mobilen og hviskede næsten uhørligt:
Du kunne heller ikke finde ud af at sige det ansigt til ansigt?
Benene blev bløde som grød, og hun sank sammen på sofaen. Telefonen gled fra hånden. Samtidig kom Smilla løbende fra køkkenet, sprang let op og landede på skødet. Hun puffede hovedet ind mod Freja og krævede: Kæl mig, nu!
Midt mellem tårer og et svagt, bittert smil holdt Freja den lille tykke kat ind til sig. Normalt kunne Smilla ikke lide at blive holdt for længe, men i dag blev hun liggende, spandt stille og lagde sig til rette, som om hun vidste alt.
Freja lod tårerne løbe, mens hun aede Smilla og hviskede:
Hvad gør vi så nu, Smilla?
Katten svarede med dybt, roligt spinden, som om hun sagde: Jeg er her. Alt skal nok gå.
**********************
Et år senere.
Freja sad i stuen, indhyllet i et blødt tæppe. På bordet dampede en kop økologisk te fra Irma, og på skødet lå en åben roman en påtaget flugt fra aftenens tunge ro. På væggen viste uret præcis elleve. Hun plejede nu at gøre klar til at gå i seng arbejdet ventede, og morgendagen startede tidligt.
Netop da ringede telefonen. Skarpt, vedvarende, så hun fór sammen. Hendes blik søgte mobilen på bordet.
Hvem ringer nu, på denne tid? I Danmark lader man hinanden være i fred om aftenen!
Men det ringede videre én gang, to gange, tre gange. Freja mærkede vreden snige sig ind. At forstyrre folk sent er nu engang respektløst.
Nå, jeg tager den, mumlede hun. Måske er det vigtigt
Hun tog mobilen og sagde tørt:
Ja, det er Freja.
Hej Freja det er længe siden, hørte hun den kendte stemme.
Hun frøs. Hjertet slog i brystet. Den stemme havde hun for længst forsøgt at viske ud af sit liv. Niels. Ham, der forlod hende uden svar, uden andet end en SMS.
Hun holdt telefonen stramt og forsøgte at holde stemmen kølig:
Hvad vil du?
Indeni dirrede hende alt et helt år! Hun havde overbevist sig selv om, at hun var ovre det, at hendes liv var videre. Men ét ord fra ham, og det hele væltede.
Hvad har du så på hjerte? spurgte hun, med al den nordiske kølighed, hun kunne mønstre.
Der var stilhed et kort øjeblik. Så talte han blødt, let undskyldende, og det gjorde fysisk ondt:
Jeg har tænkt meget Jeg ved, jeg gjorde noget frygteligt. Jeg har ingen undskyldning, men jeg havde store problemer. Jeg ville ikke trække dig med ned.
Han holdt pause, man kunne høre, han forventede trøst og omsorg. Da den udeblev, fortsatte han hurtigt:
Men at elske dig holdt jeg aldrig op med. Nu er alt faldet på plads, og jeg vil så gerne have, vi starter forfra.
Freja lukkede øjnene og smilede skævt. Problemer Hun vidste, at problemerne snarere stak i, at han jagtede en mere glamourøs kæreste hun havde set dem, ham og blondinen, i det smarte sted på Gammel Strand, mens han med det samme slog blikket ned.
Men Freja havde ingen lyst til at rippe op. I stedet sagde hun langsomt:
Så du forestiller dig, jeg stadig sidder her alene og venter?
Hendes stemme var næsten neutral, men hun forestillede sig, hvordan Niels blev stille, måske panikslagen ved tanken om at være for sent.
Hun lod stilheden vare ekstra længe, nød at magten nu lå hos hende. For et år siden var det hende, der stod uden forklaringer nu var det hans tur.
Du elsker jo kun mig det ved jeg, sagde Niels, skråsikkert, og Freja måtte bide sig i læben for ikke at le.
Det lyder selvsikkert, sagde hun med let, drillende dansk ironi.
Hun var tæt på at lægge på, men pludselig kom idéen skarp og let: Hvorfor ikke give ham en smule af det, hun selv oplevede?
Måske vi kunne forsøge igen, men med et enkelt betingelse, sagde hun og gjorde stemmen forretningsmæssig: Alt fra start: du skal invitere mig ud, have blomster med, købe gaver, tage mig med til kunstudstillinger og i Teateret. Viser du, at du mener det alvorligt, kan vi flytte sammen om en måneds tid. Hvad siger du?
Der blev stille i røret, og Freja kunne næsten høre hans tanker om, hvorvidt det var besværet værd. Men han svarede hurtigt med overstadig glæde:
Selvfølgelig! Du bliver ikke skuffet!
Freja smilede for sig selv.
Spændende, hvor længe det holder, tænkte hun. Mon han kan klare en hel måned?
Hun havde slet ingen tanke om et reelt nyt kapitel det var et eksperiment, hyggelig balancegang, så hun engang for alle kunne lukke bogen og slutte. Sådan, at hun aldrig igen ville spørge sig selv, Hvad nu hvis?
Fint, sagde hun roligt. Så ses vi i morgen klokken syv, på den café hvor vi drak vores første kaffe sammen. Du kan vel finde adressen?
Naturligvis! Kommer til tiden Du aner ikke, hvor glad jeg er, svarede Niels entusiastisk.
Hun lagde på uden et ord mere. Rummet indhylledes atter i stilhed men nu var det en god stilhed. Freja smilede for første gang uden bitterhed. I morgen startede et nyt skuespil. Denne gang havde hun styringen
********************
Niels anstrengte sig over evne for at opføre sig, som Frejas drømmemand. Hver dag tvang han sig til at købe dyre buketter, reservere bord på fine restauranter, høre på Frejas rosende ord om moderne skulpturer. Indeni snurrede irritation og rastløshed, særligt når hun foreslog endnu en tur i Tivoli eller på Louisiana. Men han smilede tappert.
Det varer kun en måned, minder han sig selv om. Så kan alt gå tilbage til normalen.
Penge forsvandt som dug for solen. Niels sad tit og regnede sammen det løb op, men han bildte sig ind, at det var en investering. Bare Freja mærkede, han mente det. Bagefter, tænkte han, ville han sagtens kunne dosere, hvordan og hvorvidt det skulle fortsætte.
Han især lod sig irritere over hendes hang til samtaler om fremtiden, gardiner, tapeter, hjemmets indretning.
Men han nikkede og lod hende bestemme. Ja, lad os vælge de smukkeste fra kataloget, sagde han.
Nu nærmede måneden sig endelig sin afslutning. Den sidste aften, før de skulle flytte sammen, så Niels på kalenderen, hvor en stor rød streg markerede dagen.
Han glædede sig ikke til Freja, men til at slippe for at skuespille. At kunne spise rugbrød til aftensmad og slippe for at sidde på Nørrebros dyre små restauranter. Freja var, i hans øjne, kun midlertidig noget at holde sig til, indtil noget bedre dukkede op.
To måneder kan man da godt holde, tænkte han, idet han lagde det billige plasticsmykke i lommen, han havde tænkt sig at bruge til frieri.
Hvis hun hopper på den, så kan jeg give mig lidt tid måske dukker den rette op, tænkte han, mens han rettede slipset.
Han tjekkede håret en sidste gang og gik ud ad døren.
**************************
Niels sad i caféen, hvor de for et år siden havde drukket deres første kop kaffe. Han havde sat sig ved vinduet, så han straks kunne få øje på hende. I hånden gemte han den falske ring, og ved siden af lå et kæmpe bundt liljer de flotteste han havde fundet.
Klokken gik, men Freja dukkede ikke op. Han blev mere og mere irriteret. Hvor mon hun var blevet af?
Han begyndte at ringe til hende ingen svar. Han sendte beskeder. Intet. Efter hvad der føltes som flere timers venten, men kun var tyve minutter, kom en SMS:
Du har skuffet mig. Du er ikke den, du var. Farvel.
Vreden sprang op. Uden at tænke, slyngede Niels telefonen ned på gulvet glasset splintredes. Buketten fløj direkte i den nærmeste skraldespand. Han var så ude af sig selv, at han ikke bemærkede, hvordan folk på caféen stirrede.
Hvordan kunne hun MIG droppe MIG? råbte han, uden at se sig om.
Udenfor, bag det store kastanjetræ, så Freja på. Hun havde set alt hans uro, hans blomster, hans frustration. Og hun smilede for sig selv.
Hun havde på intet tidspunkt følt skadefryd. Bare tilfredshed og ro. Den sidste måned havde hun opfanget hans irritation, mærket det falske i hans smil. Dagen før havde hun overhørt, at han ringede til en ven og talte nedladende om eksperimentet med Freja.
Og da vidste hun, at nu var tiden kommet. Han skulle opleve, hvad det vil sige at blive efterladt uden forklaring, uden afslutning.
Da Niels gik, vendte hun sig og gik i modsat retning. Hun var lettet fri og for første gang i lang tid mærkede hun håb om rigtigt at starte på ny.
Som man siger i Danmark, hævn serveres bedst kold, tænkte hun og trak tæppet tættere om sig, mens Smilla ventede derhjemme og verden syntes fyldt med nye muligheder.
