Min lillebror var altid mors og mormors yndling – de forgudede ham. Jeg stod altid i skyggen, han fi…

Min lillebror har altid været min mors og mormors yndling. De forgudede ham. Jeg selv stod altid i baggrunden. Han fik altid den bedste del, alt det mest spændende tilfaldt ham: legetøj, slik, kager, bær og meget mere. Mig glemte de nærmest altid. Jeg skulle rydde op efter ham, rede hans seng, lave morgenmad til ham. Det irriterede mig voldsomt. Han opførte sig som om jeg var hans tjenestepige. Jeg skulle løbe efter ham, adlyde hans mindste ønsker. Min mor sagde altid, at han var husets mand, og at mænd ikke skulle blande sig i kvinders sager. Sådan opdrager nogle danske kvinder deres sønner!

Senere undrer de sig over, hvorfor deres svigerdøtre er ulykkelige, og hvor de mandlige tyranner kommer fra.

Han kunne end ikke koge et æg selv. Min mors og mormors opførsel gjorde mig så frustreret. Min mor blev skilt, fordi min far ikke viste hende respekt og behandlede hende dårligt. Og alligevel opdragede hun selv sådan en mand. Jeg prøvede somme tider at gøre oprør, men blev hurtigt gjort tavs, og alt fortsatte som altid. Jeg husker, hvor hårdt det var for mig i 9. klasse, da jeg skulle forberede mig til eksamen. Jeg studerede, men min mor og mormor ringede hvert femte minut: Har du fodret din bror? Skynd dig hjem, han sidder sulten, mens du laver ligegyldige ting broren er det vigtigste.

Det endte med, at jeg måtte droppe alt, løbe hjem, lave mad til ham og hjælpe ham med lektierne. Jeg var en dygtig og flittig elev. Da jeg forberedte mig til optagelsesprøven på universitetet, sagde min mormor til mig: Hvorfor skal du have uddannelse? Du bør gifte dig, få børn, tage dig af din mand og passe hjemmet.

Efter at jeg havde færdiggjort mine studier, pakkede jeg mine ting og flyttede fra hjemmet i København. Jeg havde fået nok af besværet med min bror. Min mor og mormor blev vrede på mig, for nu måtte mormor droppe sit arbejde og passe barnebarnet.

I dag har jeg lært, at man skal stå fast på sig selv og ikke lade andre bestemme ens liv. Jeg har fundet min egen vej og føler mig stærkere.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

3 × 3 =

Min lillebror var altid mors og mormors yndling – de forgudede ham. Jeg stod altid i skyggen, han fi…
Derhjemme var der ikke altid mad på bordet. Min mor gjorde alt, hvad hun kunne, men nogle gange rakte pengene ikke engang til et franskbrød. Derfor gik jeg næsten hver dag i skole med tom mave og uden madpakke i tasken. I frikvarteret tog jeg min matematikbog frem og lod, som om jeg var dybt optaget, så de andre troede, jeg var flittig – ikke sulten. En dag kom den nye lærer hen til mig og spurgte: “Hvorfor spiser du aldrig i frikvarteret?” Jeg blev nervøs og svarede hurtigt: “Jeg vil bare gerne være klassens bedste, lærer. Så jeg udnytter tiden.” Han så længe på mig og sagde bare: “Nå, sådan er det altså…” og gik videre. Jeg troede, han havde købt min forklaring, så jeg sad videre med min bog og hørte min mave rumle, mens de andre spiste deres madpakker. Senere kom læreren tilbage med en pose fra kantinen, lagde den på mit bord og sagde, som om det var det naturligste i verden: “Jeg har vist fået lidt for meget – vil du ikke hjælpe mig?” Der var et stykke grovbrød, en juice og endda et stykke frugt – en hel madpakke. Jeg nikkede taknemmeligt og ventede, til han var væk, før jeg kastede mig over maden, som om jeg ikke havde spist i dagevis. Jeg fortalte ham aldrig, at det var det eneste, jeg fik at spise den dag. Jeg sagde heller aldrig, at jeg løj for at slippe for at blive til grin. Men i dag – efter alle de år – husker jeg stadig den madpakke. Ikke på grund af brødet eller juicen, men fordi nogen så min nød uden at gøre mig flov. Han hjalp mig, uden at spørge, uden at udstille mig, uden at kræve ros. Han hjalp mig med respekt. Siden så jeg ham med nye øjne, for jeg forstod, at nogle mennesker ikke behøver at spørge meget for at gøre en stor forskel.