Jeg husker dengang jeg først mødte Amalie i første klasse. Dengang forstod jeg ikke helt, at hun var et plejebarn jeg havde aldrig hørt om børnehjem før. Jeg syntes bare, det var lidt mærkeligt, at nogle af børnene i klassen fik gaver fra skolen, men ikke alle. Med tiden gik det dog op for mig, hvordan det hang sammen. Udover det kom Amalie og jeg begge fra hjem, hvor pengene var små. Vi glædede os til, når klassen skulle i biografen, og det var kun sjældent, vi havde råd til at købe os en pose chips.
Amalie lærte tidligt at være sparsommelig. Årene gik, og da de smarte mobiltelefoner og det nyeste udstyr blev populære, følte vi sommetider, vi var udenfor. Tingene var bare dyre, og det var ganske normalt, at vi ikke havde råd til alting. Vi blev færdige med folkeskolen og siden begyndte vi på universitetet. Allerede det første år fik Amalie dobbelt SU både almindelig og ekstra social støtte så hun begyndte at kunne spare lidt op. Jeg forsøgte at tjene lidt ved siden af, arbejdede som butiksassistent i supermarkedet eller delte reklamer ud på Strøget.
Det var også i disse år, Amalie mødte sin kommende mand. Han var ikke noget særligt dengang kørte bus og boede på kollegium ligesom os andre.
Jeg havde sjældent tid til at være social under studierne, og det gik nærmest min næse forbi, at Amalies kæreste efterhånden begyndte at tjene gode penge, købte deres første bil og inviterede Amalie på rejser rundt i landet. Jeg havde selv ikke råd til noget i den retning, og min egen fyr havde heller ikke mange penge. Nogle gange inviterede Amalie og hendes kæreste mig med på ferie endda til udlandet men jeg skulle altid selv betale min del, og de beløb, som virkede små i deres øjne, var alt for store for mig.
For ikke længe siden holdt de deres bryllup, men jeg kunne ikke være med. De ville ikke holde det her i København, men tog til Jylland, hvor de lejede store lokaler og holdt et stort, flot bryllup med mange gæster. De sagde, vi selv måtte finde og betale for værelser på hotel, hvis vi ville overnatte. Oven i det skulle der gives gave og betales for rejsen det blev for meget, så jeg måtte melde fra.
Mere og mere hører jeg nu, at de tager til Egypten og Tyrkiet, at Amalie har givet sin mand en iPhone, at han har købt en splinterny bil og renoveret deres lejlighed i Valby. Jeg mærker tydeligt, at jeg passer mindre og mindre ind i deres liv. Vores liv og muligheder er blevet alt for forskellige.
