Jeg har en bedstemor, der ejer sin egen lille etværelses lejlighed i København. Hun bor der alene, omgivet af gamle fotografier og mærkelige trommer, der lyder som regn hver gang nogen går forbi. Jeg foreslog hende, at hun skulle finde et godt plejehjem, hvor lyset altid danser om eftermiddagen, og hvor hun ville kunne drikke kaffe med andre ældre i stedet for at sidde alene. Hun kunne flytte ind dér, og så ville vi have plads til os selv og vores kommende barn i hendes lejlighed, hvor tapetet altid ser ud til at svæve let på væggene. Men min bedstemor blev rasende og begyndte at tale i mærkelige rim, som om hun var en gammel havfrue, fanget i hysteriens bølge.
Det var besynderligt, for jeg var kun 18 år, og pludselig fandt jeg ud af, at jeg ventede et barn. Min kæreste, Lars, friede til mig en nat hvor månen var så stor, at den næsten fyldte hele vinduet. Han tog straks et arbejde han sælger cykler ved søerne og tæller små mønter, hver en krone han kan få. Men økonomien er svær; nogle gange har vi ikke engang råd til rugbrød eller smør. Lars gør sit bedste han vil så gerne, at vores barn får alt, hvad det har brug for.
Jeg var fortvivlet vi har ikke vores eget hjem, og barnet skal jo vokse op et sted, hvor der er plads til at lære at cykle blandt tulipaner og høre historier om danske konger. Hvorfor forstår bedstemor ikke, at det ville være bedst for os alle, hvis hun flyttede til et sted, hvor der altid er nogen til at dække hende til med et tæppe, og hvor kaffen aldrig bliver kold?
Det er svært for hende at passe på sig selv; hun har ikke nogen til at hjælpe, for hun bor alene. I plejehjemmet ville hun have venner, og måske ville hun endda snakke mindre mærkeligt, når hun blev gladere. Jeg indså, at jeg måtte tale med hende igen, forklare det hele at der er god omsorg på de danske plejehjem, hvor de serverer hindbærsnitter og synger gamle sange. Måske kan jeg få hende til at ændre mening, hvis jeg bare taler til hende som et barn, der prøver at fange sin egen skygge.
Jeg tænker på det barn, vi snart skal byde velkommen. Vi har ikke noget sted, vi kan kalde vores eget, men det skal have et sted at vokse op et hjem med plads til drømme og svævende nisser. Det er kun logisk, at bedstemor ville have det bedre i et plejehjem, hvor ingen er alene, og hvor stolen aldrig føles hård. Men alt føles stadig som en drøm, hvor ingen helt forstår hinanden, og hvor savnet efter et hjem svæver som luft i mælk.
