Jeg tror ikke, jeg nogensinde har kunnet forstå Helle og hendes bevæggrunde, da hun sagde DET både til mig og den børnelæge, der en dag kom ud til vores hjem i Roskilde. Vores datter var dengang kun tre måneder gammel. Lang tid forinden havde vi kæmpet for at få et barn i over fire år havde vi håbet og prøvet.
Lægerne sagde, at problemet skyldtes Helles kat. Det var toksoplasmose, der var årsagen, fik vi at vide. Men til sidst vendte lykken, og Helle gik lykkeligt med barnet i maven.
På hospitalet var vores pige sund og rask, men da vi kom hjem, begyndte hun at hive efter vejret. Vi reagerede straks ansvarligt og kørte hende tilbage til hospitalet. Hun fik det hurtigt bedre, men lægerne kunne ikke finde nogen entydig årsag, og det var først, da hun atter fik et anfald derhjemme, at vi ringede efter en børnelæge. Hun kom straks til huset og lagde mærke til Helles gamle kat. Katten havde boet hos Helle, siden hun var barn, og nu var katten seksten år gammel. Helle var meget knyttet til hende. Da lægen sagde, at vi var nødt til at skille os af med katten for barnets helbred, var Helles svar klart:
Find en læge, der kan hjælpe vores datter uden at tvinge mig til at sige farvel til min gamle ven.
Der var ingen mening i at diskutere. Helle stod fast, og da jeg sagde, at det handlede om mere end bare vores datters helbred at det kunne koste hende livet vendte Helle mig ryggen, tog katten under armen og gik. Syv måneder senere kom hun tilbage uden katten. Hele den tid mødtes vi kun på legepladser eller hjemme hos min mor, som var neutralt territorium.
Så snart katten var borte, var Helle klar til at flytte hjem igen. Nu er der gået tre år, og det virker som om, hun tror, hun kan lade som om, skænderiet om katten aldrig fandt sted, og at hun ikke forlod hjemmet for at bo hos sine forældre og passe katten i stedet for at tage sig af sit eget barn.
Jeg kan stadig ikke begribe, at hun var i stand til det. Det ødelagde noget dybt i mig, både min tillid til hende og til vores ægteskab. Hver gang jeg fortæller denne historie og det sker stadig tror folk mig ikke.
Helle er en fantastisk mor, hun ville aldrig gøre sådan noget, siger de. Alle tror, jeg laver sjov. Men det gør jeg ikke. Jeg ville ønske, jeg kunne grine af det, men det kan jeg ikke.
