Jeg er 60 år. En dag fik jeg lyst til at købe en minineddel, så jeg gjorde det, tog den på og gik ud…

Jeg er 60 år gammel. For nylig fik jeg lyst til at købe en mininederdel, så jeg gik ind i en butik i København og købte én. Jeg tog den på og gik ud. Mændene gav mig mange komplimenter, mens kvinderne kom med bemærkninger om, at jeg så upassende ud.

Jeg vil lige sige, at jeg normalt sjældent har sådant tøj på. Men jeg har den sidste tid tabt nogle kilo, min krop er blevet slankere, og derfor ville jeg gerne bære noget, der fremhæver det. Om min vægttabsrejse kan jeg fortælle, at jeg ikke har pint mig med usunde kure jeg har bare drukket masser af væske og begyndt at spise sundt. Det vigtigste, når man vil slanke sig, er ikke at spise efter klokken 18.

Jeg besluttede mig for at fejre mit lille fremskridt, gik ind i en butik på Strøget og købte mininederdelen. Jeg tænkte, at den ville fungere som motivation for mig. Jeg ville ikke tillade mig selv at tage på igen og altid bevare min slanke og attraktive figur.

I det nye outfit gik jeg til min veninde Lises fødselsdag. Der var mange gæster, blandt dem flere mænd. Mændene overøste mig med komplimenter. De lagde mærke til, at jeg havde lange, flotte ben næsten som en model.

Kvinderne var dog ikke lige så begejstrede. De mente, at det ikke er passende at gå i sådan noget tøj, når man er 60 år. Jeg svarede, at jeg ikke går sådan klædt til hverdag, og at jeg nu har en god figur, så hvorfor ikke fremhæve det?

Da jeg kom hjem, var mine følelser blandede efter denne tur. Jeg fatter ikke, hvorfor kvinder er så hårde mod hinanden. Hvorfor støtter de ikke hinanden, men kun finder fejl og kritiserer? Min lille oplevelse lærte mig, at vi burde løfte hinanden op ikke forsøge at hive hinanden ned.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

18 − fourteen =

Jeg er 60 år. En dag fik jeg lyst til at købe en minineddel, så jeg gjorde det, tog den på og gik ud…
Min mand ville ikke have, at jeg blev forfremmet – han ville have en husmor, men jeg valgte karrieren og et nyt liv – Har du overhovedet tænkt på, hvem der skal stryge mine skjorter, mens du leder din afdeling? – sagde Søren og smed gaflen hårdt på tallerkenen, uden at have fået sin frikadelle i munden. – Lena, kom nu ned på jorden. Lena stod stille ved komfuret med viskestykket i hånden. Udenfor trommede efterårsregnen på vindueskarmen, og lyden mindede forunderligt om hendes bankende hjerte. Hun havde forventet alt: glæde, overraskelse, endda tvivl – men ikke denne kolde, gennemtrængende foragt. – Søren, det er ikke bare leder for en afdeling, – sagde hun stille, men fast, da hun vendte sig mod ham. – Det er regiondirektør. Henrik Madsen valgte mig blandt fem kandidater. Lønnen er tre gange højere end nu, og vi kan få betalt realkreditlånet ud på to år i stedet for ti. Min mand trak på smilebåndet og skubbede tallerkenen væk. Appetitten var åbenbart væk. Han lænede sig tilbage med korslagte arme – en positur Lena kendte alt for godt. Dommeren, klar til at fælde dom. – Penge, penge… I kvinder går jo kun op i penge. Hvem tænker på familien? Ved du egentlig, hvad det er for et job? Møder, rejser, lange dage, stress. Du er væk, når jeg kommer hjem, og væk, når jeg står op. Og hjemmet? Hvem skaber hyggen? Min mor havde ret – en karrierekvinde er en ulykke for hjemmet. Ti års ægteskab. Ti år havde hun balanceret jobbet som dygtig dataanalytiker med rollen som perfekt husmor. Der duftede altid af hjemmebag, Sørens skjorter hang snorlige og strøget – sorteret efter farve, og støvet turde ikke nærme sig møblerne. – Jeg har altid klaret det, Søren, – mindede hun ham, uden at lade stemmen ryste. – Og det kan jeg stadig. Hvis vi hyrer hjælp til rengøringen en gang om ugen… – Hvad?! – Søren røg op og slog hånden i bordet. – En fremmed kvinde herhjemme? Skal hun rode i mit undertøj? Skulle du ikke lige tage at tage dig sammen med dine ambitioner! Ingen rengøringshjælp. Konen styrer huset. Sådan er naturen, Lena – mod den kan du ikke kæmpe. Jeg vil komme hjem til et rent hjem og min kone – ikke en stresset business-kvinde med telefonen limet til øret. Han rejste sig, skubbede stolen så gulvet gav et skærende skrig, og forlod køkkenet med ordene: – Slå det fra dig. I morgen siger du til Henrik, at du ikke kan tage jobbet. Sig vi skal have børn, find på en undskyldning. Jeg vil ikke høre mere sludder. Lena blev alene tilbage. Uret tikkede larmende. Hun betragtede den kolde kartoffelmad, de pæne gardiner hun selv havde syet, det skinnende komfur. For første gang føltes al hyggen som et bur: Et gyldent, komfortabelt bur, hvor hendes rolle var husholderske – med ekstra opgaver. Morgenen efter var tung af tavshed. Søren undgik øjenkontakt; Lena sad blot med sin te. Hun havde ikke lukket et øje. Ved solopgang var beslutningen klar: svær, ubehagelig – men den eneste rigtige. – Jeg siger ikke nej til jobbet, – sagde hun, da Søren var ved at tage jakke på i entreen. Han stivnede med blikket i spejlet – forvirret og irriteret. – Hvad sagde du? – Jeg sagde, jeg tager imod tilbuddet. Jeg har arbejdet hårdt for det her i fem år. Jeg smider ikke min karriere ud, bare fordi du ikke vil acceptere forandring. Hans ansigt blev rødt. – Jeg siger nej, Lena. Hvis du træder ud af døren med det mål, kan du regne med, at du sårer mig. Jeg er manden, jeg bestemmer. – Så ifølge dig er mit behov for at realisere mig selv et svigt mod dig? – spurgte Lena sagte. – Din “realisering” burde være frikadeller og sunde børn, ikke rapporter! – råbte han og smækkede døren. Lena stod med rystende hænder, men mærkede et koldt mod brede sig. Hun ordnede sit hår, satte sin yndlingslæbestift på (den Søren altid kaldte for “alt for vovet”) og gik. Kontoret summede af energi. Her blev hun ventet og respekteret. Henrik Madsen tog smilende imod: – Nå, Lena Jensen, har du besluttet dig? Vi skal aflevere stillingsplanen til København. – Ja, Henrik. Jeg siger ja. Hvor skriver jeg under? Dagen summede af nye opgaver, tillykker og planlægning. Lena vågnede op indeni. I frokostpausen indfandt sig hendes kollega – og eneste fortrolige – Maria på kanten af skrivebordet. – Du stråler! – lo Maria. – Nå, har Søren poppet champagnen? – Ikke ligefrem. Han gav mig et ultimatum. Karrieren eller… ja, ham. Maria rystede på hovedet. – Lena, din Søren… Han er som en kuffert uden håndtag. Hverken slipper dig fri eller bærer forholdet selv. Du er for ham bare en nem hushjælp. – Han elsker mig! – protesterede Lena automatisk, men selv hun troede ikke helt på det. – Elsker? Kærlighed handler om at glæde sig over hinandens succes. Hvis dine vinger klippes, så du ikke flyver, er det ejerskab – ikke kærlighed. Tænk over det. Lena købte kage på vej hjem. I opgangen mødte hun sin svigermor, der sad i køkkenet med Søren. På komfuret var noget brændt. – Der er vores karrierekvinde! – vrissede svigermor. – Vi har ventet i evigheder. Har du været ude og spise på fine restauranter i stedet for at lave mad til manden? Lena stillede kagen. Atmosfæren var trykket. – Godaften, Lise. Jeg har været på arbejde. Jeg tror Søren selv kan lave spejlæg uden at sætte ild til hjemmet. – Nu bliver hun fræk også! – sagde svigermor. – Når kvinder bliver ledere, glemmer de familien! Søren vendte sig. Intet glimt af varme. – Mor bor her et par uger, til du besinder dig – eller vi finder en løsning. Lena mærkede jorden skride under sig. Svigermor i den lille to-værelses – et sandt mareridt. Lise elskede at finde fejl overalt og rette på Lena. – Søren, vi har ikke aftalt det her. Jeg har brug for min søvn. – Præcis! – sagde Lise. – Jeg ordnede forresten dine skjorter, på en blå manglede en knap. Det burde du ordne selv, Lena. Lena så på sin mand. Men han smilede taknemmeligt til sin mor. Noget indeni Lena knækkede. Hun tog kagen og smed den direkte i skraldespanden. – Hvad laver du?! – råbte Søren. – Det var et fredstilbud, – svarede Lena kontrolleret. – Men det ser ud til, at I to sagtens klarer jer selv. Jeg går ind og pakker. Hun hentede den kuffert, de havde haft med til Mallorca tre år før. Da de kom hjem, havde Søren brokket sig over hotellet. Hvordan havde hun ikke set hans evige utilfredshed før? Hun smed tingene i kufferten. For hver skjorte føltes det som at smide vægt fra skuldrene. Søren stod i døren: – Hvad laver du? Tror du, jeg vil følge efter dig? – Det gør du heller ikke. Jeg går. – Hvad så? Til mor i Jylland? Eller har du fundet en anden? – Jeg tager på hotel. I morgen finder jeg en lejlighed. Lønnen rækker. Jeg vælger ikke mellem job og familie – jeg vil have en familie, der respekterer mit arbejde. – Tror du virkelig, du er værd at vente på for nogen? – spottede han. – Efter en måned kommer du krybende tilbage. – Måske, – sagde Lena. – Men bedre at være alene end at være tjenestepige for den, man elsker. Hun trak kufferten forbi sin svigermor, der tav. Lena lukkede døren bag sig og stod i opgangen. Tomhed – og frihed. De første uger alene var mærkelige. Studiolejligheden tæt på arbejdet blev hendes trygge base. Ingen forlangte aftensmad. Stilheden blev snart vidunderlig. Lena kunne læse sent, bestille pizza og spise i sengen uden nogen kommentarer. På arbejdet blomstrede hun. Snart fløj hun på forretningsrejser, lagde nye strategier og blev respekteret leder. En måned efter ringede Søren. – Lena? Hvordan går det? – Fint, Søren. Er der noget? – Der er kaos, mor tog hjem sidste uge, og vaskemaskinen virker ikke. Kan du ikke komme og ordne det? Lena havde lyst til at grine. Ikke fordi han savnede hende – men fordi han savnede en hushjælp. – Søren, manualen til maskinen ligger i kommoden, regningerne er digitale – adgangskoden sender jeg som sms. Jeg rejser til Aalborg i morgen, skal åbne nyt kontor. – Til Aalborg?! Jeg beder dig. Kom hjem. Jeg og mor besluttede, vi gerne vil give dig en chance. – I har besluttet? Tak – men jeg springer over. Vi skal skilles. Tavshed. – Sætter du virkelig arbejde over familien? – Nej, Søren. Jeg vælger bare ikke at være husholderske i mit eget liv mere. Hun lagde på og blokerede nummeret. Hjertet hamrede roligt. Da tjeneren spurgte, ville hun gerne have dessert: – Ja, bring det bedste I har. Jeg starter et helt nyt liv i dag. Et halvt år senere. Lena ser ud over byen fra sit nye kontor. I går skrev hun under på en stor kontrakt. Men vigtigst: hun føler sig hel. Sig selv. I Netto støder hun ind i en mand med et venligt smil. – Pas på, der er kø i grøntafdelingen! – siger han og hjælper hende med en appelsin. – Undskyld, jeg var lige i mine egne tanker. – Anders. Jeg kan kompensere ved at bære dine varer eller give en kop kaffe, hvis du ikke haster hjem til kødgryderne? Lena fryser et øjeblik – men ser varme og respekt i hans øjne. – Steaks, siger du? Kaffe lyder som en god start. Jeg hedder Lena. De går ud i hverdagsregnen, snakkende om alt og intet. Lena aner ikke, hvor det fører hen – men hun ved én ting: aldrig mere lader hun sig klemme ned i en kasse, nogen andre vælger for hende. Fra fælles bekendte hører hun, at Søren bor alene, at svigermor nu er fast inventar – og at ingen af de nye kvinder bliver hængende. Han søger stadig nogen, der vil sortere skjorter efter farve. Lena kan mærke en smule vemod, når hun ser gamle fotos. Men det er for det spildte liv – ikke den tabte mand. Nu er det Lenes tur. Det er kun begyndelsen. I weekenden henter hun sin nye bil – en rød crossover, som hun drømte om som studerende. Bag rattet, med musikken tændt, synger hun frit, fordi hun nu selv styrer, hvor livet går hen. Følg vores kanal for flere inspirerende livshistorier – og skriv endelig, hvad du selv ville have gjort i Lenes situation! like, hvis du støtter hende