Efter min kone døde, blev jeg efterladt alene og måtte i årevis klare mig kun på min folkepension. Jeg har børnebørn, jeg vil gerne hjælpe mine børn, men jeg skal jo også have noget at spise… Jeg betalte derfor ikke husleje i en lang periode. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville opleve den dag, hvor nogen kom og pressede mig til at flytte fra min lejlighed, næsten havde jeg mistet den helt på grund af manglende betalinger.
Det første jeg gjorde var at ringe til min datter, Astrid. Hun blev chokeret, skældte mig ud, sagde at jeg skulle have sagt noget tidligere så havde hun kunnet hjælpe med at betale. Men nu, hvor situationen var så håbløs, mente hun, jeg burde leje min lejlighed ud for at få betalt den skyldige husleje og selv flytte ind hos dem. Det var bedre end at ende på gaden, så jeg sagde med det samme ja.
Astrid kom og hentede mig, pakkede mine ting, og havde allerede arrangeret et møde med en ejendomsmægler, der begyndte at lede efter lejere til min lejlighed. Allerede ved det første familiefrokost bemærkede jeg, at hendes mand, Mads, vidste alt om min situation og han var ikke bare utilfreds med, at jeg ikke havde fortalt det før, han var decideret rasende. Han sukkede tungt til hvert eneste ord, jeg sagde, og lod helt åbenlyst forstå, at jeg ikke var specielt velkommen i deres hjem. Mine børnebørn, Emil og Freja, og Astrid opførte sig pænt og glædede sig over flytningen, men Mads irettesatte mig for ethvert lille fejltrin. Jeg turde ikke engang tænde for fjernsynet, når han var hjemme.
Når nu han bor her og optager plads, så kan han da i det mindste gøre noget i huset. Min mor hjælper altid, når hun er på besøg, så far kan passende tage sig af rengøringen eller følge børnene i skole.
Astrid svarede med rolig stemme:
Far gør da allerede meget. Han hjælper børnene med lektierne, og nu, hvor det er vinter, vil jeg ikke have, at han skal gå meget udenfor. Hvad nu hvis han glider og kommer til skade? Det ville være lettere for os, hvis han gjorde det, sagde Mads.
Jeg følte mig som den ubelejlige. Dengang min kone og jeg havde ladet Mads bo hos os i flere år, hjalp han aldrig i hjemmet, sagde altid, det var fordi han var udmattet af arbejdet, og ingen sagde ham nogensinde imod. Han havde glemt, hvor meget vi havde gjort for ham, og nu ville han af med mig for enhver pris. Heldigvis var Astrid på min side og lod mig ikke i stikken, indtil vi havde fået styr på gælden.
