Mit liv har altid udspillet sig mellem gader og cykler i København, mens min mand aldrig har set andet end den lille landsby på Lolland, hvor han er opvokset.
Første gang vi mødtes, var en mærkelig aften for nogle år siden, hvor han pludselig dukkede op i hovedstaden for at tjene nogle kroner. Allerede på afstand fornemmede jeg hans stille væsen; han virkede som én, der hører hjemme blandt marker og stengærder, ikke i byens larm.
Han er det ældste barn i en stor søskendeflok fem i alt, hvor han altid har båret det tungeste ansvar. Hans mor og far rådede ham til at søge job i København, sikkert for at hjælpe til med de mange regninger. Jeg var glad for, at vi mødtes på den måde, men vi var åbenlyst vidt forskellige, det gik op for mig fra første sekund.
Hans yngste søster, Signe, forsøgte på mærkværdigste vis at gøre mig til grin ved brylluppet; vist fordi hun ikke brød sig om mig. Senere hørte jeg, at hele hans slægt er glad for snaps, især til fester et rygte, der blev svævende i huset som duften af gammel rugbrød.
Resten af søskendeflokken var dovne som regnvåde katte; arbejde kendte de kun fra tv’et. Alligevel faldt al omsorg for deres forældre på min mands skuldre. Da tiden kom, hvor hans forældre skulle skrive hus og jord op i skødet, valgte de pludselig at give alt til den yngste, som aldrig havde løftet en finger for familien. Det bizarre var, at ingen af de andre fik noget den slags logik, man kun møder i drømme.
Vi sad sammen i mørket og diskuterede det, og nåede frem til, at han burde få i det mindste en bid af huset, for ingen af os ved, hvornår han mister sit job. Men efter kun et halvt år begyndte min mand at se på mig med mærkelige øjne som om jeg var en fremmed, og han begyndte at styre udenom mig; nogen må have hvisket noget om mig til ham, men hvad det var, kan jeg aldrig afdække.
Efter noget tid begyndte han fast at drikke øl og akvavit, og under rusens tåger skabte han optrin og mumlede, at han ville spare op til sin egen lejlighed, så han ikke behøvede at være afhængig af nogen. Vi boede i min families hus efter brylluppet; det var også lidt som at bo i en labyrint.
Nu står jeg i et mærkeligt landskab, hvor jeg ikke bryder mig om det min mand bliver til; han er ved at miste jobbet, og jeg har ikke nok kroner til os begge. Samtidig skal jeg af en eller anden uforståelig grund betale af på hans families gæld. Jeg har endda overvejet skilsmisse, for hele hans slægt virker fjendtlig overfor mig. Hvad binder mig egentlig til ham?
Lad ham dog vende tilbage til Lolland, hvis det er sladderen og de gamle historier han vil, for jeg vil ikke være en skygge i deres drømme.
