Efter det andet slagtilfælde sagde lægerne, at der ikke var noget håb, og at Jørgen aldrig mere ville rejse sig fra sengen. Han var nu bundet til sit leje, og familien måtte enten ansætte en sygeplejerske eller selv tage sig af ham. Men problemet var, at Jørgen kun havde én søn og et barnebarn. Barnebarnet, Alberte, var femogtyve år, boede i udlandet og talte sjældent med sin morfar hun ringede kun lejlighedsvis, og forholdet var blevet meget overfladisk. Mellem Jørgen og hans søn, Henrik, havde der for omkring fire år siden været et voldsomt skænderi.
Jørgen ville det bedste for Alberte og blandede sig derfor i Henriks opdragelse af hende, men Henrik havde vænnet sig til at klare tingene selv efter skilsmissen. Jørgen blev tit gal over, at hans råd ikke blev fulgt, og han gentog ofte, at svigerdatteren forlod dem, fordi Henrik var for stædig. Henrik derimod blev fornærmet over sin fars gentagne bemærkninger. Så kom dagen, hvor deres strid eskalerede. Ugerne gik uden kontakt, og Jørgen stadig vred ændrede sit testamente og lod alt går til Alberte.
Da Henrik senere forsøgte at forlige sig med sin far, blev han afvist og bedt om at gå. Nu sidder Jørgen tilbage i sengen og fortryder, mens han tænker tilbage på alt det, han har mistet. Han klager over, at han har mistet sin søn, at de ikke har talt sammen i årevis, men jeg tror det ikke helt. Egentlig mangler Jørgen bare modet til selv at tage det første skridt mod forsoning. For ethvert forhold, især i familien, kan repareres, hvis bare man vil. En anden sag er, om Henrik overhovedet ville vende tilbage, hvis han vidste, at faderen først rækker ud nu, hvor han har brug for hjælp og støtte.
