Jeg har altid elsket den lille etværelses lejlighed i Valby det er der, jeg voksede op. Den er ikke specielt stor, men hyggelig og velholdt. Da jeg var yngre, sagde jeg til min søster, Frida, at det var den lejlighed jeg ønskede at arve, og hun var helt enig hun var ret glad for vores mormors treværelses lejlighed ude i Brøndby. Det var et roligt område; alt lå tæt på, og der var ikke mange mennesker på gaden.
Længe virkede det som om vi ikke havde noget at være uenige om, men tiden gik, og vi blev ældre vores prioriteter ændrede sig. Efter jeg blev gift, begyndte jeg at tænke mere på rummene og pladsen. Jeg begyndte at føle mig lidt snydt over kun at have fyrreogtyve seks kvadratmeter, mens Frida sad på tres. Det føltes uretfærdigt, og jeg mente, vi burde dele mere lige. Først foreslog jeg, at Frida skulle betale mig differensen i kroner, men min mand overtaled mig til, at jeg i stedet kunne sælge min lejlighed og købe en, der var præcis fyrreogtyve seks kvadratmeter. Frida var ikke begejstret hun havde to børn, det var nemt for dem med skole lige rundt om hjørnet, og jobbet var let at komme til. Men jeg holdt fast.
Til sidst foreslog Frida, at vi begge solgte vores lejligheder og delte salgsprisen. Det gik jeg med til. Vi ordnede hvert vores salg, og pengene blev delt mellem os. Min mand og jeg flyttede til Aarhus, men jeg nævnte stadig af og til for Frida, at hun havde fået mere for sin toværelses end jeg for min treværelses, og hun trak bare på skuldrene og mindede mig om, at hendes lå i udkanten af byen, hvor det ikke er lige så let for alle at komme til arbejde.
Vi så ikke rigtig hinanden mere dog talte vi ret ofte sammen på telefonen. Først da jeg havde passeret de fyrre, fik jeg at vide, hvad der egentlig var sket: Frida havde aldrig solgt mormors lejlighed. Hun havde løjet om salget og lånt penge af sin svigermor for at kunne give mig min del. Hun havde endda overdrevet om omkostningerne, og jeg troede på det jeg var nærmest stolt over, at jeg havde fået mere ud af salget end Frida. Det betød, at hun hurtigt kunne tilbagebetale lånet og fik råd til at renovere.
Der var egentlig ikke grund til at blive vred eller fornærmet vi er voksne mennesker og havde fået styr på vores liv og boligsituationer. Alligevel sidder jeg nu og tænker over noget helt andet…
