Svigermors gæstfrihed
Skal du absolut have det der ansigtsudtryk, Signe? Det er pinligt foran folk, sagde Vera Larsen, mens hun kneb læberne sammen og demonstrativt begyndte at rette på dugen, som Signe havde strøget for bare en time siden. Vi får gæster, huset er fuld af glæde, og du går rundt som om du har mistet din yndlings vesterbro-bager.
Hvor er glæden, Vera? Signe lænede sig mod dørkarmen, mens næste bølge kvalme nærmede sig halsen. Jeg bliver dårlig bare af duften af te, jeg kan knap stå op…
Og du synes jeg skal juble over fem slægtninge fra provinsen, som jeg aldrig har mødt?
Netop! Det er jo en oplagt mulighed for at lære dem at kende, svigermor vendte ikke engang hovedet, mens hun glattede folderne på dugen. Det er jo Anders onkel, hans kone og deres børn.
Familie! De kommer med åbne arme, og du… Ak, Signe. Ingen storsind her.
Mor, Signe har det virkelig hårdt lige nu, sagde Anders, mens han kom ind med en favn brænde. Måske var det ikke det bedste tidspunkt at invitere dem? Sommerhuset er jo ikke særlig stort.
Lille? Vera slog ud med armene. To værelser! Ja, der skal være tæt, men vi holder sammen dansk hygge, ikke sandt?
Anders, du gør mig trist. Jeg vil bare styrke familien, holde båndene ved lige.
I bor jo i den lille lejede hytte og viser jer ikke. Husk i morgen klokken ti på stationen, glem det ikke.
Signe lukkede øjnene. Gule cirkler dansede forbi.
Hun forestillede sig den næste dag: banegården, bilen proppet med bagage, enorme gryder med kartoffelmos og flæskesteg, som hun skulle slæbe rundt på, og den endeløse snak fra fremmede, mens der ikke engang var plads til at tænke.
***
Det hele begyndte da hun og Anders lige var blevet gift og havde lejet deres første lille lejlighed, hvor Vera blev fast gæst.
Hun kom ikke kun forbi til kaffe hun overvågede deres husholdning.
Men det blev først rigtig festligt, da hun besluttede, at sønnens lejlighed var den gratis filial af hele familien Danmarks hotel.
Signeskat, hold ud, hviskede Anders dengang, mens fjern-slægtninge fra Lemvig sov på skift på stuegulvet. Det er kun for et par dage. Så er vi alene igen.
Mor er bare meget gæstfri.
Gæstfri på vores bekostning, Anders, sukkede Signe. Hvorfor kan de ikke tage hjem til hende i hendes toværelses?
Hun har jo renovering… eller blodtryk… eller katten har angst, forsøgte Anders at forklare.
Signe holdt ud. Hun troede på, det var midlertidigt.
Men da hun blev gravid, og kvalmen nærmest gjorde hende til verdens første levende origami, besluttede de at rykke ud i sommerhus for vinteren.
De fandt et billigt sted: gammelt, men solidt, med brændeovn.
Ro, frisk luft, færrest mulige mennesker. Signe håbede, at der ville være fred.
Men Vera havde andre planer.
Hun dukkede op for at hjælpe til jul, og efter to dage meddelte hun, at familien fra Jylland langt ude snart kom på besøg.
***
Om morgenen skabte brændeovnen ballade: røgen sivede ind i stuen, Signe hostede og prøvede at åbne vinduet.
Anders, op med dig, hviskede hun hæst. Ovnen ryger, og vi skal af sted til stationen.
Mmm, lige fem minutter mere… mumlede han og trak dynen over hovedet.
Ingen fem minutter! Vera stormede ind som et nordjysk lavtryk. Op, op! Gæsterne venter ikke.
Signe, har du dækket op til morgenmad?
Jeg kan ikke tåle duften af mad, Vera, svarede Signe stille.
Pjat. Tag dig sammen. Graviditet er ikke sygdom, sagde svigermor. Førhen fødte man i roemark og gik direkte tilbage på marken efter.
Du har det lunt, moderne bekvemt. Kom så, kog kartofler, rens sild. Mændene bliver sultne fra rejsen.
Signe tog sin gamle jakke på og gik ud på trappen. Den kolde luft friskede lidt op.
Hun så på den sneklædte have, træstakken der blev mindre dag for dag. De skulle fyre op to gange dagligt for ikke at fryse, og nu kom fem ekstra mennesker, der ville bruge varmt vand og larme rundt.
Hvorfor, egentlig?
På stationen var der liv og glade dage. Onkel Poul, stor mand med tung pels, gik straks ind for et bamseknus, så Signe blev pakket ind i duft af et eller andet, hun ikke kunne lide.
Hans kone Helle, storsnakkende kvinde med knaldrøde kinder, overhørte dem med spørgsmål.
Nå, Anders! Du er blevet stor! Og det her er din kone? Hun ser lidt… gennemsigtig ud, konstaterede Helle, stirrende på Signe. Får du hende ikke ordentlig mad?
Hun har kvalme, Hel, indskød Vera, smilende som en juleengel. De venter jo barn.
Signe trak på smilebåndet, men ønskede sig allermest til månen.
På vej til bilen fik hun en indkøbsnet med mad diskret afleveret af Vera.
Tungt? spurgte Anders og tog nettene.
Meget, Signe svarede ærligt. Både på kroppen og sjælen.
Hold ud, Signe. Bare et par dage. Mor har virkelig glædet sig.
De ankom til sommerhuset, og pladsen blev trængsel på et sekund.
Helles børn, to larmende teenagere, snuppede sofaen og tændte TVet på max volume. Onkel Poul slog sig ned ved brændeovnen.
Den giver godt varme! sagde han. I har ikke taget nok brænde ind. Anders, kom, hjælp den gamle og hent mere.
Signe gik ud i køkkenet. Hun skulle skrælle kartofler til hele banden.
Hendes hænder rystede, og sildens duft, som Vera allerede havde arrangeret på et fad, fik hende til at holde vejret så længe, hun næsten svimmelt tabte kniven.
Signe, hvad venter du på? svigermor kiggede ind. Gæsterne vil gerne til bords. Skynd dig. Og tag syltede agurker fra kælderen.
Vera, vil du hjælpe mig lidt? spurgte Signe forsigtigt. Jeg har det virkelig skidt…
Åh, Signeskat, gerne men jeg skal jo vise Helle huset og tale nyheder. Du er jo ung, du klarer det. Arbejde skaber karakter!
Aftenen forsvandt i en tåge. Signe serverede, ryddede af, vaskede op med iskoldt vand blandet med kogende, mere som en spa-session for vikinger.
Gæsterne larmede, Vera fortalte om, hvor fantastisk det hele var, og hvor lykkelige de alle var.
Vi er én familie! proklamerede hun, mens hun løftede glasset med hjemmebrygget kirsebærvin. For familie ofrer man tid og kræfter.
Signe, bring det varme!
Signe præsenterede en stegeso med kød. Damp ramte hende i ansigtet, og hun følte verden blev tåget.
Hun nåede kun lige tilbage til sit værelse, før hun faldt om på sengen uden at tage skoene af.
***
Dybt om natten vågnede Signe ved, at huset var helt stille. Anders sov fredeligt.
Hun rejste sig, tog et sjal over skuldrene og traskede ud i køkkenet efter lidt vand. På vejen forbi stuen, hvor Vera sov på sovesofa, hørte hun dæmpede stemmer.
Svigermor snakkede i telefonen.
Ja, Lise, de kom… Veras stemme var fuld af gift. Nej, lad mig sige det som det er: nogle rigtige… nøjsomhedsmennesker.
De tømte hele køleskabet på én aften. Helle brokker sig konstant over alt, men kommer i ny frakke.
De er her bare for at slappe af! Går og tror, det er et feriecenter, det her. De kan ikke sidde hjemme bare én weekend.
Signe frøs midt i gangen. Hun kunne ikke tro sine ører. Kvinden, som lige havde prædiket om storsind, svinede sine gæster til over telefon.
Og svigerdatteren? fortsatte Vera. Åh, hør nu, hendes ansigt det er som om jeg skylder hende en million.
Går rundt, skævt smil, holder sig til maven. Utilfreds med alt! Hun gør mig til grin foran de andre… Som om jeg udnytter hende.
Og jeg gør alt for dem, for familien. Ingen respekt fra de unge. Men vent du bare, jeg skal nok give hende min mening i morgen. Hun skal kende sin plads.
Signe vendte om og gik tilbage til sit værelse. Hun mistede lysten til vand.
***
Morgenen begyndte som vanligt svigermors stemme rungede.
Signe, op og afsted! Morgenmaden laver ikke sig selv!
Signe gik ud i stuen. Alle var allerede samlet. Onkel Poul kløede sig i nakken, børnene snorkede i mobilerne, Helle strakte sig på stolen.
Godmorgen, sagde Signe stille.
Godmorgen, svarede Vera, stirrende som en dommer. Signe, kom lige med ud på terrassen. Vi skal tale.
Ude på terrassen lagde Vera straks ud.
Signe, jeg var meget utilfreds med din opførsel i går. Dit ansigt…
Det var fornærmende. Du viste meget tydeligt, at gæsterne var en byrde.
Folk mærker den slags! Helle har allerede sagt, at hun føler sig uvelkommen.
Jeg var så flov.
Signe mødte svigermors blik direkte.
Flov, Vera? spurgte hun. Over hvad? Over at jeg lavede mad til syv personer, mens jeg havde den værste kvalme?
Eller fordi jeg stod og vaskede op til midnat, mens du talte om halvufrivillige ting?
Hvordan taler du til mig?! Vera blæste op. Jeg er dit mands mor!
Jeg ved det. Og jeg ved også, hvad du talte om i telefonen i nat. Nøjsomme mennesker, var det ikke? Som bare fylder og fylder?
Veras ansigt blev pludselig blegt, og så rødglødende.
Du hørte efter? Så lavt!
Lavt er at få mig til at arbejde for folk, du ikke selv kan holde ud, bare så du kan stråle som super-husmor, sagde Signe. Hvis du vil spille vært, kan du gøre det selv. Med dine egne hænder.
Anders! hylede Vera, stormede ind. Anders, hør hvordan hun taler til mig! Hun fornærmer mig!
Anders kom ud, skjorten halvt åben.
Hvad sker der? Signe? Mor?
Din kone er… hun er umulig! Vera tog sig dramatisk til brystet. Jeg gør alt, og så beskylder hun mig for hykleri! Hun vil ikke have min familie!
Anders så væk mellem de to.
Signe, hvorfor? begyndte han forsigtigt. Mor ville jo bare det bedste…
Anders, Signe stillede sig op til ham. Hvis du ikke nu fortæller din mor, at hendes gæster er hendes ansvar, og at jeg ikke laver mere mad, så bestiller jeg taxi og tager hjem. Barnet vokser op hos mine forældre.
Dit valg lige nu!
Onkel Poul hostede, Helle kiggede væk.
Du giver mig et ultimatum? hviskede Anders.
Nej, jeg sætter bare mine grænser. Jeg er et menneske, Anders. Jeg er din kone jeg har krav på respekt!
Vera var sikker på, at sønnen ville beskytte hende. Sådan havde det jo altid været mor først.
Men Anders så på Signes udmagrede ansigt, hænderne der rystede, og vågnede op.
Han mindede sig om, hvordan hun slæbte det tunge fad aftenen før, hvordan hun løb udenfor hvert kvarter, fordi duft af hvidløg og peber slog hende omkuld.
Mor, sagde han stille. Signe har ret.
Hvad?! Vera slog op med hovedet.
Du inviterede gæster uden at spørge os. Signe har det hårdt, graviditeten er svær.
Hvis du vil have dem her så klar det selv. Du må lave mad, rydde op og underholde dem. Og sig undskyld til Signe.
Mig? Undskylde? Vera skreg. Aldrig! Jeg kommer aldrig tilbage! Pak jeres ting! Vi tager afsted! Ingen her ønsker os!
Helle, Poul og børnene begyndte at pakke.
Vi ville jo ikke forstyrre, mumlede onkel Poul, mens han trak pelsen på. Vera sagde, I havde inviteret…
Naturligvis inviterede jeg! råbte Vera. Men der er nogen, der ikke kender dansk gæstfrihed!
Efter fyrre minutter kørte Anders væk med gæsterne til stationen. Signe var alene. Huset blev usædvanligt stille.
Hun gik ud i køkkenet, hældte et glas vand og satte sig ved vinduet. Åh, hvor er her rart…
***
Vera talte ikke med Anders i tre måneder. Hun ringede til fælles bekendte og klagede over den onde svigerdatter, der smed hende og de stakkels slægtninge ud.
Men da barnebarnet blev født, begravede hun stridsøksen og prøvede igen at styre, men Anders satte foden ned.
Signe og Anders købte deres egen lejlighed, og nu gæster kun dem, de faktisk glæder sig til.
De jyder, der kom på besøg, har heller ikke talt med Vera siden hun kom nemlig til at kalde dem nøjsommene igen, midt under en mindre uenighed.
