Gav min kones ting til gode danske familier

Tingene til min kone blev givet til gode folk
Hvilket plads? udbrød Signe, mens hun tog sig til brystet. Hvor er skabet?
Det har jeg skilt ad og solgt, sagde Anders viftende væk med hånden. Prøv lige at se, hvor meget lys der kommer ind! Man kan virkelig mærke, at det er nemmere at trække vejret!
Min mand så inspireret ud, men det glædede mig ikke.
Anders! Signe drejede langsomt hovedet. Hvor er skabet?
Du behøver da ikke hænge dig i det skab, Anders grinede. Rummet har fået en helt ny stemning nu! Det er meget nemmere at bevæge sig her!
Lige om lidt får du hele regnbuens farver i ansigtet! truede Signe. Hvor har du gjort af skabet?
Sagde jeg ikke det? Anders trak på skuldrene, skilt ad og solgt! Pengene ligger på kommoden i entreen, hvis du er interesseret.
Signes ansigt blev stivt. Jeg sagde bare: mærk rummet! Jeg havde helt glemt, hvor stor stue vi havde!
Jeg ved udmærket, hvor stor stuen er, sagde Signe. Og skabet stod der, fordi det var mest praktisk!
Nu står det her ikke mere! Anders smilte bredt. Vi skal ikke fylde huset op med ting! Det er forkert!
Anders, jeg spørger ikke om, hvad der er rigtigt eller forkert. Og jeg gider ikke høre om plads! Signe nærmede sig ham som en storm. Hvordan kunne du
Alligevel stoppede Signe op. Det handlede ikke kun om selve skabet. Det var ikke tomt, heller. Hun bemærkede, at hun ikke havde set bunker af tøj eller andet ligge nogen steder.
Anders, hvor er det, der var i skabet?
Signe blev chokeret, og så begyndte deres to døtre, Karen og Bodil, at græde og løbe ind fra værelset.
Mor! Far er blevet skør! hylede begge, med tårerne løbende.
Karen, som den ældste, sagde et par ord, som hun bestemt ikke havde lært af Signe. Men Signe var så chokeret, at hun ikke lagde mærke til det.
Fraværet af skabet pressede hende til at sige alt, hvad hun havde hørt på arbejdspladsen eller andre steder, hvor sproget var mindre pænt.
Åh nej! brummede Anders. Så er I samlet! Nu kan vi åbne klubben for tankeløse samlere!
Mor, Bodil græd videre far skal give mine ting tilbage!
Og mine! Karen stemte i.
Ting! Anders fnøs. I tænker kun på ting! Er det virkelig det eneste, I går op i? I havde alt for mange ting…
Han gestikulerede vildt med armene, og Signe spurgte:
Havde? Hvad vil du sige, Anders?
Der findes mennesker, der har brug for noget mere! sagde Anders. Folk, der ikke er lige så heldige! Det er vores pligt som velfærdssamfund at hjælpe dem!
Nej! Signe stivnede. Siger du nu, at…
Ja, Anders nikkede jeg siger ikke mere! Men du skal heller ikke stille dumme spørgsmål!
Signe lagde sin kolde hånd mod pande. Det føltes mærkeligt; enten var hendes hånd meget kold, eller panden meget varm. Hun ville sluge, men der var en klump i halsen. Hun begyndte at hoste.
Men alligevel kunne hun ikke lade være:
Anders, hvad betyder det her? Signe lavede en samlebevægelse. Alt det her?
Jeg har befriet vores dejlige hjem for overflødige ting og fået masser af god karma! Anders smilede stolt. Du aner ikke, hvor glædeligt det er at gøre noget godt for andre! Jeg har fået så mange tak!
Signe mistede næsten evnen til at tale. Hun stirrede på sin mand. Døtrene græd stadig ved hendes side.
Jeg har sagt det til dig hundrede gange, formanede Anders, vi skal ikke lave lager ud af vores hjem!
Men du fortsatte, som om det var det vigtigste i livet! Nu er det, der fyldte vores liv, forsvundet fra vores hjem! Anders smilede og tog en dyb indånding:
Mærk lige, hvor let der er at trække vejret! Gode gerninger løfter én!
Løfter én? Signe følte sig så løftet, at hun mærkede sin sjæl ville flyve væk, og kroppen ville falde til gulvet.
Men de grædende døtre, der holdt hende fast fra begge sider, forhindrede det.
Hvad gjorde du med tingene? spurgte Signe med tom stemme.
Jeg gav det til velgørenhed! svarede Anders stolt. Bare rolig! Jeg gav kun det overflødige væk.
Skabet var jo blevet tomt, så jeg solgte det, for det fyldte bare huset!
Signe var ved at falde om. Skabet gik fra gulv til loft, fem låger, dækkede hele væggen! Hun havde bestilt det efter eget design. Det var rummeligt…
***
Folk har brug for ting det er en lov. Men hvor mange ting der er nødvendigt, det er et åbent spørgsmål. Dengang var der forskningsinstitutter, der analyserede behovene, når de udviklede nye møbler.
De tog også indtægter i betragtning, så man ikke blev overvældet i store rum.
Men tiden har ændret sig. Behovene og indkomsterne har flyttet sig. Nu bestemmer folk selv, hvor meget de har brug for. Men hvert menneske har sit eget syn på den sag.
For Anders og Signe blev det et problem, efter ti år som ægtefolk og glade forældre til Karen og Bodil.
Starten var ikke nem. Kort sagt, der var ikke meget at rutte med.
De levede så godt de kunne, hoppede fra en udfordring til en anden. Der manglede altid noget.
Den første lejlighed krævede istandsættelse, den næste var heller ikke fantastisk, den tredje havde kun delvist møbler.
De boede hos forældrene en tid, mens alle samlede ind til udbetalingen til deres første ejerlejlighed.
Eget hjem er glæde, men også tåre. Renovering, møbler, almindelige bekvemmeligheder! Det var kun nogle af problemerne.
Efter ti år begyndte Signe at tænke, at det ikke var så slemt. Der var stadig mange problemer, men man kunne slappe lidt af. Nu kunne man bare leve!
Så kom den mærkelige konflikt.
Hvorfor? Anders blev ved.
Fordi det er nødvendigt! Signe svarede kort, træt af at forklare.
Jeg mener, det er ikke nødvendigt! svarede Anders.
Du forstår ikke noget! Signe viftede væk.
Jeg forstår alt insisterede Anders, men du synes bare, pengene brænder i lommen!
Anders, jeg tænker på fremtiden! sagde Signe hellere have tryghed end at satse på det ukendte!
Konflikten var i småtingsafdelingen; Signe havde ikke bare købt fire håndklæder til hver, men otte, så der var backup.
God kvalitet, god pris. Håndklæderne var en reserve, men også en gave til familie.
Hvis der ikke var penge, kunne det være en gave. Bare købe et kort og skrive noget rørende!
Men det gjaldt ikke kun håndklæder.
Nu var det tydeligt, at der var tale om et sammenstød mellem to tankegange!
Anders mente, at man kun skulle have det nødvendige.
Signe mente, at huset skulle nå fylde, og man skulle have lidt ekstra. Så man ikke behøvede at løbe ud for at købe, men bare tage fra gemmerne, hvor det ventede.
Tidligere opstod konflikten ikke hele indkomsten gik til øjeblikkelige behov. Da mulighederne for at gøre reserve kom, greb Signe dem. Hun var jo husets kvinde!
Hun købte to flasker rengøringsmiddel i stedet for én, fem par sokker i stedet for to.
Det samme gjaldt sengetøj og hygiejneprodukter. Og små ting til husholdningen, svampe, klude, toiletpapir, poselukkere, fryseposer aldrig bare én pakke.
Tøj var et kapitel for sig: til reserve, til børnene, til hun selv slankede eller ja, der kunne ske noget!
Døtrene voksede og piger har deres egen opfattelse af tøj! De har brug for variation!
Væksten er i gang, det der passer i dag, er for småt i morgen. Og pengene til nyt tøj kan mangle.
Signe var stadig ung! Hun var både mor og kone, men det betød ikke, hun ikke ville se godt ud!
Og hun ville give sin mand ordentligt tøj! Så han ikke skulle slide én trøje op.
Her blev “hvorfor” endnu mere aktuelt.
Hvorfor skal jeg have tre par hjemmebukser? To par er nok! Ét på mig, ét til vask, eller i skabet!
Og hvis jeg ikke når at vaske, og du griser dig til? spurgte Signe.
Så går jeg med det, Anders trak på skuldrene.
Det gider jeg ikke! Signe rystede med fingeren.
Nogle ting fik hun igennem, nogle skjulte hun fra ham, og nogle måtte de diskutere længe.
Signe havde ikke været en god husmor, hvis hun ikke kunne stå fast. Anders gav sig indimellem, men han brokkede sig stadig. Og han blev ofte ophidset over, hvorfor de skulle samle til bunke.
Men reserven voksede. Signe sørgede for at minde Anders om, hver gang hun tog noget i reserve:
Hvor skulle vi have fundet penge til støvler til Karen? Godt jeg købte dem på tilbud! Og hvor meget brokkede du dig dengang? Du burde takke mig!
Nej, altså… Anders smilede usikkert det er jo en undtagelse…
Det er bare, du skal lytte til din kone! slog Signe fast. Du er strategen, jeg tager mig af huset!
Sådan gik yderligere syv år.
Så ringede Karen, grædende, og krævede Signe kom hjem. Far var blevet vanvittig!
Ved siden af den grædende Karen kunne Signe høre Bodil slå i panik.
Signe var ved at blive sindssyg, da hun ikke fandt det enorme klædeskab
***
Karen, tag Bodil med ind på værelset Signe begyndte blidt, men så på Anders med et fast blik. Tænd for fjernsynet. Højt! stemmen begyndte at knække. Jeg skal tale med far!
Slutningen af sætningen var så truende, at døtrene holdt op med at græde, og Karen tog Bodil og forsvandt på et sekund.
Anders! brølede Signe.
Han frøs. Han var bange. Og der var ingen vej udenom.
***
Jeg skrev det her i dag, fordi jeg har lært noget vigtigt: At gøre godt for andre er vigtigt for sjælen, men det er slet ikke altid løsningen herhjemme. Nogle gange skal man lytte og se, hvad ens nærmeste virkelig har brug for. Min begejstring for at rydde op og give væk blev til mange tårer. Jeg må tænke mig om mine gode gerninger må ikke overskygge familiens behov.