I begyndelsen undrede det mig meget, at Barbara inviterede mig hjem til sig. Hun plejede altid at blive rasende, når jeg ville besøge hende med min søn, og hun ønskede heller ikke, at jeg kom til hende i helligdage.
Lejligheden er virkelig lille, der er ikke plads sagde hun altid, mens hun gik rundt i de tre rummelige værelser, hun fik efter skilsmissen.
Kvarteret, hvor Barbara boede med sine to børn, var fredeligt og komfortabelt. Huset lå ud til en skole, der var et svømmebassin tæt på, en smuk park og en lille skov, og alle former for transport var nemme at komme til. Alt i alt kunne hun ikke klage.
Barbara strålede af glæde, da vi sad rundt om køkkenbordet sammen med min mor. Jeg har endelig besluttet at renovere lidt her. Jeg vil give de gamle trægulve nyt liv, måske skifte lidt møbler også. Det lyder nemt, men i praksis kræver det tid og mange penge. Jeg skal have fat i et håndværkerhold, men jeg mangler lidt økonomi. Du er min søster kan du ikke hjælpe mig?
Jeg tog hendes anmodning med det samme med skepsis. Renoveringen var jo ikke presserende, hun havde ikke startet noget endnu, og man kunne jo gøre det lidt ad gangen. I denne måned kunne hun købe tapet og noget lim til et rum, lidt møbler, og sådan stille og roligt rum for rum.
Undskyld, vi har heller ikke så meget selv sagde jeg for at få afsluttet diskussionen. Jeg ved, hvor meget din mand tjener svarede Barbara skarpt. I hjælper hele tiden hans familie.
Til min overraskelse støttede min mor min søster. Hun sagde, at hun ville tale med far, og de ville overføre nogle opsparede kroner til Barbara, og derefter begyndte hun at presse mig til at bidrage.
Hjælp nu din søster. Du ved, det ikke er let med børn alene, og hvis vi ikke hjælper, bliver lejligheden aldrig i orden. Hvis ingen giver en hånd, går det hele under. Hvor meget forestiller du dig, at vi skal låne dig?
Barbaras øjne blev store.
Låne? spurgte hun. Jeg kan ikke give pengene tilbage. Jeg beder jer om at give mig noget bare det I kan undvære. Så kan vi holde jul her, og du kan komme på besøg oftere.
Jeg kunne allerede se mig selv komme her, se hvordan jeg ville blive budt velkommen.
Jeg skal nok tænke over det sagde jeg vagtsomt.
Senere hjemme fortalte jeg det til min mand, og han blev også overrasket over Barbaras frækhed. Vi er ikke nogen velgørende organisation, der skal give så mange penge væk uden grund.
Vi besluttede ikke at give hende noget, og nu tænker vi over, hvordan vi bedst kan sige det til Barbara uden at fornærme hende, men så emnet om penge bliver lagt død én gang for alle.
