Jeg husker min yngre bror, hvordan han tidligt blev gift. Han var kun atten år gammel, da han sagde ja til ægteskab. Dengang undrede jeg mig over, hvorfor det skulle gå så stærkt. Det virkede, som om han ville bevise at han var voksen og klar til at stå på egne ben, selvom han egentlig stadig var så ung.
Allerede fra barndommen var jeg vant til at tage mig af ham. Da han blev hjembragt fra hospitalet, var jeg ti år dengang føltes det som om min barndom sluttede der og da, for jeg var altid den ældre, der skulle passe på lillebror. Og sådan fortsatte det, til han voksede op, blev gift og flyttede hjemmefra.
Hans hustru, Frederikke, var også atten og havde en kraftig personlighed, grænsende til det hårde. Fra allerførste gang vi mødtes, lagde vi ikke skjul på, at hun ikke passede ind. Frederikke havde ingen takt, var uforskammet og ganske særlig at se på. Hvad min bror fandt i hende, forstod jeg aldrig.
De boede i en lejlighed tæt på hendes forældre. Svigerfaderen, Lars, slog mig som en stille og lidt mærkelig mand; han sagde aldrig noget og nikkede blot indimellem. Svigermor, Ingrid, var derimod en kvinde, der altid satte sig igennem og dikterede alt og alle; ingen turde sige hende imod. Min bror blev ofte kritiseret og sladret om af hende, og Frederikke var altid utilfreds med ham.
Det gjorde mig ondt at se, hvordan min bror blev behandlet. Jeg forsøgte at tale med ham flere gange, men han insisterede altid på, at alt var fint; han elskede sin hustru, hun elsker ham og de var tilfredse med deres tilværelse. Men med tiden forandrede min bror sig han mindede mere og mere om sin svigerfar. Han udtrykte sjældent sin mening, nikkede bare, som Lars plejede.
Så en dag fik han nok. Han pakkede sine ting og forlod det hele. Jeg har aldrig set ham i sådan en tilstand før. Han fortrød dybt, at han lod sig rive med og giftede sig så tidligt. Sådan har det altid været blandt folk her alle har en grænse for, hvor længe de kan holde ud, og når den grænse bliver overskredet, så tager man sit gode tøj og går.
